Folkeklubben indtager K.B. Hallen!

"B-siden og Laursen er klar til at tage over på de små spillesteder"

Fotograf: Nikolaj Reimer Hansen / Mille Kornum

I starten af ugen annoncerede den folkekære folk-pop trio Folkeklubben, at de er klar til at indtage KB HALLEN den 21.03.20. Karrierens hidtil største koncert for bandet. Koncerten bliver en kulmination på en rejse, der for bandet startede tilbage i 2011 – med en debutkoncert i Folket Park foran 4 måbende piger og en schæferhund. Siden har rejsen nået sit foreløbige klimaks med en bred og kærlig modtagelse af deres fjerde album ‘Sort Tulipan’. Den ramte så godt, at hele 20.000 mennesker indløste billet til en forårsturné 2019, der blandt andet talte 3 udsolgte Store VEGA-koncerter i København. Folkeklubben, der består af forsanger Kjartan Arngrim, trommeslager Rasmus Jusjong og guitarist Rasmus Dall – assisteres til koncertenaf den karismatiske bassist Ida Duelund, der også var med på forårets tur.

Om udviklingen og den kommende koncert siger bandet i en pressemeddelelse:

”Fra vi mødtes første gang og spillede sangene igennem lagde vi de planer som nu – 9 år, utallige turnéer og 4 plader senere – går i opfyldelse. Og det er denne blanding af ægte, ufortyndet storhedsvanvid kombineret med evnen til at holde snuden i sporet – konstant skrive, indspille og udgive plader – der er hemmeligheden bag vores succes. Vi troede, at vi skulle spille de største steder på vores første plade. Men det har været vores held, at vi langsomt har måttet bygge det op, og at det netop er med ‘Sort Tulipan’, at vi bryder lydmuren til K.B. Hallen. Et sted, der på smukkeste vis forener de ting som vi har prøvet at integrere i vores sange: tradition, fremdrift og fornyelse”

Denne skribent hørte Folkeklubben første gang LIVE i Gimle i Roskilde i 2012, hvor de netop havde udsendt EP’en ”Popsang”. Et fascinerende første skud fra et band, der nok kunne høres som være søgende og nysgerrigt famlende, men aldrig svage eller fumlende. De havde en plan. De havde nogle mål og nogle store drømme, og som de arbejdede hårdt efter at få opfyldt via en masse menneskelig, musikalsk og intellektuel energi i tanken. – og det kunne mærkes i mødet med dem.  Og nå ja – så indeholdt EP’en altså også nu klassiske numre som – ”For pengene”, ”Fedterøv” og ”I vejen” – for ikke at tale om ”En.To.”, som ikke siden er udgivet på andre album. Sikke en start – og sikke en tur – disse hårdtarbejdende gæve gutter har taget.

Ikke samme tur – men forhåbentligt en tilsvarende tur – har nye band som Laursen og B-Siden bestemt en realistisk mulighed for at tage. De virker begge til – som kreativt tænkende kollektiver – at rumme mange af de samme kvaliteter, der har bragt Folkeklubben langt og vidt omkring. De har personlig udstråling – rækker ud til folket – og evner ikke mindst at skrive nogle vedkommende sange, med tekster til al slags vejr. De peger ikke fingre, men iagttager, observerer og sender både i og mellem linjerne velmente hint afsted i altid næstekærlig retning.

Begge har med deres første udgivelse dokumenteret, at de kan skrive sange med holdbarhed og originalitet. Tjek f.eks. ”Eventyret begynder” og ”Når jeg fisker” fra B-Siden og ”Langt væk herfra” og ”Den danske sang” fra Laursen. Sange fra og til øverste hylde.

Fredag den 14.06 optrådte de begge i Gimle – på selvsamme scene, som Folkeklubben havde stået på 7 år før. Dette i anledning af at B-Siden udgav deres første fuldlængde album ”Kongens Hemmelighed” (CD/Digitalt), og derfor havde indkaldt til plade-release-koncert. Dem er der mange af rundt omkring, men meget sjældent har man oplevet en så gennemført og kreativ en af slagsen. Udsmykningen i lokalet efterlod ingen tvivl om at det her er fire unge mænd, der VIL det her, og ikke bare vil gentage det, som allerede er set eller hørt på A-siden.

Laursen var support – og det var aftalt at de så hver skulle fortolke et af hinandens numre i deres egne sæt. En hurtig, skør idé, som endte med at blive genial i nuet. For Laursens version af ”Eventyret begynder” og B-Sidens version af ”Langt væk herfra” beviste det, som kun de bedste sange kan tåle. At blive klædt helt af – få nyt tøj på – og så næsten fremstå stærkere end originalen.  

Begge band satte en tyk og fed streg under, at de i den grad er parat til at tage over på de små spillesteder nu hvor Folkeklubben er draget videre i det smukke folk-pop eventyr, der med garanti ikke har fået hverken sit sidste kapitel eller sin sidste B-side.

Og B-siden vender vi snart igen – når vi offentliggør vores anmeldelse af “Kongens hemmelighed”.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.