Denne skribent husker 25.01.87 af flere årsager. Den dag stod Johnny Winter øverst på plakaten på det, der dengang var Københavns ubetinget fedeste musiksted i mellemstørrelse – Saga Rockteater.
Men det var i virkeligheden nok opvarmningsnavnet, der burde havde stået øverst på plakaten. Opvarmningen kom nemlig fra selveste Dr. John – og jeg tror nok han fik varmet op for folket, med en solid omgang charmerende og bredtfavnende New Orleans Roots music – kun på solo piano – og hvis jeg ikke husker meget galt også et nummer eller to på guitar.
Jeg stod helt oppe foran – og med helt frit udsyn til hans legende lette funky og groovy spil med de ni fingre. Det var til tider magisk – og aflæst ud fra ansigtsudtrykket – syntes min sidemand at have samme opfattelse. Kendte ikke min sidemand personligt, pludselig stod han der bare. Men han virkede nu alligevel så bekendt – og da jeg lige fik kigget en ekstra gang, forstod jeg at jeg stod og nød en levende legende, sammen med en af datidens største rockstjerner – og selv en legende bag et klaver – David Paich fra Toto, der dagen efter skulle optræde i Valby Hallen. David Paich var lige så hurtigt væk, som han var kommet, og var tydeligvis kun kommet for en ting – at få en åndelig fornyelse af doktorens recept.
Nu er både Johnny Winter og Dr. John væk fra de levendes rige, men deres musik lever fortsat i rigt omfang, som et sundt bevis på at musik er den bedste livseliksir og medicin. Så herfra – af hele musikhjertet – er det bare at sige tak for mindet og de mange varme sange. Og underligt nok – er det ligesom først når det nu er for sent, at man opdager, at man nok burde være gået til doktoren noget oftere. Rest in peace.