EN STÆDIG OVERLEVER DROG SIT SIDSTE SUK

”DAVID CROSBY ER DØD 81 ÅR”

Fotograf: Henrik Hildebrandt

Den amerikanske sangskriver, sanger og guitarist David Crosby (født den 14. august 1941 i Los Angeles, Californien – død den 19. januar 2023) gav i levende live en del gange udtryk for sin forundring over stadig at være iblandt os hans i perioder heftigt destruktive livsstil taget i betragtning, hvor indtaget af diverse stimulanser bare steg og steg.

Men nu er også Crosby, der blev pågrebet flere gange sigtet for farlig kørsel, ulovlig våben- og narkobesiddelse, hvilket kostede ni måneder bag tremmer i 1985, klar til den store jamsession i det hinsides med alle de øvrige store koryfæer fra sin generation.

‘It is with great sadness after a long illness, that our beloved David (Croz) Crosby has passed away. He was lovingly surrounded by his wife and soulmate Jan and son Django. Although he is no longer here with us, his humanity and kind soul will continue to guide and inspire us,’ stod der blandt andet at læse i det statement, hans kone lod offentliggøre i branchebladet Variety.

David Crosby blev medlem af The Byrds i 1964 og bidrog væsentligt vokalt og på sangskriversiden til en række af gruppens albums i 60’erne, før han røg ud efter at have optrådt som gæst hos Buffalo Springfield under Monterey Pop Festival i 1967. Blandt de sange, Crosby skrev til The Byrds, kan nævnes klassikere som Lady Friend, Everybody’s Been Burned, Why og nok den bedst kendte Eight Miles High.

Crosby dannede sammen med Stephen Stills fra Buffalo Springfield og Graham Nash (eks. The Hollies) Crosby, Stills & Nash omkring 1968-69 og opnåede øjeblikkelig succes efter udgivelsen af deres første album og medvirken ved Woodstock festivalen i 1969. Succeskurven steg yderligere efter Déjá Vu i 1970, hvor Neil Young stødte til som det fjerde led. Hos denne supertrio og kvartet huskes Crosby for signatursange som Guinnevere, Wooden Ship, Almost Cut My Hair og titelnummeret fra Déjà Vu.

I 1971 udgav Crosby sit første soloalbum i 1971, ‘If I Could Only Remember My Name’. Der skulle gå 18 år, før næste udspil fra Crosbys side, ‘Oh Yes I Can’, endelig blev klar til udgivelse, men i 2010’erne var han særdeles aktiv på solofronten med hele fire albums.

I den mellemliggende periode indspillede han flere stærke album under navnet CPR. En trio med ham selv og hans søn James Raymond og guitaristen Jeff Pevar. Bandet lagde såmen også vejen forbi Danmark, hvor de spillede i Lille Vega i København.

Crosby gæstede Danmark flere gange – som solist senest i 2018 i DR koncerthuset, og i 2015, var han forbi som en del af selveste Crosby, Stills & Nash, der gav en helt forrygende koncert i Musikhuset i Århus. En koncert som Gaffa’s Espen Strunk omtalte som ”Fuldfed nostalgi: Helhjertede hippier hev stikkene hjem i Aarhus”. Og øjenvidner kan bekræfte, at den dengang 74-årige David Crosby stadig lignede og sang som ’en engel’.

Det er fuld forståeligt, at han i mange år var en af de mest brugte amerikanske studiemusikere, som backing vocalist.  

Crosby lod senest høre fra sig med det fine og helstøbte For Free (2021). Crosby, der gennem længere tid måtte kæmpe med diabetes, var desuden en ivrig sejler og forsøgte sig ydermere som skuespiller. Desuden gav han jævnligt og højlydt sine politiske holdninger til kende, når lejlighed bød sig, eller han selv opfandt den.

https://youtu.be/wakXsaDzeZ4For at få et indtryk af, hvor langt David Crosby vitterligt nåede ud i tovene og ifølge egne ord opførte sig som et hensynsløst og egoistisk dumt svin, anbefales den glimrende dokumentar Remember My Name (2019), hvor han er hudløst ærlig og klar i spyttet. Crosby overlevede mod alle odds, blev 81 år og sang med en klar og stærk røst til det sidste. Det er på alle planer imponerende. Æret være David Crosbys minde, en kantet og kontroversiel personlighed, der vedstod sig stærke som svage og sider og uden omsvøb redegjorde for dem i en høj alder. Den udviste selvindsigt tjener ham til ære og bør huskes som del af hans eftermæle.

Leave a Replay

Scroll to Top
Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.