Ligesom stoffet fløjl er folk-pop-rockbandet Fløjl både frit, behageligt, slidstærkt og tidløst.
Fløjl, der er centreret omkring sanger og sangskriver Peter Hegård Hansen, udgav i perioden 2005 – 2017 fire album, der i den grad alle stadig tåler at blive genhørt eller opdaget bedre sent end aldrig, ikke mindst hvis du er til musik og poesi i samme boldgade som C.V. Jørgensen, Sebastian, Love Shop, Olesen-Olesen eller Juncker. Det samme gælder iøvrigt også for deres seneste udspil; EP’en Senere i sommerhus fra 2018, der var et legende og kunstnerisk eksperiment med skæve fløjlsbløde toner.
Om det var tænkt som et mellemspil, en ny vej, en omvej, vidste de angiveligt ikke engang selv. Peter Hegård Hansen arbejdede siden med sit eget projekt Vennesæl, og med Hegård og Illeborgs VELUR, mens bandets guitarist Klaus Møller blandt andet indspillede med Dry Stick, Sweet Pete & The LAND Band og Elevatorfører.
Fløjl vidste heller ikke at der ville komme en corona epidemi i 2020, hvor arbejdet med det kommende album Endnu Uden RO PAa startede. Et album, der altså blev skrevet under indflydelse af skrækindjagende rapporter om en livsfarlig pandemi, der i rasende hast spredte sig fra Italien til resten af Europa. Senere blev bange anelser om flere livsændrende begivenheder bekræftet, da der fra den 22. februar 2022 endnu engang var krig på Europæisk jord.
Bandet har dog med vanlig underspillet finurlighed taget den tiltagende frygt under musikalsk og poetisk behandling, og det første eksempel kan nu høres på den aktuelle single ’Europa’, der maner til håb til trods for, at der så langtfra er ro på. En sang, der som det næsten altid er tilfældet når tekstforfatteren hedder Peter Hegård Hansen, er både en tanke og en eftertanke værd.
Det kommende album udkommer den 14. juni 2024, og det markerer samtidig bandets 20-års fødselsdag. Det kræver naturligvis en fest, og det sker med en releasekoncert på udgivelsesdagen hos Bartof Station på Frederiksberg.
Udover Hegård og Møller, består Fløjl af Ronny Gregersen (bas), Mikkel Sørensen (Keys) og Ole Jeppesen (trommer).
Se videopremiere her: