Helt lige som den ældste Beatle Ringo Starr ville også den næstældste, John Lennon, være fyldt 80 år i 2020, men nåede kun det halve, idet han døde som følge af de skud, den dybt forstyrrede fan Mark David Chapman affyrede mod ham den 8. december 1980 tæt ved opgangen til hans og Yoko Onos lejlighed i New York, hvorefter det meste af verden gik i mindre chok med sørgende fans overalt.
At yde Lennons samlede virke og betydning som sanger, sangskriver, ex-Beatle, soloartist, politisk engageret fredsaktivist plus alt det øvrige fuld retfærdighed vil kræve hundredevis af bogsider, så mindre må gøre det i form af diverse overflyvninger og punktvise nedslag her og der. John Winston Lennon er født i Liverpool den 9. oktober 1940. Familieforholdene var præget af en fraværende far og en mor, der overlod den unge John til sin tante Mimi.
Moderen Julia døde som følge af en trafikulykke i 1958, og efterlod en 18-årig teenager-søn, der forfaldt til druk og klammeri med sine omgivelser i frustreret blindt raseri. Rock’n’roll musikken og de første formationer af det, der få år senere endte som The Beatles, gav Lennon håb, retning i livet og fornyet identitet.
Paul McCartney, hvis familie ikke var udpræget begejstret for den oprørske og vilde John, dannede sammen med Lennon, George Harrison og Pete Best The Beetles, der senere skiftede det ene e ud med et a i navnet. I 1962 røg Best ud og Starr ind, and The Rest is History – sådan da. 1963 sang en noget slidt John Lennon sig yderligere hæs på ‘Twist and Shout’ fra debutalbummet ‘Please Please Me’ og skrev de følgende år den ene Beatles klassiker efter den anden præget af hans syn på tilværelsen og sig selv. Her følger et lille udvalg:
1965 modnedes håndværket betydeligt over hele linjen på Beatles sjette studie lp ‘Rubber Soul’, hvor Lennon bød ind med helstøbte perler som ‘Norwegian Wood’, ‘Nowhere Man’, ‘Girl’ og ‘In My Life’. Verden så anderledes ud, mens Swinging London, psykedelia, stofferne og ny eksperimenterende livsstil ventede forude.
Den kunstneriske og kreative udvikling tog yderligere fart på ‘Revolver’ (1966). Lennon viste høj klasse med den søvnigt duvende ‘I’m Only Sleeping’, de psykedeliskfarvede ‘She Said, She Said’, ‘And Your Bird Can Sing’ og satte et sonisk slutpunkt af format med ‘Tomorrow Never Knows’ – lyden af et LSD trip tilføjet brudstykker af den tibetanske dødebog inklusiv mågeskrig. Beatles stoppede samme år med at optræde live, og de såkaldte studieår satte ind.
1967 stod den på ‘Strawberry Fields Forever’ og ‘Sgt. Pepper’. ‘The Summer of Love’ red på en bølge af hidtil uset kreativitet hos mange kunstnere i skæret fra de bevidsthedsudvidende stoffers indre lyshav, Lennon inklusive. Lyt blot til ‘Lucy In The Sky With Diamond’, den finurligt rundtossede ‘Being For The Benefit of Mr. Kite’ og The Grand Finale i det berusende mesterstykke ‘A Day In The Life’ med væsentlige bidrag fra McCartney. I 1967 kreerede Lennon ligeledes ‘I Am The Walrus’ præget af diverse LSD trip.
Det hvide dobbelt album fra 1968 er et genremæssigt smeltedigel, der strittede i et utal af retninger; fra det inderligt lavmælte og intime til buldrende tracks, der tenderede hard rock og tidlig metal. Lennons ‘Dear Prudence’ er en af mine favoritter sammen med ‘I’m So Tired’, hvor han demonstrerer sit håndelag som udtryksstærk rockvokalist. Lennon brillerer på ‘Abbey Road’ med den nær uopslidelige ‘Come Together’, og stod for pladens længste samt tungeste skæring ‘I Want You (She’s so heavy)’ – udknaldet stoner rock fra før det begreb for alvor blev kendt.
Den smukke og lyriske ‘Across The Univers’ fra ‘Let It Be’(1970) har altid stået mit hjerte nær, men drukner desværre i Phil Spectors ‘væg til væg’ overkill af englekor og gulvviolin. Dog har Lennon i senere interviews forsvaret den excentriske producers overdubs samt brugt ham på flere soloudspil. Beatles eventyret lakkede definitivt mod enden, og under et bandmøde i september 1969 gjorde Lennon det klart, at han ønskede en ‘skilsmisse’ fra bandet, men at han ikke publicerede sit exit af hensyn til den forretningsmæssige situation. Paul McCartney gik flere måneder i hi på sin farm i Skotland dybt nedslået og deprimeret ved udsigten til et liv uden The Fab Four.
I 1969 blev den syv år ældre og japanske avantgarde/multimedia kunstner Yoko Ono Lennons kone frem til hans død. Året forinden begyndte parret for Apple at indspille en række plader under begges navn af eksperimenterende og stærkt personlig karakter med skrig, mærkelige lyde, spoken word og lignende tydeligvis mest for deres egen skyld uden kommercielle ambitioner af nogen art. Ono fulgte gemalen overalt og var med til Bed In demonstrationer for fred, der kulminerede med slagsangen ‘Give Peace A Chance’, samt delte hans holdninger til det meste.
December 1970 debuterede Lennon i eget navn med sit nok bedste soloalbum, ‘John Lennon/Plastic Ono Band’, co.-produceret af Yoko Ono og Phil Spector. Budskabet var klart, Lennon havde gjort sig selvstændig på alle planer, stod ved sit ægteskab og skyldte ikke nogen noget og slet ikke The Beatles. Slidstærke sange en masse: ‘Mother’, ‘Working Class Hero’, ‘Isolation’ og ‘God’. Dernæst fulgte ‘Imagine’ i 1971 med det utopisk klingende titelnummer, der håbede på en bedre og mere fredfyldt verden uden krige, landegrænser og fordomme. Albummet, ligeledes kendt for ‘Jealous Guy’ og de bitre hib til Paul McCartney i ‘How Do You Sleep’, endte som en solid hitliste succes.
1972 udsendtes dobbelt-lp’en ‘Some Time In New York City’, der bar den forklarende undertitel ‘Studio album and Live album by John Lennon and Yoko Ono/Plastic Ono Band with Elephant’s Memory & Invisible Strings’. Studiedelen er en politisk farvet affære, der i sangene tager emner og temaer op som sexisme, racisme, imperialisme og fængsling af kriminelle under umenneskelige forhold.
Livedelen, hvor Lennon/Ono jammer med Frank Zappa og hans Mothers of Invention, er en direkte pine at nå igennem inklusiv Ono, der høres skrigende i mikrofonen på gulvet med en sæk over hovedet. Forglemmeligt er her diplomatisk udtrykt. ‘Mind Games’ (1973) og ‘Walls and Bridges’ (1974) lyder i mine ører mest som stillestående stiløvelser sammenlignet med ‘Plastic Ono Band’ og ‘Imagine’. Dog er der velgørende bid i ‘Whatever Gets You Through The Night’ fra 1974 udspillet med Elton John som gæst.
1975 fandt Lennon tilbage til rødderne på ‘Rock’n’Roll’, hvor han veloplagt og velsyngende charmede sig gennem fortolkninger af en række rock- og r&b standards med et imponerende opbud af studiemusikere. Især ‘Stand By Me’ vandt folks hjerter. Dernæst måtte verden vente i mere end fem år på nyt fra pladefronten. 1973 indledte Lennon et forhold til May Pang, der var ansat som personal assistant. Allerede måneder forinden havde Lennon været Ono utro, og i 1973 blev de enige om seperation, der varede i 18 måneder.
Der blev festet igennem i den periode, hvor Lennon bosat i Los Angeles og New York drak sig fra sans og samling omgivet af tørstige celebreties, hvilket resulterede i flere uheldige avisoverskrifter. Lennons ‘Lost Weekend’ hindrede ham dog ikke i at skrive ‘Fame’ sammen med David Bowie, der er inkluderet på Bowies ‘Young Americans’ album (1975). Lennon og Ono fik atter styr på deres forhold, efter hun valgte at tilgive hans heftige eskapader. Lennon nød livet som husfar, der tilbragte tiden med sin lille søn Sean.
20. oktober 1980 blev tavsheden brudt med ‘(Just Like) Starting Over’, og den 17. november samme år udkom Lennon og Onos fælles album ‘Double Fantasy’, der rummer ‘klassisk Lennon’ som førnævnte singleforløber, ‘I’m Losing You’, ‘Watching The Wheels’, ‘Woman’ og ‘Cleanup Time’ – fornem afslutning på en unik karriere i rockens historie, der for tid og evigt vil sikre ham plads som en af de væsentligste skikkelser overhovedet.
John Lennons 80 års dag markeres med udgivelsen af det retroperspektive opsamlingsæt ‘Gimme Some Thruth.’ på cd og vinyl i forskellige formater i remixet form af de oprindelige masterbånd. Det kunne jo umiddelbart lyde som et must for svorne fans. ‘Instant Karma’s Gonna Get You’, som Lennon sang for 50 år siden. Vi mindes ham stadig, når lejlighed byder sig.