ET BANDS GENFØDSEL

”50 ÅR MED TRAFFICS FJERDE ALBUM”

Fotograf: Album cover (beskåret)

Det var oprindeligt tanken, at Traffics ‘John Barleycorn Must Die’, der udkom juli 1970, skulle have været Steve Winwoods første soloalbum under arbejdstitlen ‘Mad Shadows’, en plan der huede Island Records grundlægger Chris Blackwell, der så store potentialer i Winwoods uomtvistelige talenter. Sådan skulle det dog ikke gå.

Guitaristen Dave Mason, der siden Traffics etablering var en af drivkræfterne i sangskrivningsprocessen, forlod orkesteret i slutningen af 1968, Winwood blev i 1969 en del af supergruppen Blind Faith med Eric Clapton og Ginger Baker, mens de øvrige Traffic folk trommeslageren Jim Capaldi og alt mulig manden Chris Wood ernærede sig som sessionmusikere. Et af de mest lovende bands i britisk rock var kørt i garagen for en stund.

Blind Faiths levetid forblev imidlertid endnu kortere, så Winwood besluttede sig for at prøve kræfter med en karriere i eget navn. I første omgang indspillede han egenhændigt to absolut lovende sange, ‘Stranger To Himself’ og ‘Every Mother’s Son’, der i lettere ændrede versioner senere blev inkluderet på ‘John Barleycorn Must Die’. Herefter ombestemte Winwood sig og inviterede Capaldi og Wood i studiet for påny at bidrage til helheden.

Med de nævnte musikere retur var genoplivningen af Traffic en realitet, og det kom der et ganske glimrende album ud af, hvor gruppens jazz- og r&b-påvirkede progressive rock fik tilføjet et skud folk. Det høres især på titelnummeret, der oprindeligt er en traditionel folkesang i episk fortællerstil og til lejligheden genarrangeret i mere kontemporære gevandter, en fremgangsmåde som blandt andet Fairport Convention og Pentangle havde opnået betydelig succes med.

Dog er hele side 1 en yderst funky affære, der sættes i gang med det forrygende instrumentalnummer ‘Glad’ efterfulgt af ‘Freedom Rider’ og ‘Empty Pages’ en af mine absolutte Traffic favoritter, hvor Winwood i solistisk bravur viser tænder bag el pianoet, mens Hammond orglet hvæser.

B-siden er mere afdæmpet med ‘John Barleycorn Must Die’ som det centrale indslag tindrende rent foredraget af Winwood og suppleret af Capaldis harmoni vokal. Smukt, indfølt og overlegent udført.

Traffics særlige genrehybrid af musikalske inputs skinner ligeledes klart igennem på deres fjerde udspil og med til at sikre deres status som et af de mest originale og innovative bands i engelsk rockhistorie, hvor de bør tælle med i samme liga som Rolling Stones, The Beatles, Kinks, The Who og Pink Floyd. Dette skyldes ikke mindst Steve Winwoods evner som sanger og multiinstrumentalist. Her er manden faktisk tæt på at være i en klasse for sig.

Steve Winwood debuterede senere som soloartist i 1977, og siden da er der kun udsendt et enkelt Traffic album ”Far From Home” i 1994 (med Winwood og Capaldi) – og det kom efter en Traffic albumpause på hele 20 år.  

Jim Capaldi døde i 2005 – og ligesom Steve Winwood fik han også en væsentlig karriere som solist – med 13 studiealbum i perioden 1972 – 2004. Det sidste album blev “Poor Boy Blue – og naturligvis med Steve Winwood på et som altid stærkt studiehold.

Leave a Replay

Vil du være en del af ”SIDE 33"?

Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.