SIDE 33’s indbakker har nærmest fået karakter af en HOTLINE. Singlemarkedet har vel aldrig været større – og omfanget af album, der udkommer er også støt stigende. Det efterlader naturligvis ikke plads til det hele på SIDE 33, der indholdsmæssigt stadig primært drives og skabes af undertegnede, samt et fantastisk hold af en håndfuld frivillige ad-hoc skribenter – og et tilsvarende antal fotografer.
Vores mål er dog uændret – at formidle en nysgerrighed rettet mod det meste af det bedste, der løber igennem kvalitetsfiltret her på redaktionen. I dag har vi så samlet en video six-pack, som igen viser at kvalitetsniveauet på den danske musikscene er imponerende højt i disse år – og at vi også har en masse meget forskellige sangskrivere, der tør at gå tættere på både sig selv og den verden, der omgiver os – om det omhandler klimakamp, hvidvask, eller psykisk sårbarhed.
Vi starter med power-rock trioen The Machine Knows, som med foreløbig to singler – senest ”Burn the Witch” – ganske effektivt og med overbevisning underbygger dokumentationskravet til at kunne præsentere sig selv som Aarhus bedste rockband.
Bandet udgøres af et rutineret hold med Kristoffer Veirum (vokal & guitar) i front foran en rytmesektion, der består af Tobias Weltzer (Trommer) og Antonio Roxy (Bas) – der begge også spiller i det fremragende dansk/førøske Goth/Dark Wave-band Fremmand.
Det er straks fængende rock af den slags, der finder plads i mellemrummene mellem Nirvana og Queens of the Stone Age – og som med garanti bliver ekstra forstærket når det opleves live. Lige det er der rent faktisk mulighed for i aften den 15. oktober på Headquaters i Århus – og den 20. oktober på den altid levende ølbar Ølluminati i Viborg
I en helt anden boldgade finder du Sandra Hakky, der udgav sin debut som 19-årig i 2009, hvor hun var signet hos Universal. Men efter et stykke tid med optur, var det pludselig ikke så fedt længere, og Sandra Hakky valgte at lægge mikrofonen fra sig. Hun havde brug for en pause, og brug for at finde sig selv. Missionen lykkedes, og hun gav førte gang lovende lyd fra sig igen i 2018. Hun er således tilbage igen, og denne gang uden et stor label i ryggen – men ifølge hende selv – i en bedre og mere afklaret udgave.
Seneste single er “Making Moves”, der smyger sig ind på øregangene i krydsfeltet mellem R&B, soul og pop og der fornemmes både moden attitude og et internationalt snit når Sandra Hakky skruer op for de mange virkemidler, som blandt andet en selvlært rolle som producer har givet hende.
Videre til debut, depression og folkedans! For bag kunstnernavnet Sylfide finder du 27-årige Helene Tungelund, der under en dyb depression midt i studiet på musikkonservatoriet opdagede den nordiske folkemusik. Sidenhen har hun fundet sin egen lyd ved at forene pop og indie med de gamle melodier og danse og således fundet vej tilbage til musikken.
Debutsinglen ”Det vender” omfavner den bløde, akustiske lyd af violin og harpe, smelter den ubesværet sammen med en tung bas-linje i indie-stil, sfærisk klaver og percussive lyde af dansende fødder. Lydbilledet bindes sammen af hendes blide, melankolske vokal og indbyder, præcis som i videoen, til en forsigtig dans midt i alt det svære.
Sylfide vil med den første single sætte fokus på de mange unge, der hvert år kæmper med psykisk sårbarhed, og hvor svært det kan være at navigere i – både som depressionsramt og som pårørende. At finde sin vej gennem en uddannelse, nye relationer og det enorme individuelle pres om at opnå succes er svært nok i sig selv, men mange unge kæmper samtidig med angst, stress og depression, selvom de udadtil synes at have en velfungerende hverdag.
”Det gik op for mig, at jeg i så mange år havde følt mig ekstremt ensom i musikken. Da jeg opdagede folkemusikken, oplevede jeg pludselig, at musikken også kunne vokse ud af et fællesskab, der gjorde mig glad. Især folkedansen har betydet utroligt meget for mig, fordi man ikke kan andet end at smile, når man danser. Folkemusikken er ikke en lynkur mod depression, men at dykke med i min kulturarv har givet mig skuldre at stå på og minder mig dagligt om, at mit værd ikke måles på mine præstationer. Jeg er en del af en historie og et større fællesskab – jeg føler mig ikke længere så alene” – Helene Tungelund,
Sylfide består af Helene Tungelund (vokal og keltisk harpe, Jonathan Fjord Bredholt (tangenter), Emil Ringtved Nielsen (bas) og Jonas Clausen (violin).
Vi har her på siden tidligere haft premiere på STRANDINGs første single ”Fjorden er død”, der var et velplaceret og personligt indspark i hele miljødebatten. I dag den 15. oktober udkommer så debut-EP’en ”Hjemby”, der viser at manden bag STRANDING – Simon Toft Hansen – bestemt ikke er bange for at sætte ord på sine omgivelser og de oplevelser de giver eller fratager ham.
Det gælder også på den nye single ”Skelet”, der bevæger sig melodisk og tempofyldt i krydsfeltet mellem rock og elektronisk pop, og som igen kradser lidt i overfladen.
Selvom “Hjemby” er Simon Toft Hansens debut under navnet STRANDING, er han ikke ny i musik-regi, og han begyndte at skrive sange helt tilbage i 1999. – og har spillet og udgivet med flere bands gennem årene. I 2012 stiftede han baren og bryggeriet Ølsnedkeren og fik pludselig rygende travlt med det og fik der sit kreative afløb ved at brygge øl. I 2021 skete der dog noget, der fik ham at samle guitaren op igen. Han var desværre vidne til en dødsulykke i et cykelløb han deltog i.
“Ulykken trækker spor i mit liv, og ændrer nogle ting for mig. Jeg føler et behov for at sige noget. Jeg samler guitaren op en dag, og ud kommer en sang på dansk i løbet af meget kort tid. Jeg har fundet min helt egen stemme på mit modersmål, og jeg har pludselig en masse sange om det, der rører sig i mit liv. Hvilken verden giver jeg videre til mine børn? Hvad blev der af de gamle venner? Hvad er det for en generation mennesker jeg tilhører?”
– SIMON TOFT HANSEN
Den i Berlin bosiddende danske duo med Julian Winding (søn af Kasper Winding) og Luna Kira udgiver nu ny musik efter små fire års pause. De har tidligere udgivet et par EP’er – men nu er der større ting på vej . I første omgang singlen ”Party in Panama”, der er første del af en trilogi af nye numre, der får sig nogle kontrastfyldte billedsider. Videoerne består af en række grumme, beskidte, tankevækkende vignetter, der er filmet i Østeuropa i en stærk, men ikke desto mindre nuanceret kontrast til det lyse og de glatte overflader i sangene.
Den aktuelle single bruger Panama Papers-skandalen til at illustrere, “hvordan så få mennesker ejer så meget af verdens økonomi”, og samtidig minder sangen om kunstnere som Lykke Li, Little Dragon og La Roux, med Pet Shop Boys’ litterære pop og Stevie Nicks’ overjordiskhed blandt de afgørende musikalske ingredienser. Se det er da en cocktail det er svært at sige nej til!
Respekt for at Sweet Tempest herved viser, at man altså sagtens kan danse til sange om ulighed og fordomme. For hvorfor skulle ‘sød musik’ ikke kunne indeholde en besnærende skarphed i tekst og/eller budskab?
Lad os håbe den tendens vil gro, ligesom tendensen med at turde stå frem med de ting man nu engang har med i bagagen – om det er psykisk sårbarhed, sorg, frygt, eller tro. Ikke som en missionær – men som formidler af budskaber eller fortællinger fra den virkelighed, der hele tiden er under forandring – og råber himmelråbende højt efter nye fælles bæredygtige løsninger.
En sådan stærk musikalsk formidler er GRO aka musiker og producer Julie Møller Christiansen. Med sin nytænkende og personlige popmusik har hun på rekordtid plantet sine tre bogstaver solidt på den danske upcoming scene. Om to uger udkommer debutalbummet ”Columna” der afspejler tiden efter hendes mors selvmord og er skrevet i perioder, hvor hun isolerede sig i sin lejlighed med LP’er og billeder fra forældrenes ungdom.
Efter tre mere alvorstunge singler, har hun som sidste single op til albumudgivelsen udsent en ægte powersingle ”High As A Kite” som handler om at tage ansvar for sin egen lykke.
“Dét at have været tæt på en selvmordstruet har sat mange tanker i gang ift. at ruste mig selv og mine omgivelser til at kunne håndtere livskriser. For mig har det blandt andet været vigtigt at indse, at jeg er min egen bedste partner in crime, som er ansvarlig for at jeg føler mig glad.
Jeg er bl.a. begyndt at gå meget op i at sørge for at booke tid i kalenderen til at tage på udflugter, danse, lave aftaler med folk, jeg ved jeg bliver glad af at være sammen med osv. For mig giver det mening at chancen for at føle glæde og eufori er større, hvis jeg selv tager ansvar for at skabe det, end hvis jeg venter på at andre skaber det for mig.” – GRO
“High As A Kite” er altså en hyldest til livsglæden og det afspejles også i nummerets boblende og selvsikre fremtoning med fyldige basfigurer, legende og kitsch tromme- og kor elementer og den lyse stemme og harpe på toppen.
