Marie Fjeldsted er klar med videoen til den anden single i eget borgerlige navn . Hendes bløde og intense vokale nærvær og varme er i samme særklasse uanset hvilket navn, hun bruger, men musikken og universet er nok blevet mere umiddelbart og frit uden personaen.
Marie Fjeldsted sendte i marts sin første single Bad As You af sted uden aliasset Penny Police, som hun ellers i perioden fra 2011 – 2019 har udgivet sin musik under.
Singlen Occasionally udkom den 10. juni via Celebration Records, og her mødes man af stilsikker og nærværende popsang, der oser af den slags atmosfære, man sagtens kan dele med andre.
Så nok er der nyt navn, men der er stadig samme karat af kvalitet, som gjorde hendes sidste Penny Police album – ”Be Lucky” – til et af de bedste danske album i 2019.
Udtrykket er dog nu umiddelbart mere enkelt, og det føles rent faktisk som om, at vi kommer dybere under huden på kunstneren. Med transformationen fra Penny Police til Marie Fjeldsted er det nemlig en bevidst bevægelse mod et mere ærligt og umiddelbart udtryk Marie Fjeldsted har sat i gang.
Den nye single er en nær skildring af forsøget på at turde give slip og nyde, i stedet for at stritte imod, når forandringer sker.
”Sangen handler om det pendul af følelser, det har været for mig at blive mor. At acceptere at ting forandrer sig, ens krop forandrer sig, ens sted i livet forandrer sig, ens mulighed for at have kontrol over ting forandrer sig, men til gengæld så kan man ligge sammen med sit barn og føle sig hel netop dér”
– Marie Fjeldsted
Occasionally er den første sang, som Marie Fjeldsted og hendes kæreste Linus Klestrup Larsen arbejdede på sammen i hans helt nye studie før pandemien satte ind.
”Alt var jo nyt, og vi vidste ikke, hvor vi skulle starte, så det blev ligesom et dogme bare at gå i gang uden hverken skitse eller ideer. Jeg har aldrig arbejdet sådan før, tværtimod har jeg nørklet rigtig meget rundt i alle led af den kreative proces, så det var en dejlig let tilgang. Occasionally betyder noget specielt for mig, fordi den nærmest skrev sig selv og blev starten på, hvad der føltes som en ny epoke.”
– Marie Fjeldsted
Da corona lukkede alt ned, satte Marie og Linus et hjemmestudie op i soveværelset. Et naturligt ‘safe space’, som har givet plads og rum til de nye sange. Udover trommer som leveres af Anders Haaning spiller parret aller instrumenter selv på nummeret.
”Jeg har aldrig følt mig som en persona, derfor føles det helt rigtigt at slippe Penny Police navnet. Jeg har taget musikken hjem – både helt konkret hjem i mit soveværelse, men også i udtrykket, fordi jeg har skabt det helt udenfor andres forventninger og meninger”,
– Marie Fjeldsted
Marie Fjeldsted spiller de nye sange live for første gang på Folkely Festival i Hundested den 26. august.