I går tikkede et Facebook opslag frem i fra Charlotte Bertelsen – indehaver af det charmerende og musikalsk mangfoldige spillested Bartof Station på Frederiksberg. Der stod kort og godt:
Kære venner
Stationen er nu VIRKELIG på spanden! Vi har endnu ikke fået noget fra hjælpepakkerne, og ALT er op ad bakke.
Kan I hjælpe mig med at dele og fortælle og hive folk med til koncerter, please? I september går jeg all in og har koncert eller andet arrangement alle dage på nær 3.
Jeg har brug for hjælp nu….
Skrevet med almindelig skrift – men det burde have stået med flammer. For som en selvstændigt drevet café/ restauration, der normalt præsenterer LIVE musik 200 til 250 gange om året, så tærer det kraftigt på såvel egenkapital som tro på fremtiden, at rammerne for at drive en forretning – dvs. betale dyr husleje, ansatte, musikere osv. – er ikke bare usikre, men også helt uafklarede.
Bartof Station har f.eks. til stor frustration endnu ikke fået svar på om de kan få del i hjælpepakkerne – der vil kunne dække en lille del af de store tab, som forårets og sommerens mange aflysninger har medført.
Dette skulle ellers være året hvor Bartof Station efter at have været pakket ind bag metrobyggeri i en årrække endelig skulle springe tydeligt og klart ud som Frederiksbergs eneste regulære sted for LIVE musik. Bartof Station ligger fantastisk godt placeret lige ved Frederiksberg Centret – med Metro lige til døren – og veksler i sit program primært mellem de bedste af ”Tordenskjolds soldater” og andre publikumsfavoritter fra ”mellemlaget” indenfor især blues, jazz, soul og roots.
Derudover er stedet skarpe til – især indenfor americana genren – at præsentere navne, som man ellers ikke lige rundt omkring på de danske scener – og indenfor de seneste par år har navne som f.eks. Rod Melancon, Leeroy Stagger, og Carson McHone blandt andre uforglemmelige førstegangsoplevelser der – ligesom Jacob Dinesen i sin tid fik “københavner-debut” på stedet .
Udover musikken er stedet kendt for er servere nogle noget så velsmagende – men enkle – portionsanretninger inden koncerterne og for et righoldigt udvalg af specialøl og andre gode drikkevarer. Det er således et mindre mekka for nydelse. Men det varer ikke ved, hvis ikke skuden vendes, og der kan drives en forretning, der giver mulighed for drift og udvikling.
Side 33 talte i dag med Charlotte Bertelsen – der i den kommende tid har sammensat et tæt og varieret musik og underholdningsprogram – som op til 80 gæster kan nyde pr. gang – mod de normalt 150. Der er noget for de fleste – og Side 33 ser særligt frem til i september at komme forbi til Bound By Law, Nashville Nights, Falderebet og Fried Okra.
I vores snak fortæller Charlotte, at det på Bartof altid været sådan at det er musikerne, der får billet- og dør indtægter, og så tjener Bartof på baren. I den forbindelse er det vigtig for hende at udtrykke hvor rørt og taknemmelig hun er over alt den støtte og opbakning hun har mødt fra musikere, der har tilbudt nogle uvurderlige gentlemanaftaler i forhold til aflønning.
”Alle – også publikum – har været så interesseret i at få løst det hele – i at finde muligheder – det har været så rørende” – siger hun, mens man næsten kan høre lyset bryde frem i den stemme, der ellers er så tydelig berørt af hele situationen.
Trods denne velvillighed har alt efter åbningen stort set givet underskud – ikke mindst stedets andel i den sørgeligt dårligt annoncerede “Jazz in Copenhagen”, der skulle være en plaster på såret over den aflyste Copenhagen Jazzfestival. De viste sig bare af folk enten ikke var i byen eller også viste de bare ikke er der foregik noget.
Men der foregår noget på Bartof, og det foregår trygt og sikkert – og alle restriktioner følges til punkt og prikke til samtlige koncerter fra start til slut.
Så det man kan gøre – hvis man som musikelsker ønsker at hjælpe et veldrevet og etableret spillested drevet af hjerteblod – eller bare sætter pris på at vi fortsat skal have et udvalg af særegne privatdrevne musiksteder, så er det med at at købe nogle koncertbilletter til den kommende tids koncerter – gerne med madkupon – og så supplere med nogle drikkevarer når du er der.
Stedet har overlevet 5 år bag metrobyggeri, og de har overlevet ikke at få en ellers oplagt bevilgning til udendørs servering (Frederiksberg Kommune mente at en – har det nu vist sig – livsfarlig cykelsti lige foran indgangen var vigtigere) har de overlevet uden at tabe optimismen – men Corona’en er den hidtil sejeste og mest uforudsigelige modstander. Heldigvis er folkene bag Bartof Station og tvillingen Café Bartof mindst lige så seje, og ikke mindst passionerede. Så lad os håbe på bedre tider – og fortsat støtte – så Frederiksberg stadig kan have en seriøs og berigende scene for en bredside af livemusik.