Fra Buki-Yamaz til Bossa Blue

”Kim Sagild fejler sin 70 års dag med ny vinyludgivelse”

Kim Sagild fyldte i går den 4. februar 70 år. Gaven til ham selv var udgivelsen af albummet ”Bossa Blue”. En bossanovaplade han har lavet sammen med Cecilie Rowedder på vokal, Peter Vuust på bas og Lene Nørgaard på percussion – og udsendt i navnet Sagild & Rowedder .

Det er første gang, at den garvede guitarist, producer, arrangør og komponist udgiver sin egen musik på engelsk og på vinyl, men nu skulle det være. En drøm er gået i opfyldelse.

Sagild er med dette album vendt tilbage til den latinamerikanske musik, som han spillede i sin ungdom i 70’erne i det legendariske og banebrydende band Buki-Yamaz, der også talte navne som Mikkel Nordsø, Kasper Winding, Aske Bentzon, og Ben Besiakov. De udgav 3 studie album og et live i perioden 1975-1979.

I 80’erne og 90’erne var Kim Sagild et af tidens varmeste sidemen og producernavne med successer som ”Afrika” støttesangen og udgivelser med navne som Thomas Helmig, Nanna, Dieters Lieder, Kasper Winding, Elisabeth, De 5 m.fl.

Herefter har han fortsat sit musikalske virke som producer, studiemusiker mv. samtidig med at han har virket som lærer og underviser, f.eks. på Vestbirk Højskole, Højskolen i Svendborg, Vestbirk Højskole i Østjylland, Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og Aalborg, Den Skandinaviske Designhøjskole og Skanderborg Hørning Produktionsskole.

Det er også blevet til musik til film og især teater, og et par plader i eget navn –  ”Gå” (2013) og ”Som en hund ..” (2016). Nu gælder det så duoen Sagild & Rowedder. Sagild opdagede den dygtige 40 år yngre sangerinde på en produktionsskole, hvor han underviste. ”Bossa Blue” består af 10 egne sange, der smukt og tilbagelænet folder sig lyttelækkert ud og sender bæredygtig varme ud fra højtaleren. Duoen kalder det selv “ny nordisk bossanova”.

I disse år er han desuden aktiv med to foredrag: ’Kim og Caminoen’ – et multimedieshow om Caminoen med fortællinger og musik samt foredraget ’Kim og Musikken’ – om sine 50 år i musikkens tjeneste med fortælling, musik og billeder.

Derudover har han sammen med Cecilie Rowedder og Janus Bechmann trioen Dansk-Amerikansk Musikklub, som spiller amerikansk blues fra otte årtier.

Vores gode musikven Kurt Baagø havde i dagens anledning klippet en lille podcast video sammen af et par tidligere Kim Sagild interview – se den her – og se også en video med et medley af sangene fra det helt nye album, der også er udkommet digitalt.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.