Guitarhelte er flyvende på live-session udgave af ”Balloon”

”Se VIDEOPREMIERE med ASKE JACOBY & ELECTRIC GUITARS”

Fotograf: Privatfoto - venligst udlånt af Giant Birch

Da vi her på siden anmeldte soundtracket til TV-Serien ”Sommerdahl” med musik af Aske Jacoby og Jeppe Kaas skrev vi blandt andet følgende:

”Hvad er så det mest opløftende ved albummet? Svaret er helt klart ’Balloon’, der da også er udvalgt som singleudspil. Et nummer, der præsenteres i to versioner. Den ene udgave ”Hvassåder Helsingøøør/Balloon med Anton” med Johan Olsen (Magtens Korridorer, Pligten Kalder) på vokal, Aske Jacoby på guitar og bas, og Kristoffer Sonne på trommer – og så singleudgaven uden Johan Olsen, men med Aske Jacoby selv på lead-vokal og Johan Dalsgaard på keys.

Et gedigent og grundfedt nummer, der i den lange (4.28) og mere garagerockende udgave med Johan Olsen – med ret stor sikkerhed matcher den enkelte scene i serien perfekt – men som – hørt med musikkritiske ører fungerer endnu bedre – grænsende til det perfekte – i den mere skarpskårne klassiske pop/rockede udgave med Aske Jacoby i front. Et af den slags numre som var hittet ’big time’ i 80’erne om det var udsendt af The Cars eller Rick Springfield eller i 00’erne med f.eks. Matchbox 20 eller Train som afsendere. Det er ”No Shit Sherlock” klassisk rock, af den slags der altid bliver ved at give, og burde give den klassiske rock endnu et hit – også selvom vi skriver 2021 i kalenderen”.

Men foreløbig 31 afspilninger på DR og godt 4000 stream på Spotify er måske ikke definitionen af et hit, så måske vi tager fejl. Vi tror dog stadig på, at det må være fordi nummeret stadig simrer inden det store gennembrud. For det er kort og godt ”glad i låget” rock, som sagtens kan udleveres som lykkepiller.  

Nu har Aske Jacoby så sammen med Electric Guitars indspillet en live-version af sangen, som får den til at lette yderligere. Luften er på ingen måde gået ud af ballonen!

Det er et samarbejde, der rent faktisk har ligget lige til højrebenet længe – for der er kærlighed til rock i luften når de herrer Aske Jacoby, Mika Vandborg og Søren Andersen mødes. Det gjorde de første gang da Electric Guitars skulle færdiggøre nummeret ”Hero of Mine” til deres debutalbum fra 2013 . En 10 minutter lang storladen rockhymne – indspillet med med bandets danske guitarhelte som gæster, og deriblandt var Aske Jacoby naturligvis, sammen med f.eks. Franz Beckerlee, Jacob Binzer, Uffe Steen, Mikkel Nordsø og Tim Christensen m.fl. Et helt unikt og mesterligt nummer, med 10 guitarsoloer, der hver og én føles som berusende balsam for rocksjælen – og iøvrigt noget så sjældent som en musiknyhed, der nåede nyhederne på TV-2!

Siden medvirkede guitarist Søren Andersen ved release-koncerten, da Aske Jacoby udgav hans album ”A’s As Is” . De to talte efterfølgende om at udvide samarbejdet til også at omfatte guitarist Mika Vandborg og resten af Electric Guitars-bandet. Det var kun et spørgsmål om at finde en passende lejlighed. Den er nu fundet!

Kærligheden og glæden til rockmusikken og hinanden fandt nemlig et sted at manifestere sig, da der skulle skydes video til ”Balloon”. I stedet for at lave den klassiske ”guitarhelt-på-klippefremspring-med-vind-håret-playback’er-til-egen-sang”-video, mødtes de en smuk aprildag foran mikrofoner og kameraer i det Københavnske MillFactory Studio, og resultatet er som forventet – en flyvende frisk omgang rock-livsglæde:

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.