Tillykke med de syv årtier i dag til Sebastian, der efter knap 50 år på den danske musikscene, stadig er en af vores absolut største sangskrivere og komponister med et veludviklet gehør for altid at omgive sig med de rette kræfter live, i studiet og under opførelsen af de utallige musikdramatiske iscenesættelser, han står bag.
Sebastian er en kunstner af unik støbning i vort hjemlige kulturliv, og et utal af hans mest helstøbte sange fra 70’erne og 80’erne er i besiddelse af en tidløs kvalitet, der er blevet en del af mit og mange andres lydspor, der tonesatte vores barndom, ungdom og gryende voksendom. Som knægt og filipensplaget teenager roterede Sebastians signatursange som ‘Lossepladsen bløder’, ‘Når lyset bryder frem, ‘Hvis du tror, du er noget’, ‘Du er ikke alene’, ‘Stilhed før storm’ ‘80’ernes Boheme’ samt andre i samme liga på min indre spolebåndoptager bevidst som ubevidst og med betydelig resonans i forhold til, hvordan verden nu engang så ud omkring en. Det er langt hen ad vejen stadig tilfældet, men nye facetter, sange og albums er kommet til, nu middelalderen har indfundet sig med dens mulighed for at se en foreløbig værkfortegnelse i et bredere perspektiv.
Især har to af Sebastians absolut vigtigste albums, ‘Tiderne skifter’ og ‘Cirkus Fantastica’, fyldt ikke så lidt i indeværende år, hvor de begge fejrede deres 40 års jubilæum. Førstnævnte er Sebastians musik til Brechts tekster om undertrykkelse og udbytning af proletariatets slavehær suverænt arrangeret og udført af flere af de musikere og sangere, der ad åre er blevet væsentlige aktører i Sebastian regi: Kenneth Knudsen, Alex Riel, Nils Henriksen, Bo Stief, Lis Sørensen og Anne Linnet. Dette gælder også for bassisten Michael Friis, der blev en del af kerneholdet på ‘Cirkus Fantastica’ og de følgende albums samt turneér.
Hvilke suveræne konstellationer dagens fødselar har kunnet stille med i de toneangivende årtier inklusiv folk som Peter Thorup, Ken Gudman, Gert Rostock, Sanne Salomonsen og andre i samme kvalitative vægtklasse. Gennem 70’erne og frem til ca. midten af 80’erne satte Thorup og Henriksen betydelige aftryk som producere i tæt samarbejde med mesteren selv. En stor del af arbejdet foregik fra 1976 i det legendariske Sweet Silence studie, hvor yderst kompetente teknikere som Freddy Hansson og Flemming Rasmussen plus assistenter sørgede for at få det hele ‘i kassen’ med størst mulig velklang og detaljerigdom i lydbilledet.
Som lyriker formår Sebastian at kombinere det personlige med det politiske uden at forfalde til firkantede partiparoler og ideologiske kamperklæringer. Det sikrer et mere almenmenneskeligt perspektiv fyldt med observationer fra tilværelsen omkring ham præget af gøgl, cirkus, tragikomik, ensomhed, social deroute og skæbnesvanger tildragelser i øvrigt ofte fortalt i et metaforisk billedestærkt sprog.
Musisk har Sebastian jongleret med folk, Singer/songwriter stil, rock, fusionsjazz og et snert af avantgarde, hvor det komplekse og orkestrale altererer med det enkle og akustisk afdæmpede – manden mestrer det meste inklusiv de store symfoniske opsætninger af korværker, musicals og musikdramatik generelt. Den del af hans virke har jeg valgt ikke at kloge mig på, da mit kendskab til disse genrer er yderst begrænset. Det vil ikke yde disse produktioner retfærdighed. 2019 gav mig fornyet og kærkommen lejlighed til atter at fordybe mig i Sebastians univers, dels på grund af mit bogprojekt om Sweet Silence, og fordi Sebastians webredaktør og Facebookside bestyrer Christian Winther bad mig genanmelde ‘Gøgleren, Anton og de andre’ som del af en retroperspektivisk gennemgang af hele kataloget op til den runde dag. I den forbindelse forelskede jeg mig hovedkulds i ‘Gøgleren’ og især sangens omkvæd, hvor hovedpersonen danser og ler, så det gør ondt. Gribende, insisterende og stor kunst der taler til vores indre følelser. Tak for sangene, Sebastian – må du fejres og feteres som fortjent.
Efterskrift fra Chefredaktøren!
Ud over de mange eviggrønne sange, har Sebastian jo også sendt sin datter Sara Grabow ud i verdenen, hvor hun i mange år har stået på egne stærke ben og er kommet vidt og spændende omkring indenfor musik og teater. I forbindelse med omtalen af en Sebastians 70 års koncerter med Danmarks Underholdningsorkester for et par måneder siden skrev Kurt Baagø i den forbindelse – “Et andet bevægende højdepunkt var da datteren Sara Grabow sang ”Rose” i første sæt. Kunne ikke være sunget smukkere og mere rørende og så med et helt underholdningsorkester i ryggen. Dét må betegnes som værende endnu en gave, Sebastian har fået i livet: En stor, stor kunstner af en datter, Sara, hvis eksistensberettigelse som kunstner befinder sig langt hinsides det at være den store Sebastians datter. Men Sebastians datter ER Sara Grabow (se foto) og hun er blandt meget andet en fremragende fortolker af farmands sange “.
