28. maj 1982 udkom Roxy Musics ottende og sidste studiealbum, før dette britiske og stildannende band gik i opløsning for senere at blive gendannet som live attraktion. Det sker igen til september-oktober i år, hvor fire af de oprindelige medlemmer fra gruppen omkring indspilningen af debutpladen – Bryan Ferry, Andy Mackay, Phil Manzanera og Paul Thompson drager på 50 års jubilæumsturné – og står på scenen sammen for første gang siden 2011. Der er flere oplagte kandidater fra ”Avalon” til sætlisten, da bandet sluttede med maner som pladeproducerende enhed.
7 Sep, Scotiabank Arena, Toronto
9 Sep, Capitol One Arena, Washington DC
12 Sep, Madison Square Garden, New York
15 Sep, Wells Fargo Center, Philadelphia
17 Sep, TD Garden, Boston
19 Sep, United Center, Chicago
21 Sep, Moody Center, Austin
23 Sep, American Airlines Center, Dallas
26 Sep, Chase Center, San Francisco
28 Sep, The Kia Forum, Los Angeles
10 Oct, OVO Hydro, Glasgow
12 Oct, AO Arena, Manchester
14 Oct, The O2, London
”Avalon” er elegant, sofistikeret og pokkers velproduceret ud i det nær ekstreme. Der synes uendelig langt fra den hektisk kontrollerede glam- og artrock prægede Roxy Music (1972) til den 10 år senere udsendte svanesang, men alligevel er de forbundne i evnen til at skabe momentum og en udefinerbar zeitgeist, der ellers var Bowies domæne gennem det meste af karrieren.
Den keyboard dominerede og synth-pop farvede ”Avalon” svinger mellem cool distance i lydbilledet og et forunderligt sitrende nærvær i i Bryan Ferrys vokal og tekster fyldt med litterære og mytologiske parafraser tilsat en knivspids weltschmerz. Sangene var ifølge Ferry tænkt som små selvstændige historier i lyrisk form badet i klangen fra diverse tangentinstrumenter, han selv lagde på i Compass Point, Nassau og The Power Station i New York, hvor albummet er indspillet over flere måneder i 1981-82.
Der gås grundigt til værks. Tjek blot Alan Spenners baslinjer, der smyger sig om sangenes melodiøse struktur forstærket af session veteranen Andy Newmarks altid lydhøre trommespil. En rytmesektion der vil noget; delikat i anslaget med et underforstået swing, der sikrer den nødvendige fremdrift. Phil Manzanera er desuden en alt for underkendt guitarist i rockens annaler. Hans korte og prikkende sololinjer er ren nydelse i præcision og prægnans.
Ydermere er der Andy Mackays saxofonspil, der svævende og meditativt kommer til udfoldelse i de to instrumentalnumre India og Tara. Roxy Music har med More Than This, The Space Between, Take A Chance With Me og To Turn You On skrevet nogle af 80’ernes bedste popsange, hovedparten af deres samtidige konkurrenter burde måles op imod. Numre med en klang og karakter, der sidder lige i skabet.
Så er der titelsangen, et kapitel for sig selv ikke mindst takket være den haitianske sanger Yanick Étienne, der arbejdede i nabostudiet med sit band få meter fra, hvor Roxy Music havde lejet sig ind. Under en pause hørte Ferry hendes særegent smukke sopranstemme og blev grebet af den. Étienne forstod ikke et ord engelsk, men det gjorde kæresten, som agerede tolk, mens hun lagde sin ordløse vokal på, der sætter ”Avalon” med sikker kurs mod pophimlens øverste tinder.
Albummet åbner sig for hvert et lyt og kræver en anelse tilvænning. Der er ingenlunde tale om letkøbt ’skråle med sange’, fede i dag, glemt i morgen, men ti kompositioner, der rummer et utal af lag og fiffige detaljer i arrangementerne. Unægtelig en tidskrævende proces, der undervejs må have tæret på tålmodigheden for at ramme den kunstneriske overligger sat umanerlig højt.
Hele ”Avalon” minder om studieforarbejdede lydskulpturer tilsat tidens strømninger og popmusikalske puls med et snert af funk, soul og artrock i et mikstur, kun Roxy Music kendte opskriften på. Tillykke med de 40 til ”Avalon”, der satte uafvaskelige fingeraftryk på 80’er scenen med New Romance bølgen som omdrejningspunkt anført af navne som Duran Duran, Spandau Ballet, ABC, Human League og Soft Cell. ”Avalon” indtager en (stil)sikker placering blandt dekadens absolutte hovedværker.
