Henrik Olesen overrasker med ikke planlagt EP

”Fuld fokus på søgende stemninger og skrøbelig vaklen”

Fotograf: PRESSEFOTO

Siden 1981 har Henrik Olesen som sanger, sangskriver og guitarist sat ganske markante aftryk på den danske musikscene. Ikke mindst som en del af først Greene og siden Olesen-Olesen, sammen med broderen Peter H. Olesen. Derudover har han været guitarist i bl.a. Lovebites (1994-2002) og Er De Sjældne (2008 – 2018). 

Efter syv album stoppede Olesen-Olesen i 2007, og siden har Henrik Olesen udsendt 3 albums og 3 ep’er under navnet Ukendt Under Andet Navn, og i 2021 kom så første soloalbum i eget navn. Det er siden fulgt op af 3 singler.

Nu udgiver han så den 18. december digitalt en lille ny ep Henrik Olesen: Tonsætninger – musik til digte af Tommy Heisz. Seks minimalistiske sange, der formår at indramme noget større.

De to har tidligere arbejdet sammen. Henrik Olesen satte første gang musik til Heisz ord i sangen ”Fra før vi var her” (fra Ukendt Under Andet Navns 12” EP  fra 2019), og fire af sangene fra Henrik Olesens ”Optaget og foreviget” fra 2022 er med ord af Heisz.

Ep’en har helt åbenlyst fokus på kvalitet fremfor kvantitet, og det skaber en vægtig værdi i form af blot 15 minutters musik, der mærkes dejligt udefinerbar i det nu, man mest af alt får lyst til at sætte på repeat repeat.

Ordene taler i princippet for sig selv, og alligevel er det som om at det søgende og sensitive lydlandskab giver ordene nye dimensioner, og samlet hørt efterlades man som lytter, i en bedre opløsning end nogensinde før. Og det i en tilværelse fri til fortolkning.

Synet svigter
Sigtbarheden er tæt på nul
Alligevel ser jeg os
I en bedre opløsning
End nogensinde før

– fra ‘I en bedre opløsning end nogensinde før’

EP’en er indspillet over bare to dage sidst på efteråret sammen med Søren Vestergaard (Pernille Rosendahl, Select Captain, Hush o.m.a.). På første dagen blev alle sangene indspillet live, og samme aften blev der lagt vokaler på. Dagen efter lavede parret så nogle overdubs, og så var et impulsdrevet værk skabt.

Indspilningerne indeholder således mange førstegangsoptagelser og improvisation, da de var fokuserede på stemninger og skrøbelig vaklen i optagelserne fremfor perfektion.

Selve sangene blev også til i løbet af blot et par dage efter at Henrik Olesen havde modtaget en stor samling nye digte fra Heisz. Seks af disse digte kaldte på musik, og resultatet foreligger altså nu i form af en EP, der skal høres som et kærkomment, ikke-planlagt mellemspil på vejen mod et nyt Henrik Olesen album, der udkommer i 2024.

Det er planen at Olesen og Heisz i løbet af januar næste år vil poste en samtale på de sociale medier om EP’en. Der arbejdes desuden på at få økonomisk mulighed for at udgive ep’en på vinyl senere på foråret. Eventuelt i forbindelse med udgivelsen af Tommy Heisz digtsamling “Telegrammer fra bunden af Ørnsø”, hvorfra de tonsatte digte stammer. Digtsamlingen er planlagt til udgivelse omkring april 2024.  

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.