Lad mig starte med en personlig indrømmelse. For 20 år siden blev jeg akut musikalsk nyforelsket midt på Nansensgade i København. På en lille opsat scene i anledning af gadefest, stod der et for mig, og nok stort set alle andre omkring mig, totalt ukendt band, som på trods af navnet, bestemt ikke gik stille med dørene. Tværtimod blæste de med milde vinde gaden omkuld, med melodisk og melankolsk sofistikeret country-pop af den fineste slags, og så med en fortryllende og magisk stemme i forgrunden.
Lyset jeg havde set og hørt, var naturligvis Dorthe Gerlach flankeret af Michael Hartmann, og sammen kaldte de sig HUSH. Debutalbummet der fulgte hed ”A lifetime”, og resten er musikalsk danmarkshistorie med internationalt format.
Det 20-års jubilæum fejrer de med en special “A lifetime” 20 års jubilæums tour her i april måned, hvor de gæster 9 større koncertsale med fuldt band. Første koncert er den 4. april i Roskilde Kongrescenter.
Men HUSH hviler ellers ikke på fortidens bedrifter, tværtimod. Senere i år udsender de nemlig deres sjette studiealbum, og det første siden 2018. Første single fra det album hedder ganske sigende ”I’m just getting started” og udkommer i dag den 9. februar. Den indeholder de meget rammende linjer:
I’m more than just a number,
the kind you count from one to ten
I’m more than just a body
I’m a soul without an end
and I’m just getting started
HUSH er nemlig slet ikke færdige endnu. Faktisk er de først lige gået i gang.
Ifølge Dorthe Gerlach og Michael Hartmann, der også danner par privat, er den nye single deres slagsang til modenheden, og til dem, der ligesom dem selv er et sted sådan cirka midt i livet.
”Der er en tendens til at dømme folk ude, allerede når de nærmer sig de 40-50 år. Det virker jo helt tosset. Uanset hvad dit fag er, om du er producer, sangskriver, skolelærer, tømrer eller læge, så ligger der en kæmpe værdi i erfaringen, ikke kun arbejdsmæssigt men også rent menneskelig.
Den her single er en festsang og et godt eksempel på, at vi stadig har masser af liv, kreativitet og nye sange foran os. Vi planlægger ikke at tage afsked med musikken, bare fordi vi har 20-års jubilæum i år” beretter Gerlach om sangen, og fastslår samtidig; “Vi er stadig alive and kicking – we are just getting started”, mens Hartmann supplerende fortæller;
”Rent musikalsk er det lidt mere soul’et, end man har hørt fra os før. Vi har virkeligt haft det sjovt i studiet, indspillet live med vores fede band og ramt en lyd, vi synes er helt sig selv og lyden af Hush anno 2024.”
Fakta i mine ører er at HUSH mest af alt stadig er lyden af HUSH i en moden og formstærk udgave. Stadig centreret af to personligheder, der er vokset med opgaven og med hinanden. Og efter seks års udgivelsespause, er det rent faktisk lige før man bliver helt musikalsk nyforelsket i dem igen når singlen her har kørt på repeat repeat.
- I’m Just Getting Started er skrevet af Gerlach/Hartmann/Barris
- Produceret af Michael Hartmann
- Co-produceret af Søren Vestergaard
- Mixet af Thomas Alstrup, Sejling Studio
- Mastering af Björn Engelmann, Cutting Room
- Dorthe Gerlach: Vokal
- Michael Hartmann: Guitar
- Søren Vestergaard: Guitar
- Mads Andersen: Trommer
- Jesper Haugaard: Bas
- Søren Møller: Hammond, Würlitzer
- Jens Bjørnkjær: Blæs