Dansk musik leverer i den grad i 2019 – både på udgivelsesfronten og på live scenerne. Talentmassen fra up-coming scenerne bølger frem – bidende, begærlige, begavede, billedrige og bevægende – og ikke mindst blomstrende – og det samme kan siges om mange af de mere etablerede kunstnere, der stadig kæmper for at blive hørt, og ikke drukne i tidens umættelige hav af digital musik.
Det er umuligt at følge med i det hele – hvilket i bund og grund er en ubehagelig følelse for os mennesker, der jo helt grundlæggende altid lever med en lille frygt for at gå glip af noget. Derfor prøver vi – her på Side 33, at være et filter i den store strøm af udgivelser vi bliver præsenteret for , og udvælge de navne vi syntes fortjener mere opmærksom end de får i dag. Ikke nødvendigvis efter vores personlige smag, men på baggrund af en nøgtern vurdering af hvilke artister, der er tættest på at have ”hele pakken”. For ligesom indenfor alle andre fagområder, er det at være musiker, noget der kræver vilje, evner og en masse målrettethed. Og fra vores side kan vi blot sige – der er altså INGEN der kommer let til noget i den her branche. Det er passion, skabertrang og en masse benhårdt arbejde.
Derfor stor respekt herfra – direkte ud til alle de udøvende hårdt arbejdende musikere – landet over.
Dagens udvalgte er i dag Stine Klingsten – der til daglig er en af sangerinderne i bluegrass-folk bandet The Raggedy Anns – men som også er særdeles aktiv i diverse andre sammenhænge, og aktuelt arbejder hun med sit første soloprojekt. Hendes eget nye folk farvede nummer ”Dansen” er en rørende hilsen og fin historie om hendes afdøde mor.
En anden stærk historie fortæller – både billedligt og i tekst er rutinerede Jørgen Klubien bestemt også. Han fejrer hans 40-års jubilæum med et dobbeltalbum “Family 1+2”, med både nye og gamle numre i nye versioner – og fordelt med en CD til danske, og en til engelske sange. På den nye fængende single ”Vi Forbi” – fortælles historien om vejen op og ned med blandt andet Danseorkestret – og rummer et åbent spørgsmål til Danseorkesteret, til publikum, til ham selv, til branchen – ”Er det forbi”. Svaret må være nej – hvis han har flere sange af den kaliber på tegnebrættet.
Folk-pop orkestret Laursen stiller også gerne nogle af livets store spørgsmål – og har nu indspillet en ny frisk og næsten dansevenlig folk-pop version af Per Dich’s gamle klassiker ”Kapitalismen”.
Et nummer – der med bindegal banjogymnastik og bidsk humor – forståeligt nok gennem længere tid har været en gedigen publikumfavorit hos bandets loyale følgere.
Frustration kan udtrykkes på mange måde – og bandet Forstenet gør det på deres helt særegne måde på deres nye single ”Afmagtskvad/Intet bliver”, der er en forløber for et kommende debutalbum, der med danske tekster og teknisk snilde behændigt blander hard-rock, prog-rock og melodisk rock.
Flere frustrationer findes der bestemt også hos det unge band Ponti – der spiller det ud med tempofyldt popmusik i et dansksproget tekstunivers. De har lige udsendt debut EP’en ”Malerhjerte”, som også er titlen på deres aktuelle single.