Så gik det musikår. Der gøres status. Der ses frem – med let slørede blikke bagud – mod et år, der på mange måder, mest har været smittende på den forkerte måde. For der har været så meget støj på linjen – og ikke kun i form af velkommen formfuldendt støj-rock fra f.eks Ring Them Bells eller Falderebet – men mere støjen af usikkerhed, aflysninger og deraf følgende depressioner/tristhed mv. hos alt for mange.
Den bedste musik har ingen udløbsdato, og kan følge dig som et afspejlende soundtrack gennem hele livet. Thomas Vilhelm ( Hos Vilhelm ) har på fornem vis i årets løb – og af musikhjertet tak for det herfra – bidraget med en del artikler om album, der har haft jubilæum – og artister der er fyldt (eller ville være fyldt om de var i live) rundt eller halvrundt. Fordi de stadig er relevante – både for dem der er vokset op med dem, og for en eller flere efterfølgende generationer. Det er altid inspirerende at dykke ned i historien – men mindst lige så spændende at leve i nutiden – og opdage de kunstnere, der på samme vis som Beatles, Bob Dylan, Bruce Springsteen, Bryan Ferry, Bonnie Raitt, Joni Mitchell, Aretha Franklin, C. V. Jørgensen, Trille osv. – evner at røre, påvirke og sætte velvalgte ord og lyd på sin samtid.
Det er derfor vi på SIDE 33 mener at der er behov for en musikalsk bredside til os alle. Vi har brug for at se i bakspejlet – lære af historien – mens vi aktivt lever og lytter i tiden vi er en del af – og flytter os, bevæges, frem for at sidde fast og gro til og stille men sikkert udvikle os til en museumsgenstand, der konstant mener at piben havde en bedre lyd i “gamle” dage.
Musik er i høj grad også følelser – udladninger og sammentrækninger af energi, vrede, glæde, sorg etc. Nogle at de skarpeste i forhold til at oversætte nogle af disse ofte modsatrettede følelser på dansk er det snart 25-årige gamle band ibens, der i år udsendte albummet “Cocio & beton”, der både her på siden, og i andre musik omtalende medier fik mange velfortjente roser med på vejen. Ikke mindst fordi de mest af alt lød som sig selv – altså et band af årgang 1997 – men som samtidig også lød af de modne (og reflekterende) mænd, de af nogle omveje er blevet i mellemtiden.
Dem har vi været så heldige at få årets sidste interview med – egentligt primært eksklusivt for medlemmer af ”Fælleskabet Side 33” – til det kommende januar nyhedsbrev, men i dagens anledning får alle læsere af den frie og gratis presse her en god bid af interviewet.
Og med det ønsker vi dig og musikken alt godt i det nye år – og tak – alt på trods – for de lyse stunder og gode musik minder, som også vil blive en del af historien om 2020.
Ønsker du at støtte Side 33’s fortsatte eksistens så send gerne en frivillig donation til 21952012 (Mads Kornum) eller støt via et medlemskab af ”Fællesskabet Side 33” – kr. 33 pr mdr. eller kr 333 pr år. Indmelding sker via ”shop” her på siden.
INTERVIEW
SIDE 33 – 2020 har været et ganske mærkeligt og turbulent år for de fleste i musikbranchen. Kan du sætte lidt ord på hvordan hele den her COVID-19 situation har påvirket dig og dit band Ibens – både i forhold til gøren og laden, men også sådan helt generelt i forhold til det at være aktiv musiker?
Carsten Lykke – ”Det har jo betydet, at vi ikke har spillet lige så mange livejobs, som vi ellers ville have gjort. Og det har også været underligt at spille for folk, der ikke måtte synge med, for det plejer de jo. Men derudover har det nok ikke gjort den store forskel lige for ibens, da vi jo alle tre har jobs ved siden af vores arbejde som musikere”.
SIDE 33 – Ibens virker til at være et band med en stærk musikalsk fasttømret identitet – der ikke lader sig påvirke meget af tidens trends og tendenser. Hvor meget betyder den kunstneriske integritet for dig/jer, og hvordan ser du hele udfordringen med at bevare sig selv, og sin personlighed overfor de altid styrende kommercielle kræfter i branchen – og vel også i forhold til et almindeligt ønske om at kunne leve nogenlunde stabilt af sin musik?
Henrik Marstal – ”Den kunstneriske integritet betyder alt for os og har altid gjort det. Først og fremmest spiller vi for vores egen skyld – deraf titlen på comeback-albummet fra 2019, carstenshenrikskristians. Vores måde at bevare bandets personlighed på har hele tiden handlet om at gøre det, vi fandt mest rigtigt. Og så er vi vel alle tre med tiden selv blevet mere markante personligheder i forhold til dengang, vi brød igennem. Det har måske gjort det lettere for os at bevare os selv rent kunstnerisk, eftersom det er blevet tydeligere for os alle tre, at vi nu engang er dem, vi er, på godt og ondt.”
SIDE 33 – Hvad har (alt til trods) været den mest positive musikalske oplevelse for dig indenfor det sidste år?
Kristian Høeg – ”At vi satte speederen i bund, og troede på, at det var nu eller aldrig. Vi er på en særegen måde blevet antændt af en ild, der siger, at det er nu vi skal brænde. Ikke brænde ud, men brænde kontinuerligt lang tid endnu. Det er en fantastisk fornemmelse at kunne skabe ny musik i den noget knugede tid, vi har været og er i.”
SIDE 33 – Hvornår er I sidst selv blevet godt og grundigt musikalsk nyforelsket – og i hvem?
CARSTEN – ”Det lyder måske lidt kedeligt, men jeg tror, at Slowdives comeback-album fra 2017 gjorde mig nyforelsket i bandet, men det gav mig også en fornyet lyst til at spille guitar og til at lave organisk musik.”
HENRIK – ”Jeg er faldet pladask for det Dublin-baserede post punk-band Fontaines D.C., der har udgivet indtil videre to albums i 2019 og 2020. Det er mørkt, trøsteløst og kuet musik, men også rastløst, fandenivoldsk og meget dynamisk. Den kombination tænder mit musikalske sind. Og det har bekræftet mig i, at rockens udtryksformer er højrelevante også i dag.”
KRISTIAN – ”Jeg må sige, at jeg igen og igen er stor fan af Nick Cave, og hans tre seneste albums med The Bad Seeds er en åbenbaring af hele følelsespaletten på en minimalistisk underspillet og tilbageholdt måde, som kun han og bandet kan levere det. Det er mørk musik, der gør mig virkelig glad”.
