At livet er som en matematisk ligning, med mange ubekendte faktorer, blev igen fastslået på brutal vis, da nyheden om sanger og sangskriver Hugo Helmig’s død endelig kom officielt ud i går. Han åndede ud i hjemmet den 23. november med hans familie omkring sig. Den konkrete dødsårsag er ikke oplyst, men det blot 24-årige smukke unge menneske havde i mange år levet med psykisk sårbarhed, angst og misbrug, som uvelkomne følgesvende.
Udadtil var alt godt da den unge Helmig på egne vilkår og præmisser og i gode venners lag, lagde grunden til en nærmest uhørt kometagtig karriere – både i ind- og udland – anført af især singlerne ”Please Don’t Lie” og “Wild”. Det var tilbage i 2018, som en bare 18-årig komet. Et ægte stjerneskud.
I 2020 rykkede også singlen ”Champagne problems” i radio og på playlister, men samtidig rykkede Hugo Helmig væk fra rampelyset fordi det indre ikke var på bølgelængde med alt det udadtil, og fordi et stigende misbrug ikke kunne tæmmes. Der var nemlig mere end problemer med champagnen i Helmig’s tilværelse.
Hugo Helmig var en del af en ung generation, der er vokset op i præstationskultur, der bliver målt, vejet og kommenteret døgnet rundt via sociale medier mv.
”Det er ikke let at være nogen” sagde Dan Turell. Og han har jo så ret. Hver generation har sine ting og sine kampe, men vi står alle på et fælles grundlag, som vi nok i fællesskab bør blive bedre til at håndtere, og agere omkring.
Sårbarhed har alt for længe været et tabu
Se bare på antallet af stress betingede sygemeldinger på tværs af køn og alder indenfor de seneste 10-år, og se generelt på antallet af mennesker, der søger hjælp med psykiske problemer i samme periode. Det rammer folk i alle aldre. Sårbarhed har alt for længe været et tabu. Lad det for alvor være slut nu, og lad det være normen, at vi altid støtter op bedst muligt, og aldrig sparker til nogle, der ligger ned i forvejen. Heller ikke hvis det giver nogle flere click på en webside.
Hugo Helmig generationen, har heldigvis allerede for manges vedkommende prikket til dette tabu – også via musikken – og vist mod til at udstille sin sårbarhed. En sårbarhed, der desværre ofte forstærkes eller forvirres yderligere, hvis den dulmes med nogle af fortidens spøgelser (misbrug mv.) i en i forvejen underligt forherliget dansk forbrugs- og drukkultur. Skal vi bare til at erkende at ‘dejlig dansk hygge’ i ellers uskyldsrene rammer godt kan have skyggesider?
Det svar skal ikke kun findes af de unge. Det svar skal komme fra os alle. Livet er altid et spørgsmål om valg – og så vel en hel del tilfældigheder. Men om du er rød, blå, grøn, sort, hvid eller farveblind, så er der desværre ikke en facitliste over hvilke valg, der altid er det rette, og på hvilket tidspunkt. Og med mindre Jacob Haugaard er i Folketinget, ved du heller ikke hvornår der kommer mere medvind på cykelstien.
Det afgørende er derfor nok at vi efter en periode med ’mig-mig-mig-kultur’ finder tilbage til en kultur, hvor det nok drejer sig om at sætte personlige spor, men som udgangspunkt for at gøre en forskel for andre eller noget der er større end en selv.
I sin alt for kort tid her på jorden nåede Hugo Helmig, at sætte markante og varige spor – til glæde for familie, venner, fans og følgere. Der er noget at tænke tilbage på, noget varigt at holde ved i.
Hans sidste single fra 2021 blev ironisk nok den fuldfede og iørefaldende “Wake Up”. Lad det hermed være en opfordring til os alle.
Æret være hans minde.
Gid at hans skæbne må kunne bruges konstruktivt af andre. Det er aldrig for sent at blive klogere – på sig selv, på hinanden. ”Please, Don’t Lie”! – lad os som fremover i stedet brande os på kærlighed, ærlighed, og åbenhed – men uden naivitet. Livet vil altid være lige dele skrøbeligt og vidunderligt – og derfor er tiden ikke kun at bytte glansbilleder.
