Fredag på SPOT

Brimheim SPOT

Fotograf: Caroline Fjerbæk Olsen

"De store skuffede, de små strålede"

Med over 200 artister fordelt over to dage og utallige spillesteder i Aarhus midtby har SPOT Festival nu endelig igen indtaget sin rette og efterhånden traditionsrige plads som festivalsæsonens kickstarter i begyndelsen af maj. I 2020 blev festivalen helt aflyst, i 2021 blev den forvist til september.

De mange bands skal i løbet af korte koncerter på 30-45 minutter forsøge at tage det næste skridt i karrieren, hvad det så end er. Som eksempel fik The Raveonettes for 20 år siden deres internationale karriere skudt i gang, da deres koncert på SPOT Festival udløste positiv omtale hos den legendariske musikskribent David Fricke fra det amerikanske magasin Rolling Stone. Det er det, SPOT kan. Til dette års SPOT Festival er David Fricke angiveligt til stede igen. Alt er i spil.

Crowdsurf på Salling Rooftop

Årets SPOT Festival startede præcist, som jeg kun kunne håbe på. Jeg havde egentlig planlangt at tage til nogle helt andre koncerter, men en kammerat fik mig overbevist om, at Salling Rooftop var the place to be fredag eftermiddag. Og ja for fanden. En ung norsk rapper, jeg aldrig i mit liv har hørt om, spillede den mest malplacerede scene, han kunne befinde sig på, op som var det en klub klokken lort i Oslos undergrund. Safario hedder han, 17 år gammel hører jeg. Og han får altså Salling Rooftop til at vibe, som var det et undergrundsrave.

”I wanna stagedive,” råber han overbevisende til det engagerede crowd på 10-15 publikummer, han har sat bevægelse i. Han hopper ud, crowdsurfer i cirka fire sekunder, ryger ned på scenen igen, kravler op på mixerpulten, hopper på stedet. Det var vanvittigt overbevisende. Hvis vi kun måler på energien, er knægten altså oppe på FABRÄK-niveau. Unge norske Safario er i den grad one to watch.

Videre til næste koncert, Sauna SenereRadar.

”De ligner lidt, at de er klædt ud som deres fædre,” siger en kammerat til mig, inden koncerten med de unge drenge går i gang.

Og det har han fuldstændig ret i. Pæne skjorter, anonyme frisurer og gule juletræsørepropper. På nær trommeslager Anders Nebeling, der sidder i hvid tanktop og pandebånd og smiler selvtilfreds, hver gang et godt fill lykkes. Han er blank af sved, da koncerten er færdig.

Frontmand Johan Bølling-Ladegaard ligner lidt, at han har købt en indie/shoegaze-starterpack – en hvid Squier Jazzmaster spændt om skulderen og en Roland Jazz Chorus forstærker bag sig. Det meste af tiden spiller han åbne akkorder i simple mønstre, men det bliver også til vilde distortion-udbrud.

Sæt dertil en gang lalleglade keyboardmelodier og en flok skøre tekster under titler som ”Kødsovs” og ”Dø”. Det virker umiddelbart bare virkelig gakket, men der lurer også intensitet og alvor i den akavede energi, bandet i overgangen fra eftermiddag til aften kanaliserede ud i et tætpakket Radar. Er du frisk på en energisk rockkoncert tilsat en omgang ganske dragende gak, så find dig en koncert med Sauna Senere at tage til.

Fyldt balkon og publikum bag hegnet

Ud i den stadig milde aftenluft og videre til SPOT Festivals hjerte, Musikhuset, hvor der hele fredag og lørdag konstant er koncerter på samtlige scener. Fredag aften havde School Of X overraskende fået Store Sal, der lidt er SPOTs pendant til Orange Scene. Der virkede også halvtomt, 5-10 minutter inden koncerten gik i gang, men selv balkonen blev fyldt i løbet af de første par numre. Aarhusdrengen får stadig masser af kærlighed med fra hjemstavnen. Og det forstås, for Rasmus Littauers seneste plade under kunstneraliasset School Of X, Dancing Through The Void, er fremragende, og det er hovedsageligt sange fra det album, der udgør sætlisten. Jeg anmeldte den i starten af året, så jeg har virkelig musikken under huden, og så frem til at høre sangene live. Mine forventninger blev desværre kun til dels indfriet.

Først og fremmest fejler Littauers tilstedeværelse på scenen absolut ingenting. I de stille numre sidder han inderligt med den akustiske guitar eller ved klaveret, og i de energiske løber han rundt på scenen og fyrer sine umage moves af. Han ligner noget fra en stop motion-film, når han hopper rundt i stroboskoplyset.

Men ellers var det ikke, som om musikken fik noget ekstra live. Det lød meget som på pladen. Udover enkelte steder, hvor der var en eller anden form for tekniske problemer, der gjorde, at musikerne ikke kunne høre hinanden – det virkede det i hvert fald til. For eksempel i ”Feel Of It”, der skulle have været aftenens største banger, men desværre sejlede rundt i tempo og mistede pusten. Min fornemmelse var, at backing tracksene var mere en stopklods for bandet, end det var en udvidelse. De ellers virkelig kompetente musikere virkede simpelthen lidt for fastlåste. Det kunne være virkelig spændende at høre musikken uden backing tracks, mere nedbarberet og med mere plads til de musikere, Littauer har omkring sig i live-setuppet.

Udenfor igen og over til Alléscenen for at høre koncert med det norske punkband Brenn, hvis debutalbum fra i år blev anmeldt her på siden og hentede 4½ ‘Side 33 skiver’. Der er fuld gas på drengen fra starten af koncerten. I første nummer kaster frontmand Edvard Smith Save sin guitar rundt, kysser leadguitaristen og hopper rundt som en galning. Bagefter må han konstatere, at guitarremmen er gået i stykker, så han må tage resten af koncerten uden guitar. Man kan nu ikke mærke at der mangler noget, for det her band vinder på energien og charmen. Bag hegnet til Allé-scenen står en hel flok, der er blevet revet med og må ærgre sig over, at de droppede at købe SPOT-billetter i år.

Fra fravær til nærvær

Efter at have hoppet med rundt som galninge til nordmændenes punk, står vi med aftenens sværeste valg: Zar Paulo eller Brimheim? Begge spiller klokken 22.15. Vi ender med at sidde til Brimheim i Store Sal, men efter koncerten var konklusionen desværre, at vi nok skulle være gået til Zar Paulo. Sådan er det på festivaller.

Selv fra anden række var det svært at mærke Brimheim. Det var, som om hun ikke rigtig var der. Sætlisten bestod ellers mest af numre fra hendes formidable album can’t hate myself into a different shape, der landede i januar, så der var virkelig lagt i ovnen til noget godt.

Det så også helt rigtigt ud. Alle musikere klædt helt i sort på nær Brimheim selv, der var iført blå kjole og en Telecaster så hvid, som håret og eyelineren var sort. Og langt hen ad vejen lød det også helt rigtigt. Brimheim sang guddommeligt godt, men hun virkede fraværende, reserveret. Selv når hun rendte rundt på scenen i de støjende instrumentale passager, var det, som om hun ikke nåede ud over kanten af den. Der var langt til den seksstjernede anmeldelse, hun fik af GAFFA for sin optræden på SPOT Festival sidste år.

Koncerten slutter, og der er fire minutter til at nå videre til mit fredagsprograms nok mest upcoming navn – rockbandet Spraglgevær, et 6-mand højt orkester, der anføres af sanger og bassist Sebastian Gall. For et par måneder siden udgav de debut-EP’en Hjernebrand, og den lever i allerhøjeste grad op til den selvopfundne genrebetegnelse ”romantisk smadderrock”. Det gjorde aftenens koncert også.

Det, der virkelig lykkes for Spraglgevær fredag aften på Klubscenen, er deres ubesværede bølgen op og ned i dynamik. I det ene øjeblik er de helt oppe at ringe, guitarernes sustain synes uendelig, der tæskes løs på bækkenerne. I det næste er de helt nede, ofte kun med Gall selv på sagte bas som akkompagnement til hans intense stemme.

Når musikken er stor og smadret, skal han kæmpe for at nå igennem lydbilledet, ofte af lungernes fulde kraft. Som på nummeret ”Hjernebrand”, hvor det både lyder som et vredesudbrud og et sammenbrud, når han råber:

Se her, jeg har bygget os et hus af lort!

Og når musikken er helt nede, romantisk og tragisk, står Galls vokal knivskarpt, mens sveden fra energiudladningerne pibler frem på panden. Man kan høre alle facetterne i hans stemme. Dyb, røget, hviskende. Man kan næsten ikke nå at følge med i de følelser, der bliver formidlet, men på den bedst tænkelige måde. Vi slynges fra foragt til en form for ro. Det dobbeltspil er ret magisk.

Det her band burde få meget, meget mere opmærksomhed. Sæt pladen på, gå til koncert med dem. Nyd, at der findes musikere, der krænger deres sjæl ud for os på den måde. Lad mig sige det sådan her: Efter Spraglgevær spillede Kellermensch i Store Sal. Og Spraglgevær var den helt perfekte opvarmning.

Hvis der er noget, der nærmer sig anmeldernes fulde plade, så er det det her

”Fuck, der er mange,” siger jeg til min kæreste, mens Kellermensch går på scenen. Bagefter tæller jeg ni og lægger mærke til ham, der spiller klaver. ”Vent, til han begynder at synge,” siger jeg.

Det gør han i andet nummer, Kellermensch’ nyeste single, ”6705”. Han growler kompromisløst, som en ond skygge af forsanger Sebastian Wolffs i forvejen dystre vokal. Derefter må jeg stoppe med at tage noter.

Jeg har aldrig hørt Kellermensch live før, men ved udmærket, at de er et af de bands, der ofte høster fuld plade hos anmelderne. Og det med rette. Aftenenes koncert, afslutningskoncerten i Musikhusets Store Sal, tog mig med bukserne nede, selvom jeg vidste, at jeg skulle prøve at beholde dem på. Så let skulle det sgu ikke være for dem. Men lige lidt hjalp det.

Frontmand Sebastian Wolffs stemme, der er afsindigt kraftfuld og på samme tid synes at være ved at gå i stykker i hver frase, er ubønhørligt medrivende. Han væver ind og ud af sagte strygerarrangementer, tunge riffs spillet på to-tre guitarer og overvældende sang fra publikum. Jeg taber kæben, hver gang han har sunget en linje. Det går simpelthen så rent ind.

En håndfuld numre inde i koncerten hopper han ud til publikum og får på en eller anden måde cuttet strømmen til hele bandet på vejen. Han står på en stol på en af de forreste rækker og skriger af sine lungers fulde kraft, men man kan kun høre trommesættet helt akustisk og salen der trofast, smukt, gribende ironisk synger med:

I’m not like everybody else!

Den rørende ”Another Drink”, en single fra den kommende plade, hvor Wolff for hver linje mejsler sin sorg dybere og dybere ind i enhver, der måtte høre på ham, er også uimodståelig:

One more drink and I will forgive you,” synger han.

Han omgives af cello, violin, klaver, forvrængede elguitarer. Publikum, der loyalt synger med, når strømmen går. Og selvfølgelig energien, der smitter som bare fanden, når han smider sin elguitar på gulvet, efter han er færdig med at spille på den, når han kaster mikrofonstativet væk, efter han er færdig med at synge, og når han kyler tamburinen ad helvede til, fordi det er tid til at synge og spille guitar igen.

Fredag på SPOT anno 2022, med Kellermensch som kronen på værket, var alt, en festivalgænger kunne drømme om. Og hvis lørdag byder på en koncert, der er bare halvt så god, som den, der blev leveret klokken midnat i Store Sal, så sover vi sgu også trygt i Aarhus natten til søndag.

Kristoffer Nørager Møller

Kristoffer Nørager Møller

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.