Den engelske sanger, sangskriver og skuespiller, født den 29. december 1946 i Hampstead nær London og døbt Marianne Evelyn Gabriel Faithfull, har stået model til en mildest talt omskiftelig tilværelse i det trekvarte århundrede, hun pt har overlevet trods alle odds. Hendes fortælling er en tv-serie værd med op- og nedture, festivitas, social deroute og et forbløffende comeback i absolut sidste øjeblik, inden et accelererende misbrug nåede at sætte en definitiv stopper for det hele.
Faderen Robert Glynn Faithfull var britisk efterretningsofficer med rang af major og derudover professor i italiensk litteratur ved Bedford College, London University. Moderen, der var af ædel byrd og del af en østrig/ungarsk overklassefamilie, bar navnet Eva von Sacher-Masoch og føjede Baronesse Erisso til sit fulde titular. Hun dansede som ballerina i sine unge år hos et anerkendt danse- og teaterkompagni. Trods denne højstatus lykkedes det ikke forældrene at holde sammen på ægteskabet og blev skilt, da Marianne Faithfull fyldte seks år.
Hun boede hos moderen, hvis levestandard faldt markant efter skilsmissen. Ydermere måtte Marianne Faithfull kæmpe med tuberkulose i folkeskolen og senere i katolsk skole. Hun blev som teenager tilknyttet en teaterstudiekreds og fattede hurtigt interesse for skuespil og sang. Faithfulls sangkarriere tog form i 1964, og hun vakte opsigt i den engelske hovedstad med sin blonde fremtoning og veltrimmede figur. Hun færdedes i kredsen omkring The Rolling Stones, og deres manager Andrew Loog Oldham opfordrede Jagger/Richards til at skrive en sang til hende. Resultatet, ‘As Tears Go By’, blev et hit for Faithfull sommeren 1964, og året efter giftede hun sig med den indflydelsesrige kunstner, kunstsamler og galleriejer John Dunbar.
Mere Swingin London liv fulgte, hendes sociale kendis kapital og hip faktor steg markant, men ægteskabet holdt ikke længe. Faithfull forlod Dunbar i 1966 til fordel for Mick Jagger efter kortvarige affærer med rullestenene Brian Jones og Keith Richards. Faithfull fyrede den fede med the in-crowd og blev arresteret i 1967 efter en stimulansholdig fest i Richards’ hus blot iført en sparsom pels. Richards & co. slap nådigt fra politiets ransagninger med bøder og en nat i spjældet. De bevarede status af at være nogle rebelske og fandens karle, mens Faithfull blev anset som en letlevende skøge og dårlig mor.
Marianne Faithfull, der frem til 1968 havde leveret en række succesfulde singler og albums med fortolkninger af andres sange i folk, pop og blød rock genrerne, røg i kokain- og heroinfælden. Hendes forhold til Jagger gik i opløsning maj 1970. Hun mistede forældreretten til sin søn og forsøgte dernæst at begå selvmord. Faithfull er medforfatter til teksten på ‘Sister Morphine’ fra The Rolling Stones’ ‘Sticky Fingers’ album (1971) og blev senere efter et juridisk forlig krediteret for sin andel. Det meste af 70’erne fraset enkelte lyspunkter endte som en lang nedtur for den blonde stjerne, der i to år levede som anoreksiramt og hjemløs narkoman i Sohos gader.
Venner forsøgte at få Faithfull i behandling, og en producer satte hende i gang med et pladeprojekt, der først blev færdiggjort og udgivet i 1985. Sangstemmen røg ned i tonelejet og lød som hæst sandpapir, da det stod værst til. I 1976 lykkedes det hende dog at få lanceret det countryfarvede album ‘Dreamin’ My Dreams’, der klarede sig flot rent kommercielt. Faithfull begyndte at arbejde mere målrettet på at komme op fra rendestenen, men oplevede endnu et dyk, da hun i 1979 blev anholdt for besiddelse af marihuana. Samme år udkom ‘Broken English’ i starten af november måned, der blev startskuddet til et bemærkelsesværdigt comeback.
‘Broken English’ tager stikket hjem og smider trumferne med dets mix af punkenergi og attitude, stærke versioneringer af andres materiale og tidstypiske dansante beats, der rykker med Faithfull i vokal topform. Hendes rå stemme gav sangene en autensitet, de færreste af hendes kolleger kunne matche. Udgaven af John Lennons ‘Working Class Hero’ er rygradsrislende intens, og Shel Silversteins ‘The Ballad of Lucy Jordan’ går rent hjem på alle parametre. 80’erne fik luft under vingerne med ‘Dangerous Acquaintances’ (1981), der i samme stil tilføjet mere aggressiv new wave dog ikke helt levede op til forgængeren. I midtfirserne måtte Faithfull gennemgå nye behandlingsformer og nåede at have et forhold til en psykisk syg mand, der tog billetten fra 14. etage i en fælles lejet lejlighed.
1987 fandt Faithfull fodfæste igen med det jazz- og bluespåvirkede ‘Strange Weather’ stilsikkert produceret af Hal Wilner, hun senere kom til at samarbejde med på diverse projekter. Faithfull genindsang ‘As Tears Go By’ på sit 11. studiealbum, da hun følte sig mere moden til at give gennembrudshittet fra 1964 den drejning, sangen altid burde have haft. Karrieren holdt næsen i sporet i 90’erne, hvor Faithfull kastede sig over lidt af hvert. Fra årtiet bør hendes mangeårige passion for Kurt Weills musik og Bertolt Brechts tekster fremhæves, hvilket bar fornem kunstnerisk frugt med livepladen ‘20th Century Blues’ (1996), hvor hun akkompagneret af klaver og kontrabas frygtløst kaster sig over de nævnte herrers krævende kompositioner. I 1998 gjorde hun kabinet stykket efter med Weills opera ‘De syv dødssynder’ denne gang for stort orkester udsendt samme år. 90’erne blev fornemt afsluttet med ‘Vagabond Ways’ i mere kendt konventionel stil hjulpet på vej af gæster som Roger Waters, Emmylou Harris og superproduceren Daniel Lanois.
Kadencen blev holdt oppe i nullerne med fine skud: ‘Kissin Time’ (2002) som bl.a. Blur, Beck, Billy Corgan, Jarvis Cocker og Dave Stewart har leveret sange til, ‘Before the Poison’ med hjælp fra PJ Harvey og Nick Cave, og det charmerende ‘Easy Come, Easy Go’ (2008) produceret af Hal Wilner og gæstet af Nick Cave, Keith Richards, Jarvis Cocker og Rufus Wainwright. I 10’erne er det især ‘Negative Capability’ (2018), der skinner som en lysende ledestjerne. Faktisk rangerer studiealbum udgivelse nummer 20 blandt Faithfulls tre-fire bedste med hovedsageligt afdæmpede sange om liv, død, kærlighed, ensomhed og politisk vold.
Det er en livsklog kvinde, der fortæller sandhederne fra eget perspektiv med pondus, patina, visdom og vemod. Wilner har produceret pladen assisteret af PJ Harvey produceren Rob Ellis og mulitiinstrumentalisten Warren Ellis kendt fra Nick Caves The Bad Seeds. Hudløst og tidløst smukt og uomgængeligt. April 2021 kom spoken words albummet ‘She Walks in Beauty’ med Faithfulls recitationer af britiske romantiske poeter fra det 19. århundrede. Hun slipper stilfuldt fra opgaven i et behageligt stemmeleje, der afslører en god portion litterær dannelse og fornem tekstforståelse.
Også Faithfulls skuespiller bedrifter er værd at dvæle ved. Hun har en del film-, teater- og tv-produktioner bag sig siden midten af 60’erne. På det store lærred er det blevet til større og mindre roller hos instruktører som Jean Luc Godard’ (Made In USA, 1966), Jack Cardiff, (‘The Girl on a Motorcycle, 1968), Tony Richardson (‘Hamlet’, 1969), Kenneth Anger (‘Lucifer Rising’, 1972), Sofia Coppola (‘Marie Antoinette’, 2006), Sam Garbarski (‘Irina Palm’, 2007) og som voice over i Denis Villeneuve ambitiøse science fiction-drama ‘Dune’ i 2021. Fra listen kan særligt ‘Irina Palm’ anbefales. Her er Faithfull ganske enkelt ubetalelig som midaldrende kvinde, der på utraditionel vis forsøger at skaffe penge til en særlig dyr operation i udlandet.
Et respektfuldt og stort tillykke med de 75 år til Marianne Faithfull, en overlever med ynde, stil og karakter, der trods modgang, hyppig sygdom og stofafhængighed har klaret hele turen i rutsjebanen; fra succesens højeste toppunkter og glamour til den destruktive deroutes laveste fællesnævner og fornedrelse. April 2020 blev Faithfull indlagt i tre uger med alvorlig lungebetændelse som følge af Covid-19. Ligeledes denne livstruende prøvelse stod hun igennem. Faithfull er oveni medforfatter og redaktør til tre bøger om sit liv og virke som albumindspillende kunstner. Imponerende.
