NEKROLOG.
73 år blev han – John Prine. En sanger og en sangskriver – der især i hjemlandet USA er anerkendt og respekteret på samme niveau som Bob Dylan – og af selvsamme.
Overskriften i dagens The New York Times var da også –
“John Prine, Who Chronicled the Human Condition in Song, Dies at 73
A folk singer and songwriter with a raspy voice and an offbeat humor, he was revered by his peers, including Bob Dylan.”
Han har tidligere overlevet flere alvorlige kræftdiagnoser, hjertetilfælde, diverse følgesygdomme, men COVID-19 klarede han altså ikke. Den triste melding tikkede ind i nat via diverse store amerikanske medier – som omtalte The New York Times, Rolling Stone, Billboard m.fl. John Prine døde på hospitalet i Nashville den 07.04. efter at have være indlagt flere dage med COVID-19 symptomer.
19 album nåede han at udgive, det seneste “The Tree of Forgiveness” fra 2018. Et par grammyer blev til også til – og i december 2019 blev han igen Grammy indstillet – denne gang til en ”Lifetime achievement”. John Prine formåede at have både bid, budskaber og humor i sine tekster – og havde en forunderlig evne for at skabe sange, som rørte en og blev hængende i bevidstheden – som ofte musikalsk enkelt arrangeret i et støvet landskab med lige dele country og folk.
Selv blev jeg ramt første gang i 1991 da han udsendte ”The Missing Years” – som han fik sin første Grammy for. Et album som blev udsendt på hans eget pladeselskab Oh Boy Records – og var gæstet af tidens dygtigste amerikanske musikere – næsten hele Tom Petty & Heartbreakers, samt f.eks. David Lindley, Albert Lee, John Jorgenson – og nogle prominente backing vokalister undervejs i form af Bruce Springsteeen, Bonnie Raitt, og Phil Everly. Et midvejs mesterværk med vel nok en af de bedste kærlighedssange i historien – jo, det siger ikke så lidt – men altså ”All the best” – med de såre enkle, men så rammende linjer:
”I wish you love – I wish you happiness – I guess I wish you all the best”
14 numre – der viste den bredde og den utømmelige styrke hans sangskrivning rummede – fra den både humoristiske og selvironiske ”It’s A Big Old Goofy World” – med masser af alvor imellem linjerne, og til den klassiske og lange historiefortællende ”Jesus the Missing Years” – hvor han igen med sine ord skaber billeder, og sætter tanker i gang, som kun de absolut bedste formår.
Før det havde han siden i 1971 allerede skabt evergreen som ”Sam Stone, ”Paradise”, ”Angel From Montgomery” og ”Speed of the Sound of Loneliness” – og i det hele taget var han relevant og skarp i hele karrieren, selvom der i det nye århundrede blev længere mellem originalmaterialet.
John Prine var en original i bedste forstand – en hædersmand i branchen – og det virker naturligt at det eneste danske besøg vi fik af denne legende blev på Tønder Festivalen i 2015. En festival der utvivlsomt bygger på mange af de samme værdier og holdninger, som John Prine på værdig og ærlig vis bragte igennem et liv, der alt tidligt og for brutalt nu er taget fra ham – og fra alle os, der har ham som en væsentligt del af soundtracket til et fortsat liv i the big old goofy world.
Det bliver pludseligt lidt lettere at acceptere, at Tønder Festival 2020 er aflyst, hvor John Prine var hovednavn. Det efter han aflyste sit besøg på samme festival sidste år pga andre helbredsproblemer. Dengang blev han på festivalen hyldet med en koncert, og selvom det var en oplevelse for livet, havde det næsten ikke være til at bære at den nu skulle være afløst af en mindekoncert. Hele koncerten blev optaget af festivalen og kan ses via https://tf.dk/video-john-prine-tribute-all-the-best-2019/
Lad os fortsat hver for sig – stå sammen – om at bekæmpe denne vederstyggelige virus – og hver dag huske, at det er selve livet vi skal kysse – for livet skal vi aldrig tage for givet. Det er en tidsbegrænset gave – som med stor sikkerhed ikke holder lige så længe som John Prine’s sangkatalog, som med garanti vil stå lige så stærkt og vedkommende om 73 år.
Lad os huske på det – også selvom det lige nu virker som om sommeren er slut inden den overhovedet er begyndt. En sådan følelse kunne John Prine også beskrive, og det på en måde så denne skribent rent faktisk sidder og skriver dette med tårer i øjnene, mens tonerne fra ”Summer’s End” fader ud.
Æret være hans minde.