Den irske sanger og sangskriver Sinead O’Conner blev fundet død den 26. juli 2023. Hun blev 56 år. Dødsårsagen efterforskes stadig. Hendes sidste tid var præget af en ubærlig sorg over at hendes yngste søn Shane sidste år tog sit eget liv i en alder af blot 17 år. I et nu slettet opslag på Twitter satte hun blandt andet følgende ord på sine følelser : “Han var mit livs kærlighed. Lampen til min sjæl. Vi var en sjæl i to halve. Han var den eneste person, der elskede mig ubetinget. Jeg er tabt uden ham”.

Og manglen på kærlighed, accept og forståelse fylder desværre en del i fortællingen om en artist, som havde en af de mest udtryksfulde og mangfoldige vokaler på den globale musikscene, og som via 10 album blev ved med at give af sig selv.

Kommercielt set var hendes storhedstid perioden fra hendes debutalbum ”The Lion and the Cobra”, der udkom i 1987 og frem til hendes tredje album ”Am I Not Your Girl” fra 1992. I den mellemliggende periode havde hendes andet album ”I Do Not Want What I Havent’t Got” sendt hende op blandt de største og mest feterede stjerner i verden, ikke mindst takket være nummeret ”Nothing Compares 2 U”, der var skrevet af Prince til gruppen The Family nogle år forinden.

Men meget sigende for albumtitlen på det andet album var det ikke succesen hun ønskede. Hun ønskede nærmere at blive set og hørt for den hun var. Hun lod sig ikke style, og hun lod sig ikke presse til at få foretaget en abort, selvom pladeselskabets fandt timingen for hendes første graviditet særdeles upassende.

Hun havde ikke bare en unik vokal, hun havde også en stemme, som hun ønskede at bruge til at gøre opmærksom på nogle af verdens mest åbenlyse fortrædeligheder, som f.eks. racisme, børnemishandling, strukturel undertrykkelse, magtmisbrug, og vold.

Generelt var verden – og slet ikke den katolske del af den – i start 90’erne villige til at lytte, og en samlet (stærkt mandsdomineret) presse gjorde sit til at latterliggøre hende og hendes ellers ganske velargumenterede pointer omkring f.eks. retten til frie valg omkring abort.

I 1992 var den dengang blot 25-årige Sinead O’Conner på promoveringstour via sit pladeselskab, og sandelig om hun ikke også her i Danmark på Hotel D’Angleterre mødte hun et glubsk pressekorps, der blot ville tale om alt andet end musik.

Fotograf Henrik Hildebrandt var til stede, og husker hende mest af alt som ganske stille og genert – og som billedet nedenfor antyder, nok også stærkt undrende over hvad der mødte hende af spørgsmål.

Forfatter og journalist Klaus Lynggaard var også til stede, og i den velskrevne nekrolog, der er blevet bragt i Weekendavisen i sidste uge, beskriver han meget rammende pressemødet således:

”Stemningen til pressemødet kan over en bred kam betegnes som hektisk og elektrisk.

På den måde, de overvejende mandlige korrespondenter indbyrdes samtaledes, forstod jeg, at de opfattede hendes ofte kontroversielle udtalelser som rene pressestunts. At hun med sine udmeldinger om kvindens rolle som sexobjekt og nikkedukke i musikbranchen, om englændernes imperialistiske adfærd og århundredelange mishandling af det irske folk, om den måde selvindlysende menneskerettigheder uafladeligt ignoreredes på og ikke mindst hendes hadefulde udfald mod den katolske kirkes måde at administrere sin magtposition på alt sammen var noget hun sagde for at gøre sig interessant og få sit billede i avisen.

Pressemødet blev derefter, de fremmødte gik aggressivt og forstemmende i kødet på den unge kvinde”.

Skræmmende læsning, når nu enhver engelskkyndig via hendes tekster kunne læse hvilket sårbar person, der sad overfor dem. Et traumatiseret menneske, der havde gennemlevet en barndom præget af voldsom og grov psykisk mishandling.

Men efter at hun havde hørt Bob Dylans mesterlige vækkelsesplade ”Slow Train Coming” – vidste hun at hun skulle synge det hele ud. Og det gjorde hun derpå efter bedste evne, og det helt frem til sin død, hvor hun de sidste par år havde arbejdet på at få udsendt et nyt album. Det første siden det særdeles erindringsværdige album “I’m not Bossy, I’m the Boss” fra 2014. Samme år som hun senest optrådte i Danmark i forbindelse med Jam Days i Odense. Året før havde hun også givet en efter sigende minderig koncert på Tønder Festival, ligesom hun tidligere to gange havde været på plakaten til Roskilde festival – i henholdsvis 1990 og 1995, samt på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg i 2007.

Vil man forstå hvorfor det blev billedet af en psykisk uligevægtig og opmærksomhedssøgende popstjerne, der i det brede billede vandt over den kreative ildsjæl af en artist og den glødende aktivist for retfærdighed, så kan dokumentaren fra 2021 ”Sinead O’Connor: Nothing Compares” kraftigt anbefales. Den kan f.eks. findes via DR.TV. Den fortæller ikke hele historien, men giver et tankevækkende billede af en verden, der altså ikke rummede plads til en kvinde, der i tanke og handling var langt forud for sin tid.

Poul Krebs udtrykte det så glimrende via et opslag på sin Facebook profil dagen efter meldingen om dødsfaldet

”Åh nej, ikke også dig, der var så langt forud for din tid og var så klar i dit sprog og fik sagt og sunget det de færreste ku sætte ord på, og som de fleste først mange år senere fandt ud var så rigtigt og så sandt, og da du blev buhet af scenen ved Bob Dylans jubilæumsshow, og den gode mand Kris Kristoffersen tog om dig og sagde: “don’t let the bastards take you down!” så var det måske alligevel det der skete nu”.

At hun har sat dybe spor og inspireret mange artister er ganske uomtvisteligt. Annika Aakjær skrev således på sin Facebook profil i forbindelse med nyheden om dødsfaldet; “I do not want what i haven’t got” har været en af de mest formative plader for mig.

Og tilføjede efterfølgende blandt andet følgende omkring ovennævnte dokumentarfilm;

”jeg synes filmen var lige dele opløftende og nedslående på samme tid. Præcis i at beskrive hvad det koster at stå ved sig selv. Hvor meget der blev projiceret over på hende.

For mig var det som virkelig er værd at tage med, fra et kunstnerisk sted, det faktum at da hun sang “nothing compares” så sang hun den til sin mor, og jeg tror 100 på at det var grunden til at det blev så stærkt. Ingen ulykkelig almindelig kærlighed ka’ være så plaget. Forældre barn relationen er så ulige, at når barnet bliver’ forladt, så er hjertet ultimativt knust og det brugte hun.”