Det kan være svært at sætte ord på, hvor meget, et menneske man aldrig har mødt, kan have haft af betydning for ens liv. Alligevel har jeg forsøgt.
Jeg bli’r så deprimeret, når jeg tænker på søndag d. 8. november 2020, der blev dagen, hvor et musikalsk håb slukkedes for mig. Et håb, jeg havde holdt fast på siden den dag i 2011, hvor nyheden om dine blodpropper blev offentliggjort. Håbet om at opleve din legendariske og karismatiske optræden igen er endegyldig forbi.
Alting har en ende, er et udsagn de fleste kan nikke genkendende til. Hvor sandt det end måtte være, er det svært for mig at se en ende på den liste af ord, der kan beskrive, hvor meget du har betydet for min opvækst. Shu-bi-dua er det band jeg har set live flest gange, og det band jeg har lyttet mest til både i min ungdom og som voksen. Musikken beriger stadig mit liv. Teksterne får mig stadig til at grine, og minder mig om, hvor vigtigt det er, ikke at tage sig selv eller livet alt for alvorligt. Jeg har af gode grunde ikke oplevet eller fulgt dig og Shu-bi-dua gennem hele jeres imponerende karriere. Heldigvis har mine forældre givet mig muligheden for at få musikken ind fra begyndelsen af mit liv. Det skal de have en stor tak for.
Der har været så mange, de var kun til pynt, først med dig er det hele begyndt. I mine yngre dage lyttede jeg til musik fra både ind-og udlandet. Meget af det var præget af mine omgivelser – primært mine venner fra folkeskolen. Vi lyttede til Green Day, Nirvana, Oasis, Kim Larsen og meget andet. Alt sammen musik der i høj grad pyntede på tilværelsen. Alligevel er det, når jeg husker tilbage, dig, der har gjort størst indtryk på mig. Dig, der blev begyndelsen på min interesse for musik. Der gik dog adskillige år, før det gik det op for mig, hvor stor en betydning du egentlig har haft, og hvor imponerende et band Shu-bi-dua i virkeligheden er.
Ti ud af ni tror jeger enig med mig, når jeg siger, at Shu-bi-dua uden dig ikke er Shu-bi-dua. Gennem årenes løb har seksten blandede musikere på skift været en del af bandet. Alle har de sat sit personlige præg på musikken og gjort bandet til det, det huskes for. Du er langt fra den eneste shubi der dur, alligevel er det dig, der står tilbage som bandets fyrtårn. Dig, der via din uforglemmelige stemme, har formidlet de mange tekster I som band var fælles om at skrive. Dig, der for mig er hovedårsagen til at Shu-bi-dua formåede at klare sig i 40 år.
Når dit hjerteslag bliver væk en dag, er det så forbi, gu det ej fordi du har sat et enormt aftryk på den jord du nu har forladt. Et aftryk der for manges vedkommende startede i 1973 og siden da er blevet en uvurderlig del af den danske kulturarv. Jeg kan ikke tale for alle, men ved, jeg taler for mange, når jeg siger, at det du og resten af Shu-bi-dua har opnået, er uden sidestykke i dansk musik. Du vil blive husket for din enorme livsglæde, der altid har lyst ud af dig, når jeg har set dig optræde. Du vil blive husket for, altid at have levet op til Shu-bi-duas motto: ”Det skal være morsomt, ellers er det ikke sjovt”. Du vil blive husket for din lette tilgang til et liv, der til sidst ikke kan have været let at leve. Du vil blive husket! Og dine sange vil blive sunget længe efter, der er kommet mos på din gravsten.
Hvad mon der sker, når man skal bort, når livets skjorte bli’r for kort? Et af livets helt store spørgsmål, har du nu fået svar på. Hvis der er lidt retfærdighed til, sidder du lige nu og kigger på en kælling i det salte vand, mens du får dig en lumumba i det varme sand. Det vil være dig vel undt.
Visselul du gæve kæmpe, jeg vil huske til jeg segner de utallige, uforglemmelige oplevelser du har givet.
Tak!
