Fuld tilfredshed på Smukfest

”For de fleste betyder rammerne stadig mere end indholdet"

Fotograf: Steen Madsen

Det er godt nok tankevækkende det smukfest har gang i. Og lidt smukt.

År efter år kan de melde udsolgt uden overhovedet at have offentliggjort en brøkdel af deres musikprogram, også selvom billetprisen sættes op, og de snildt tager pladsen som landets dyreste festival.

Men de har fundet en opskrift der virker – ”Give the people what they want” – og i smukke rammer.   

Det vil sige et musikprogram – der bortset fra opvarmningsdagene er stort set blottet for overraskelser, eller tilbud til den mere nysgerrige lytter.

Men den nysgerrige lytter tager så bare ikke til Skanderborg, og sådan er det. Alle gæster i alle aldre virker således igen i år glade og tilfredse. For guldet findes i fællesskabet i den grønne skov. Se bare nedenstående billedserie taget af vores fotograf Steen Madsen i går onsdag.  

Disse glade gæster skænker det med garanti ikke en tanke at genrer som blues, soul, country, og roots er enten kraftigt underrepræsenteret eller ikke eksisterende i programfladen.

Så hvorfor overhovedet kommentere på det? Måske mest af alt fordi man som aktiv musikformidler godt kan tillade sig at forvente mere af landets næststørste festival, der generelt i sine målsætninger omtaler social bæredygtighed. Den bør vel så også gælde i forhold til sammensætningen af musikprogrammet? I så fald skal det byde på mere end genbrug, og tidens mest populære toner. Jeg vil påstå, at selv hvis de fyldte 20-25 procent af programmet ud med alternativer til de nysgerrige lyttere, så skulle billetterne nok blive solgt alligevel, så længe de sikre kort stadig også er der.

Årets program er hvad angår danske artister ganske imponerende, men alligevel ganske forudsigeligt, og reelt en anelse uambitiøst. Navne som Ring Them Bells, Mathilde Falch, Den Syvende Søn, The Mukherjee Development og Karen Makupa kunne med garanti have givet folk nogle ‘aha oplevelser’ fremfor ’bare’ genkendelsens glæde.

Men selvom vi her på SIDE 33 håber at der fremover kommer flere jokere i spil fremover, så ser vi frem til fortsat dækning af de mange gode kort, der stadig er på hånden i de kommende dage – f.eks. AFSKUM, der på årets Roskilde Festival fik sit måske afgørende gennembrud på LIVE artist.

       

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.