Fandt Povl Dissing meningen med livet?

”Ny bog på vej om spillemanden, og hyldestkoncert på Tønder Festival giver måske svaret”

Fotograf: Simon Staun

Hvem der skal tage stafetterne op nu hvor både Benny Andersen og Povl Dissing ikke længere kan bidrage med nye levende indspark i tekst og musik, er det svært at svare på. Katinka Bjerregaard (Katinka Band), Per Vers, Jakobsen, Bisse, Mads Mouritz, Kjartan Arngrim (Folkeklubben), Carsten Bjørnlund (Rovdrift) og ikke mindst Søren Huss er måske de bedste bud. Men når det er sagt var der kun én Benny Andersen, kun én Povl Dissing. De gjorde det på deres måde, måske mest af alt for vores allesammens skyld! Det bare at sige tak, og ellers nærlytte-og læse værkerne videre endnu.

Både deres fælles og individuelle kataloger er heldigvis så righoldige og så tidløse, at de med garanti vil vedblive evige aktuelle i mange år fremover i såvel original emballage, som i fremtidige fortolkninger.

Sønnerne Rasmus og Jonas Dissing har også smukt løftet arven i efterhånden flere årtier i deres både retrospektive og fremsynede samarbejde med Las Nielsen. Et samarbejde der i mange år også inkluderede Povl Dissing selv.

Som tidligere oplyst her på siden er en af årets forventeligt helt store og unikke koncert oplevelser på Tønder Festival 2022 en eksklusiv Povl Dissing hyldestkoncert torsdag i Telt 1, med en lang række solister – blandt andet omtalte Rasmus og Jonas Dissing samt Kjartan Arngrim, Nive Nielsen, Jakob Bro, Bisse, Rikke Thomsen og Niels Hausgaard. Her vil de fortolke dele af Dissings imponerende katalog af sange. Dette under ledelsen af kapelmester og mulitiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren, sammen med Bob Dylan bassisten Tony Garnier, Anders Petersen, Emma Kragh-Elmøe og Nikolai Busk.  En koncert, som Povl selv skulle havde set frem til. Det forstår jeg godt!

Som en af landets førende folkesangere mv. har Dissing naturligvis en lang forhistorie med Tønder festivalen. De har da også tidligere hyldet ham. Det skete senest da han fyldte 75 år i 2013. Dengang optrådte han to gange under festivalen. Først i hans dengang faste besætning med Dissing, Dissing, Las & Dissing, og så den store fødselsdagskoncert søndag eftermiddag, hvor bandet var udvidet med Nikolai Storr, Palle Hjorth, og Jesper Elnegaard. Som gæster ved begge koncerter kunne man oplevede Povl få besøg af sine gode venner, Benny Holst, Niels Hausgaard og Allan Olsen.

I sin præsentation af koncerten skrev festivalen dengang blandt andet: ”Han fyldte 75 i januar, men Povl Dissing har ingen alder. Eller også har han alle aldre. Ved siden af Kim Larsen & Kjukken er Povl Dissing det nærmeste, man kan komme den nationale stemme, for få er deres danskhed så bevidst i deres kunst og udtryk som ham.”

Samme indgangsnøgle gik igen da han sidste år som den første blev indlemmet i den nye Hall of Fame for folkroots-musikken, som er stiftet af  Folkemusikarkivet i Tønder og Tønder Festival Fonden, da Jens Folmer Jepsen i den forbindelse holdt en personlig og vidende tale til prismodtageren. Talen kan du finde i fuld længde i en glimrende artikel af journalist Jan Eriksen hos POV international.

Povl Dissing: Han skaber kunst, som forstås af folk af alle slags til alle tider

Jens Folmer Jepsen udgiver senere på året en portrætbog om Povl Dissing. Bogen har fået titlen “DISSING” og forventes at udkomme sidst i Oktober via Lindhardt og Ringhof.

Med “DISSING” fortæller Povl Dissing for første gang sin spektakulære og farverige livshistorie; om vejen ind i musikken som trompetist og guitarist, om den anderledeshed og inderlighed, der skabte ham en karriere, om inspirationen via rejser ud i verden og om de mange makkerskaber, der grundlagde hans vidtforgrenede univers af sange. Det gælder ikke mindst samspillet med Benny Andersen, der eksploderede med Svantes Viser og varede i over 40 år.

Selv om Povl Dissings egne ord er i centrum, er “DISSING” bygget op som en klassisk biografi og derfor fyldt med interviews med bl.a. Niels Hausgaard, Thomas Helmig, Steffen Brandt, Fuzzy, Poul Krebs og Kjartan Arngrim fra Folkeklubben samt Povl Dissings venner og familie.

Pressefoto DMA Roots af Morten Fog

Ja, fortællingerne om Povl Dissing vil med garanti følge i flok, i tiden som der kommer, for der er heldigvis mange nok, der elskede og ærede både mennesket og musikeren Povl Dissing.

Det kunne man blandt andet i går læse i et opslag som musikerkollegaen Jens Lysdal lagde op på sin Facebook profil. Vi bringer her et uddrag:

”Én af Danmarks helt store er gået bort.

 Povl Dissing valgte fra starten af sin karriere at gå helt sin egen vej – også selvom mange syntes provokerede af bare lyden af hans stemme.

I et interview fortalte han engang at han, da han spillede med Benny Holst, jævnligt blev bedt om at holde op, eller simpelthen blev smidt ud. Intervieweren spurgte: “hvad gjorde I så”, hvortil han svarede: “jamen så måtte vi jo bare gøre det igen” .

Dét kaldes kunstnerisk integritet – og det var rigtig heldigt at han blev ved, i stedet for at indordne sig efter “den gængse smag”, for ellers havde vi efterfølgende ikke fået dén lange stribe af musikalske klenodier, som nu er en del af vores fælles kulturelle DNA.

 Sådan en attitude bunder jo altid i mere end bare en musikalsk præference. Den bunder i en holdning til andre mennesker og alt der omgir én, og det var meget nemt at mærke når man var i sammen med ham. Han havde helt sin egen måde at være og sige ting på, og ikke mindst sin egen timing at levere dem på – som om han befandt sig i sin helt egen tidsregning.

 Til en koncert på Tønderfestivalen, hvor der var flere optrædende, var scenariet (af en grund jeg ikke kan huske), at alle optrædende blev stillet spørgsmålet: “hvad er meningen med livet”. De andre kom med fine, sjove og kreative svar, men da det var Pouls tur, var der en laaang pause, hvorefter han sagde: “jeg har ikke besluttet mig endnu” – og det var lige så meget timingen som ordene der lagde salen ned.”

– Jens Lysdal

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.