I dag starter VM i Kvindefodbold – og Danmark er med for første gang i 16 år! Og når de på lørdag løber på banen, bliver det med en helt ny slagkraftig VM-sang i ryggen.
‘Vi gør det hele igen’ er navnet på Danmarks officielle sang til VM-slutrunden i Australien og New Zealand. VM-sangen er lavet af Fräulein, og Kvindelandsholdet synger kor på flere sekvenser af slutrundesangen, og er selvfølgelig også med i videoen, der udkommer i dag.
Den straks fængende og iørefaldende sang er skrevet, som en anerkendelse af Kvindelandsholdets dedikerede indsats på og uden for banen.
Landsholdsanfører Pernille Harder glæder sig til at høre de danske fans skråle med på de nye strofer:
“Når der er så langt til VM-slutrunden i Australien, håber vi, at sangen kan holde den rød-hvide fodboldstemning varm herhjemme i Danmark. Vi kommer i hvert fald til at tag den med i højttaleren på stadion og i omklædningsrummet.”
‘Vi gør det hele igen’ bliver den tredje slutrundesang for Kvindelandsholdet i fodbold. Tidligere er udgivet officielle landsholdssange til EM i 2017 (Molly Thornhil )og EM i 2022 (Lidt til lægterne med Stine Bramsen).
Men den hidtil bedste slagsang til kvindelandsholdet er dog en ‘uofficiel’ en af slagsen, nemlig den der var Oddsets slagsang til Kvindelandsholdet –”Intet hold er så rødt og hvidt som mit”, der var skrevet og sunget af Juncker feat. Julie Maria.
”Vi gør det hele igen” er ganske tro mod det friske, favnende og melodiske lydbillede, som har gjort at Fräulein – ikke mindst via singlerne ”Hvad vil du have” og ”Elske dig for evigt” allerede har ramt et bredt publikum, og været i stabil radiorotation.
Fräulein består af Anna Halkjær, Emil Mathiasen og Jeppe Bredahl, der mødte hinanden i Odense for syv år siden og fandt ud af, at de var skabt for hinanden. Den kreative energi i deres nye venskab er siden blot vokset, og forløses endelig for alvor snart i form af et debutalbum.
Sammen med Ole Brodersen, der senest har produceret Jung, er trioen nemlig lige nu i gang med at indspille deres kommende album, hvorfra der som nævnt allerede er udsendt den slags singler, der gør indtryk og sætter spor på øregangen.
Bandet kan stadig opleves rundt i sommerlandet. De spiller i den kommende tid følgende steder:
31.07 SMUKFEST – Skanderborg
04.08 BORK HAVN MUSIKFESTIVAL – Hemmet
12.08 KALUNDBORG ROCK’ER – Kalundborg
18.08 WONDERFESTIWALL – Allinge
19.08 UHØRT FESTIVAL – København
01.09 MIDTFYNS FESTIVAL – Ringe
09.09 LAMBDA. KULTURMASKINEN – Odense