Fænomenet Alrune Rod foldede sig ud for 50 år siden

”En rejse i lys, kærlighed og død”

Fotograf: Album cover

Netop nu, i december 2019, er det præcist et halvt århundrede siden, at lp’en ”Alrune Rod” udkom. Den lå langt fra alt, der ellers var kommet i Danmark indtil da – fra Peter Belli, fra Keld & The Donkeys, ja, selv fra Steppeulvene. Dette var dystert, symfonisk, euforisk, på mange måder sprængfarligt.

Dengang, i 1969, hed kvartetten bag lp’en – vinylalbummet – Alrunes Rod, altså med et ekstra ejefalds-s. Det husker de færreste. Hvad der står tilbage, er et stærkt hyldet album, som ganske vist i eftertidens ubønhørlige lethed er blevet klemt og næsten glemt mellem Steppeulvenes ”Hip” (1967), Skousens & Ingemanns ”Herfra hvor vi står” (1971) og alt det, der senere skulle komme fra Gasolin’. Men som nok er den mest rammende musikalske danske dokumentation af hippieånd, kollektiv romantik, fred og kærlighed fra slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. 

”Kom og tag min hånd, vi skal langt langt væk, kom og tag min hånd, vi skal tættere på. Lad os finde et sted, hvor alle holder fred. Rejsen blir sikkert lang, men vi finder det nok engang, vi er kun du og jeg, men måske blir vi flere på vejen.”

Således indbudt til eventyr! Med disse ord indledes albummets side 2 – de citerede linjer er fra ”Bjergsangen”. Tåget og verdensfjernt? I 1969 var det befriende og tillokkende virkelighed.

Ordene var i de fleste tilfælde skrevet af Laus Bengtsson og sunget af Leif Roden. På indersiden af omslaget stod ikke alene teksterne – de var supleret med en slags stikord, der kunne lede os på vej. Som vejledning til ”Bjergsangen” stod: Øjne, os, samfundet, nøgne, Gud. Kunne det være mere overjordisk? Eller højtflyvende – som nogle vist sagde allerede dengang.

Titelnummeret ”Alrune rod” var forsynet med disse stikord: Galgebakker, sorte hunde, måneskin, stjernestøv. Begreber hentet fra Albert Dam-novellen ”Alrune” fra ”Syv skilderier” (1962), der havde været en vigtig inspiration for det nye danske orkester, som Herman Hesses roman ”Steppeulven” havde været det for andre. Her Laus Bengtssons inciterende indledning på sangen:

”Du møder mig i en skov, hvor jeg finder ensomheden sjov, jeg bor på den yderste pynt, hvor verden endnu ikke er begyndt, jeg brygger den skønneste the, der får alle og enhver til at se.”

Som noget relativt nyt kunne omslaget foldes ud, og først da kom akvarelmaleriet af et yderst sensuelt og farverigt landskab til sin ret. Her kulminerede og eksploderede alt, som det også gjorde i musikken. Maleriet var af Mozart, som i virkeligheden hed Erling Madsen og havde været trommeslager i Beefeaters, der tidligere i 1969 sammen med Povl Dissing og Benny Holst havde indspillet ”Dissing” (kendt som ”Nøgne øjne”) med tekster af … Laus Bengtsson.

Tre år senere stiftede Alrune Rod (nu uden s’et) pladeselskabet Mandragora – et andet ord for natskyggeplanten alrune. Praktisk leder for dette selskab blev en ung mand ved navn Jan Degner. Pladeselskabsdirektør ville vi have sagt i dag. Det blev han senere for Pladecompagniet, Sony Music og ArtPeople. I den rækkefølge. Da ”Alrune rod” udkom, var han 18 år. Pladen gjorde indtryk:

”Den var jo et fænomen på samme måde, som den første Doors-plade var det. Især for det segment, der godt kunne lide musik og var langhåret. En rejse i lys, kærlighed og død. En vigtig plade, der afspejlede tiden med det hippieagtige og uforklarlige. Den havde et anderledes udtryk og flyttede hegnspæle i dansk rockmusik. Den havde ikke den folkelighed, som Niels Skousen og Peter Ingemann opnåede med ”Herfra hvor vi står”. Alrune var mere undergrund, mere progressivt, mere for et galarrygende publikum. De indfangede det, som var gået forud: Sommeren ’67, den verdensomspændende hippiebølge, holdningen om at vi skal redde verden, San Francisco, lysshow, psykedeliske stemninger, lange orgelforløb. I de tidligste par år var Alrune syret og famlende. Senere blev det mere melodisk og fik synge-med-kvaliteter. Det blev mere kontant og konkret, mere banalt, kærlighedssange.”

Hvilken dag i december 1969, ”Alrune Rod” udkom, er uvist. Den tidligste kendte anmeldelse af pladen stod i Ekstra Bladet 23. december 1969, da Jan Borges under overskriften ”Ved du at jeg er her når du vågner” karakteriserede pladen som ”En milepæl i beat’ens udvikling”. Siden er den genudgivet flere gange på mere eller mindre obskur vis. Senest i april 2019 på gult vinyl, udsendt af Universal Music.

Alrunes Rod: Alrune Rod
Pladeselskab: Sonet
Musikere: Leif Roden (sang, bas), Giese (sang, guitar), Pastor Ziegler (orgel, piano), Claus From (trommer, tabla)
Primær tekstforfatter: Laus Bengtsson
Produceret af: Franz Beckerlee + Alrunes Rod
Omslag: Mozart

Alrune rod – trackliste

  1. Alrune rod (Roden-Bengtsson) 10:00
  2. Natskyggevej (Roden-Bengtsson) 9:55
  3. Hvor skal jeg se solen stå op? (Giese-Roden) 3:12
  4. Bjergsangen 11:57
    – fase I: Kom og tag min hånd (Giese-Roden-Bengtsson)
    – fase II: Du er så sød (Roden)
    – fase III: Når yderst er inderst (Giese-Roden)
  5. Rejsen hjem (ZiegIer-Roden-Bengtsson) 13:23

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.