Folkeklubben har i deres foreløbige levetid igen og igen bevist, at de fungerer bedst, der hvor de kan mærke, føle, se og ikke mindst kommunikere med deres publikum.
Takket være deres foreløbig fem fortællende og levende album har Folkeklubben taget vægtig vare på noget af det folkelige og poetiske frirum, der er blevet efterladt på den danske musikscene efter at f.eks. Kim Larsen forlod denne verden, og Benny Holst har droslet ned.
I både tekst og musik evner bandet at tale til og for ’folket’ på en naturlig, ligefrem og oplyst facon, der ganske unikt favner både humoren, alvoren og filosofien, som vækstlag for fællesskabet.
Derved kan det næsten ikke være mere naturligt at det netop er Folkeklubben, der følger op på en at tidens små ulmende trends – Instore koncerter hos lokale pladepushere. Deres svar er naturligvis en decideret ’Instore Release Tour’, hvor de i den grad bakker op omkring de steder, der sørger for at musikken for alvor kommer i omdrejninger. De kommer således rundt til hele ni af landets fineste pladebutikker og så en enkelt cafe i løbet af april og starten af maj.
De medtager akustiske instrumenter, med henblik på at give et par smagsprøver på de nye sange, og så selvfølgelig det nye album, som de gerne signerer.
De lægger ud i den altid hyggelige og vennesæle Vinylfreak i Roskilde og tager videre til den overdådige BEAT i KBH den 29. april – hvilket er dagen efter den officielle udgivelse af deres sjette album ”Mere end en klub”.
Og når du nu er fordi den lokale pladebutik, så kan du jo passende tjekke om de skulle have flere tilbage af den eksklusive single, som Folkeklubben udgav i forbindelse med deres forrige album Børn af den tabte tid. Her udsendte de 7”-vinylen ‘Tranquebar (søndag i april)’, der havde det ikke albumaktuelle nummer Skitse, Hotel Thisted’ som B-side. Naturligvis et must have for vinylsamlere.
Folkeklubben har brugt vinteren 22/23 i pladestudiet, og er således klar med 11 nye sange, hvoraf førstesinglen Himlen over København allerede har gjort indtryk og sat de første spor til den videre vej med håndspillet ’klub’ musik til både hoved, hale, og hjerte.
Om albumtitlen og den efterfølgende tour i efteråret forklarer bandet;
– ”Vi er mere end en klub! Søger du et mere fyldestgørende svar, finder du det på dit lokale spillested til efteråret. Vi glæder os til at spille den nye plade, hits og sange fra bagkataloget. Det var sjovt at spille i en arena som KB-Hallen, men nu glæder vi os til at genbesøge de byer og spillesteder som har givet os så store oplevelser og gjort Folkeklubben til det, vi er i dag – et orkester i bevægelse.”, lyder det fra Kjartan Arngrim, Rasmus Jusjong og Rasmus Dall.
Folkeklubben optræder endvidere på både Northside og Tinderbox festival.