Dansk Melodi Grand Prix. Alene ordet skiller vandene. En konkurrence i musik. Kan man det? Skal man det? Og er det reelt en musik konkurrence eller er det mere ’bare’ underholdning?
Mange elsker det, andre hader det, en del er helt ligeglade og så er der dem der har det som en skøn ‘guilty pleasure’. Personligt har det for mig, som med alt andet musik, altid drejet sig om der har været kvalitet til stede. Om musikken rør og rammer, og om den leveres på musikkens vilkår og med dens primære virkemidler – frem for bling, blå øjne og bart maveskind.
Fakta er at historien jo tæller mange minderige Grand Prix oplevelser – og store danske evergreens – med de helt store vindere i dette århundrede “Smuk som et stjerneskud” og “Only Teardrops” i spidsen. Et eviggrønt nummer kan dog også skabes uden at gå hele vindervejen. Tænk bare på sange som “Hip Hurra det min fødselsdag” fra Tommy Seebach og “Blip Båt” fra Kim Larsen, der ikke vandt de år de stillede op.
Derfor er det glædeligt at DR i år i større grad satser på et både bredt, alsidigt og modigt program med et ganske spændende felt af genre, nyt talent og allerede etablerede sangere og sangskrivere. I feltet af de otte artister er der særligt fire, der springer i ørerne her på redaktionen.
En af de senere års stærkeste sangere og sangskriver på den danske pophimmel har uomtvisteligt været Morten Filipsen – både via sine to album under sit alias In Memoir og i bandet The Grenadines. En fantastisk sanger, der har en melodisk tæft, der næppe kan købes for penge. Nu optræder han i eget navn for første gang siden det debutalbum han udsendte i 2003 i slipstrømmen på gennembrudshittet ‘Du er ikke som de andre pi’r’ , som endte på en andenplads ved børnenes MGP i 2002.
Han er i den grad stadig leveringsdygtig i varme pop-korn til en forlænget weeknd her 20 år senere, hvilket han let og lyttevenligt igen beviser med nummeret ”Happy Go Lucky”.
Der også noget at glæde siger over når de festlige og charmerende Fuld Effekt spiller op. De imponerede første gang med singlen ”Vandtæt” tilbage i 2016. Siden har de været lige-ved-og-næsten og tæt på det helt store gennembrud med singler som ”Pigen er en spiller”, ”London, Paris eller Prag”, og ”Fransk Pige”. De tester nu både energiniveau og danselyst med nummeret ”Rave med de hårde drenge”.
Sidst men ikke mindst så stiller en ægte og autentisk fuldblodssangskriver som Christian Juncker aka JUNCKER op. De fleste kender ham via hans første hit “Mogens og Karen” – og fra hans titelsange til “Kurs mod …” TV-serien på TV-2. Seks album samt to alternative opsamlinger har dog til fulde dokumenteret, at han er så meget mere end det.
Juncker sætter selv lidt ord på tankerne omkring bag hans deltagelse med sangen ”Kommet for at blive”
“Jeg møder mange mennesker, som udtrykker, at de synes jeg er overset som artist, trods masser af airplay og opbakning altid fra statsradiofonien. Mange udtaler i merch-boden efter koncerter, hvor jeg møder mit publikum, at de ikke vidste, at det også var mig, der havde lavet den og den sang. Folk får altså tit en aha-oplevelse, og mine sange er ofte mere kendte end mig. Og det trives jeg egentlig fint med.”
”Jeg står ikke i kø på den røde løber til gallapremierer eller lign., og måske skulle jeg have svaret anderledes og knap så afvæbnet, da hofrækken af fotografer og sladderjournalister i starten af min karriere viste stor interesse for mig – da jeg eksempelvis en gang fulgtes med Burhan G ad den røde løber til DMA – jeg tror det var i KB-hallen. En kvindelig journalist spurgte ind til mit tøj, hvor jeg havde købt det? Fordi jeg syntes, spørgsmålet var irrelevant, svarede jeg: “I Sudan Genbrug for en 5´er”. Sådan fordampede den interesse!”
”Måske skulle jeg have spillet med? Måske havde jeg fået bygget en tydeligere bro mellem min musik og mit fjæs, men omvendt så er jeg pavestolt af at have overlevet uden alt det tomme gøgl, og jeg fortryder ikke et sekund. Nu kan jeg trygt gå ind på den store scene i Herning uden på nogen måde at bekymre mig, om Melodi Grand Prix strategisk er det rette for mig, om der er nok pailletter på min jakke, fordi jeg for længst har etableret et rum, hvor Juncker er en etableret artist, som har alt at vinde – og måske får jeg endda styrket den sammenkoblede fortælling om, at der er to gode håndfulde sange, som folk kender, hvis man dykker ned i mit univers”
Nummeret er skrevet af Juncker, og arrangeret i samarbejde med Henrik Balling (Gangway mv.)
Ud over de tre stiller også Patrick Dorgan, Josie Elinor og Jack Warren, Der Var Engang (Emma Pi Hedeboe og Rasmus Hedeboe), trioen Conf3ssions, og bandet Reddi (feat. Ihan Haydar på trommer) op i konkurrencen. Sidstnævnte leverer en af den slags powerpop sange, der fra første lyt er forbløffende svær at ryste af sig, og bare giver lyst til at få set ”The Show”.
Det er så også lidt af et powerhold af sangskrivere, der står bag, For ud over Ihan Haydar (LIGA m.v.) og forsanger Siggy Savery, er sanget skrevet af Julia Fabrin (‘Only Teardrops’ m.fl.) samt hitsmedene Chief 1 (Rockers By Choice m.fl. og Remee, der begge har vundet Dansk Melodi Grand Prix og deltaget som sangskrivere i Eurovision flere gange.
Alle numre kan allerede nu høres på diverse streamingtjenester, og som noget helt nyt kan du i år stemme på sangene i Dansk Melodi Grand Prix allerede i ugen op til showet. Fra mandag den 28. februar til fredag den 4. marts kan du i appen ’DR Grand Prix ’ hver dag stemme én gang på hver sang. De indsamlede stemmer bliver efterfølgende lagt oveni de stemmer, der bliver afgivet under selve showet lørdag aften.