‘We the People, have declared War against the People, for the right to love each other’, lød budskabet på bagsiden af coveret til det første album med den britiske verdensstjerne Eric Burdon og det amerikanske band War, der udkom april 1970 – og hvilken vinderkombination der er tale om her.
Funk, blues, R&B, latin og rock med elementer af jazz mødes på ‘Declares ‘War’’ kollektivt udført af septetten bag Burdon med et så saftigt sydende swing, at næppe kun jeg er i stand til fuldstændigt at holde kroppen i ro, når maskineriet kører i højeste gear ført an af den energiske englænder i front.
Burdon ‘goes with the flow’ og trækker på hele registeret, når han skiftevis råber, rapper og pacer kavaleriet frem stolt syngende sin soul og på brovtende bønfaldende vis brølende sin blues. Det er mesterligt, tryglende og triumferende, mens War verificerer hvert et udsagn med bund i rytmegruppen, velklang i korstemmerne og flugt over feltet i solopræstationerne. Hvilket orkester – hvilket overskud.
War ønskede ved deres dannelse i slutningen af 60’erne at nedbryde racemæssige skel og skabe bro mellem forskellige kulturer – bandets line up var fra starten multietnisk og blev det yderligere, da de indledte samarbejdet med en berømt hvid vokalist, der oven i købet lød som en livserfaren sort mand.
Pladeproduceren Jerry Goldstein havde hørt musikerne bakke andre solister op og mente, de ville være det rette match til Burdon, som omkring 1968-69 valgte at bosætte sig i hippie hovedstaden San Francisco blandt andet i håb om at nå mere i dybden i forhold til de musikalske rødder, som han havde dyrket med The Animals. Der skulle nu levnes mere plads til improvisation og musikalsk intuition.
Alt dette blev indløst under War og Burdons første fælles optrædender for publikum diverse steder i det sydlige Californien, og i al hast bookede Goldstein studietid straks efter nytår 1970 – dette var simpelthen for unikt til at måtte gå til spilde.
‘Declares War’ kastede et par singler af sig: Det latinbeat vuggende ‘Spill The Wine’ krediteret hele gruppen og Burdon plus en fuldstændig forrygende version af John D. Loudermilks r&b klassiker ‘Tobacco Road’ dog i en langt kortere udgave. Nummeret i sin knap 14 minutters fulde pragt og vælde må man ty til lp’en for at nyde.
Side B’s centerpiece er suiten ‘Blues for Memphis Slim’ bestående af fem bidder alle tilegnet bluessangeren, pianisten og sangskriveren af samme navn. Memphis Slim bidrog i øvrigt med ‘Mother Earth’ til suiten under dæknavnet Peter Chatman.
Ud over Burdon yder ligeledes danskfødte Lee Oscar og Charles Miller stærke solistiske præstationer på henholdvis harmonika og tenorsaxofon samt fløjte. Og igen må det nævnes; den udvidede rytmegruppe hos War swinger som død og helvede med veludviklet sans for timing, nuancer og dynamik. Resten klarer The Ex Animal med karisma og kraft.
Oktetten inklusiv Burdon turnerede dernæst flittigt i USA og Europa og indspillede i løbet af efteråret 1970 dobbelt lp’en ‘The Black Man’s Burdon’ udsendt december måned det år. Under en koncert i den kendte jazzklub Ronnie Scott’s i London fik Eric Burdon’s War, som bandet kaldte sig dengang, fornemt besøg i andet sæt af selveste Jimi Hendrix, der hang på i 35 minutter.
Datoen for denne begivenhed, den 16. september 1970, er rockhistorisk bemærkelsesværdig. Det var Hendrix’ sidste offentlige optræden, og to dage senere døde han i en alder af 27 år.
I midten af War’s Europa turné i starten af 1971, der også bragte dem til TV byen i Gladsaxe og KB Hallen i København, kollapsede Burdon på scenen med et voldsomt astma anfald. War gjorde turnéen færdig uden ham, hvorefter deres veje skiltes.
War opnåede frem mod midten af 70’erne markant succes på egen hånd ved hjælp af flere albums og singler, der sammenlagt solgte i millionklassen, hvilket er en anden historie. De eksisterer stadig i en formation centreret omkring det originale medlem Lorey “Lonnie” Jordan, men kunstnerisk og kreativt toppede ensemblet 1969-71 live og i studiet anført af manden med den dybe blues-rock røst fra Newcastle – Eric Victor Burdon, der fylder 79 den 11. maj i år. Seneste solo album fra Eric Burdon er “Til Your River Runs Dry” , mens War i 2014 udsendte deres første album i 20 år under titlen “Evolutionary”.