Begge har de været en del af den danske musikscene i årtier. Christian Junkcker først i Bloom og Junior – og siden 2004 som soloartist, blot under navnet Juncker, mens Jonas Breum lagde ud med Coolsville, så i Breumm, og herefter også som soloartist. Begge ganske markante sangskrivere – med både skarpe og reflekterende penne – som har resulteret i en ganske pæn og langtidsholdbar sangskat hos dem begge.
Nu har de slået sig sammen, og præsenterer sig som Gæsterne. Om navnet Gæsterne siger Christian Juncker i pressemeddelelsen –
”Alle vil være hovedpersoner. Alle vil være artister. Men vi er jo ikke noget uden hinanden eller uden et publikum. Så vi vil gerne være Gæsterne. Vi vil gerne komme på besøg. Faktisk er det lige ved, vi kunne finde på at have en erkendtlighed med til publikum, en sammenplantning eller en æske chokolade fra tanken.”
Og de skal være noget så velkomne, hvis første single ”De livskloge og dem på violin” afspejler det generelle niveau hos Gæsterne.
Sangen er en kærkommen kindhest og en klinisk observation af den danske folkesjæl i 2020. Og en venligt leveret advarsel. For sangteksten byder på en stiv langemand til krænkelseskultur og klagesyge – og en kærlig opfordring til at sænke skuldrene og være sig selv. Jonas Breum forklarer –
”Vi danskere har fået alt, alt for travlt med at være rigtige. Være rigtige overfor vores børn, dyrke den rigtige karriere, drikke de rigtige øl, bo i den rigtige lejlighed. Vi er gået amok i det det rigtige, og det skaber en forskrækket stemning, hvor vi render rundt som forvildrede og siger Er du okay? til os selv og får sådan en lidt forvokset bevidsthed om vores egne evner og rettigheder. Det er røvkedeligt.”
Christian Juncker supplerer –
”Nogle gange er det som om mennesker skal være dødeligt syge for at forstå hvad livet handler om. Det er det, “De Livskloge & Dem På Violin” handler om. Med Gæsterne er vi musikalsk og menneskeligt bare os selv. Vi gider ikke være rigtige. Den der jagt efter rigtighed giver knuder i maven. Man får kræft af det der ræs efter rigtighed”
I løbet af året vil der komme flere udspil fra Gæsterne, der allerede fra på torsdag den 16.01.20 tager rundt om om på spillesteder, i forsamlingshuse og hvor danskerne i øvrigt slår dørene op, når Gæsterne banker på.
16.1 Hillerød, Grundtvigs Højskole
17.1 Asnæs, Kulturhus Aksen
18.1 Odense, Dexter
23.1 Glejbjerg, Krostuen
24.1 Vejle, Jerlev Kulturhus
25.1 Tårup Forsamlingshus
13.3 Nysted, Biografteater
19.3 Frederikshavn, Maskinhallen
20.3 Ebeltoft, Maltfabrikken
21.3 Brønshøj, Pilegården
27.3 Amager, Fremad Amager – Baglokalet