Ennio Morricones filmscores, især til Sergio Leones spaghettiwesterns og øvrige værker, er utvivlsomt noget af det mest kendte filmmusik i verden, og de fleste af os vil være i stand til at nynne strofer fra flere af temaerne samt nævne titlerne på dem. Ennio Morricone nåede at skrive underlægning til mere end 500 film og et utal af tv-produktioner. Hans filmmusik rummer stort set alt inden for genren: Fra det sentimentalt folkelige til det skingert atonale og avantgarde.
Italienerens guldrandede melodiske åre var helt unik og på linje hans ofte overraskende instrumenteringer. Morricone noterede stemmerne direkte i partituret uden kladder og leverede sine bestillingsopgaver i et nærmest skræmmende tempo. Berøringsangst havde han meget lidt af og gik ombord i såvel mainstreamfilm som det politisk brændbare. Ennio Morricone blev født den 10. november 1928 i en forstad til Rom. Som dreng lærte han at spille trompet og læse noder.
I 1954 modtog Morricone sit diplom fra konservatoriet i trompet og komposition med et karaktersnit på 9.5 ud af 10. Gennem 50’erne skrev han kantater og orkesterværker, men valgte snart en mere kommerciel levevej for at kunne ernære sin familie. Myreflittige Morricone opnåede status som en af de mest brugte komponister og arrangører inden for teater, pop-, tv- og radiobranchen, mens han eksperimenterede uhæmmet med nye klangmuligheder.
Første filmscore blev skrevet i 1961, og herefter gik det stærkt. I løbet af 60’erne og 70’erne cementerede Morricone sin position som totalt dominerende filmkomponist i sit hjemland. Ved siden af spaghettiwesterns og komedier stod han ligeledes for musik til smallere europæiske kunstfilm. Pier Paolo Pasolini er nok den mest kontroversielle instruktør, Morricone har samarbejdet med. Deres parløb dækker perioden 1966-75, hvorefter Pasolini blot 53 år gammel blev dræbt af en 17-årig trækkerdreng. ‘Teorema’ (1968) og den voldeligt ubehagelige ‘Salo’ (1975) vakte voldsom furore ikke kun i Italien.
Den internationale karriere og berømmelse tog yderligere fart, da Morricone komponerede den nær perfekte underlægning til ‘The Mission’ (1986), der blev forbigået ved Oscar-uddelingen året efter. Direkte grotesk Morricone ikke fik statuen for bedst filmmusik – sjældent har valget været så indlysende i kategorien. Også hans effektivt pulserende spændingsmusik til Brian de Palmas ‘De uovervindelige’ (1987) bør nævnes fra årtiet sammen med det romantiske kærlighedstema i ‘Mine aftener i Paradis’ (1989).
I 90’erne var der bud efter Morricone i Hollywood trods hans så godt som ikke eksisterende engelskkundskaber. Instruktører som Polanski, Oliver Stone, Mike Nicholls og Barry Lewinson gjorde brug af den driftssikre komponists talenter. Uddrag af Morricones westernmusik fandt desuden vej til lydsporet i Tarantinos ‘Kill Bill I & II’ og gav genren en fortjent renæssance.
DØDENS MELODI
At det netop blev musikken til Sergio Leones western- og gangsterfilm, der endte med at stå så markant i bevidstheden hos alverdens filmentusiaster, skyldes en række enkle og stærkt iørefaldende temaer, der på enestående vis smeltede sammen med det visuelle indtryk i film, der stadig nyder kultstatus. Leones ‘Dollar-trilogi’ er særligt kendte for Clint Eastwoods fåmælte hævnerkarakter og Morricones scores, der adskiller sig væsentligt fra den symfoniske underlægning i klassiske amerikanske westerns gennem årtier.
I ‘En nævefuld dollars’ (1964) og ‘Hævn for dollars’ (1965) diverteres der med fløjtetoner, sine steder råbende mandskor, trompeter i det høje register, kirkeklokker og guitartemaer. Morricone fik frie tøjler, forstod at bruge dem optimalt og skabte en ny og revolutionerende filmmusik.
Og i trilogiens sidste del, ‘Den gode, den onde og den grusomme’ (1966), sættes der trumf på. Hovedtemaet er kongekronen med melodistemmen for kor og guitar, som går rent ind efter få sekunder forstærket af pistolskud og andre dramaskabende effekter, der lyder som en ensomt hylende prærieulv. Tidløst genialt tilsat forvrænget guitar. For slet ikke at tale om ‘The Ecstasy of Gold’ temaet i filmens finale båret af en aggressiv klaverfigur og forstærket af drønende metalklokker. Klimakset indtræder med Edda Dell’ Orsos ordløse sopranstemme. Jeg er solgt for evigt and ever.
‘Once Upon A Time In The West’ (1968) er dog den ultimative kronjuvel i Leone/Morricone samarbejdet, mindetalen for det gamle vesten, en ‘danse makabre’ ledsaget af ‘Dødens melodi’. Piskesmældene, pistolskuddene og de råbende mandskor erstattes her af ledemotivteknikken i sin mest kreative form og besnærende enkelhed. Karakteren Harmonica følges af en klagende mundharpe, skurken Frank udløser overstyret elektrisk guitarlyd, og filmens gudesmukke kvindelige hovedrolle, Jill, tildeles en ordløs sopranarie så romantisk bevægende med glimt af håb, at tiden nærmest står stille. Maestro Morricone i storform.
Denne form findes frem i deres sidste filmsamarbejde med det knap fire timer lange opus ‘Once Upon A Time In America’ (1984), hvor Morricone forløser det ene pragtema efter det andet i et gangsterdrama, der foregår mellem 1923-68 og er fyldt med vold- og voldtægtsscener af en karakter, der gør det til en hård omgang at sidde igennem. Morricone indarbejdede på elegant vis citater fra skiftende tiders populærmelodier i sin score, så det hele lyder som hans eget. ‘Deborah’s Theme’ (igen) for ordløs sopran er svimlende smuk og tæller med blandt Morricones bedste indsatser.
THE OSCARS OG LIVE I FORUM
Dette gælder ligeledes for det panfløjte drevne ‘Cockeyes Song’ tema – intenst dragende fuld af drama og passion. Leone og Morricones tid sammen slutter på toppen, en svanesang med maner. Morricone modtog en mere end blot fortjent æres-Oscar i 2007 overrakt af en tydelig bevæget Clint Eastwood, og i 2016 blev det langt om længe til en Oscar for bedste filmmusik for scoret til Tarantinos episke western ‘The Hateful Eight’.
Den 2. december 2016 var jeg så heldig at se Maestro Morricone dirigere sit kæmpe kor og orkester i en alder af 88 år i et fyldt Forum i København, hans første, eneste og sidste koncert på dansk grund. Det er jeg glad for at have nået at opleve endda på min 52-års fødselsdag. Og publikum fik en flot buket af klassikere under en lang koncert, hvor det næppe overraskende var spaghettiwestern temaerne, der vakte særlig jubel sammen med musikken fra ‘The Mission’.
Æret være Ennio Morricones minde en af de absolut største tonesmede fra det 20. århundrede inden for sit fag.
