GIVE ME FIVE – så er der ”Video-hjælpepakke”

”Godt nyt fra Alexander Woods, Anders Riis, Kalaha, Bound By Law og Jeg er Jeanette”

Fotograf: Brian Selander

Som omtalt I opslaget omkring vores aktuelle Spotify playlister så står den danske musikscene ikke stille, selvom den er maksimalt presset. Der knokles for at komme ud med det hjerteblod musikken er for langt hovedparten af disse artister.

Vi skal jo alle huske på, at kun meget få danske musikere kan leve godt af at være musikere. For de fleste et langt puslespil at få det hele til at gå op økonomisk. Det kan næsten ikke siges mere præcist end sådan som musikerkollektivet Keminova Cowboys skrev i sidste uge i en kommentar via kulturmonitor.dk. De skrev blandt andet:

”Vi er 20 musikere i Keminova Cowboys. Et miks af professionelle fuldtids- og deltidsmusikere, der lever af at skrive, spille, optræde og sælge vores egen musik. Vi er på mange måder et klassisk udpluk af den danske musikbranche, vel at mærke den del af branchen, som udgør det store fundament, som stjernerne er bygget på.

Branchen består nemlig af sådan nogle som os, som går på arbejde, laver musik, går hjem igen, laver aftensmad, er sammen med vores børn, ordner vasketøjet, slår græsset og kysser med kæresten. Der er ikke meget stjernestatus over livet som musiker for langt de fleste musikere i Danmark, men vi elsker det, og ingen af os vil bytte vores arbejdsliv ud med andet.”

Musikere der primært kan tjene deres penge via livekoncerter eller musiksalg og via Koda indtægter. Alle indtægtskilder, der halter pt. af forskellige årsager. Men det mindste vi kan gøre, er at give dem feedback på det de laver – formidle at der er der, så her en håndfuld nyere videoer med ganske anbefalelsesværdig musik

Først Alexander Woods med ”Older”. Et af den slags iørefaldende popnumre, som aldrig bliver umoderne, og bare har en tidløs kvalitet over sig – og når det så løftes af en sanger – der både har stemme og personlighed – så lytter man!  


Dernæst sanger-sangskriveren Anders Riis – der tidligere har udgivet på engelsk under navnet Southern Gothic Tale – men nu skriver på dansk med glimt i øjet og glød i ordene. På første singlen fra albummet ”Opdrift” sender han en kærlig hyldest til det jyske og en småskæv fuckfinger til hovedstadens højpandede kulturparnas. En sådan sang kan næsten kun blive perfekt når Jakob Haugaard medvirker, så det gør han naturligvis!


Hvis man vil bevæge mere end lattermuskel og langfinger, så er det med at skrue op for lyden af samarbejdet imellem det fabelagtige fusions-orkestrer Kalaha og syre-rockeren Uffe Lorenzen, for ”Dans det op” er ganske enkelt noget nær umuligt at sidde stille til.


Trænger du til at puste ud efter sådan en optur, så tager det altid glimrende dark-folk band Bound By Law dig med på en af de slags nedtonede ture, man helst ikke vil løbe fra eller være foruden via deres anden single ”Devil’s Burning Whelp” fra deres kommende album “XXX Doom & Gloom”. En stærk historie om isolation, som står knivskarpt til tidens tilstand.  


Der er heldigvis flere danske sangskrivere, der kan og tør behandle svære og modne emner. Jeg er Jeanette er et frisk eksempel på det. På hendes EP ”Kvinden bag gardinet” begår hun sange om så forskellige emner som historien om en selvmords truet, om den godt gifte, men alligevel utro hustru, samt den om “barnet” der er ved at flyve fra reden, men heldigvis kommer hjem efter den store udlandsrejse. De hverdagsnære tekster og de genkendelige billeder er lækkert pakket ind i et musikalsk tæppe, der er syet af det 80’er stof der også skabte One Two, Sanne Salomonsen, og Halberg-Larsen.  

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.