Husk det nu – tjek altid B-siden!

”Pop-Folk med funny-funk feeling og småfilosofiske anstrøg”

Fotograf: Mads Kornum

Kort intro til de yngste læsere. B-siden var (og er trods alt stadig også) bagsiden på en vinyl single, der siden populærmusikken blev født i 50’erne var det format som kunstnere udgav deres musik på. A-siden var typisk det ene nummer man satsede på, blev et hit – mens B-Siden så typisk var et lidt anderledes og alternativt nummer – til tider et regulært bonusnummer, som heller aldrig kom på de endelige album.  


Vinyl Freak i Roskilde var fyldt godt op med et knipse villigt publikum, da den talentfulde og lidt anderledes agerende kvartet B-Siden gav en herlig en times In-Store koncert med både gamle populære ”kultsange” som ”Myggestik” og ”Jeg fisker” og ikke mindst numre fra deres anbefalelsesværdige debutalbum ”Kongens hemmelighed”, der udkom sidste år (CD/digitalt).

Et stadig lækkerlunt album, som vi her på siden i vores anmeldelse gav karakteren 4,5/6 – med blandt andet disse ord som argument:

”De kommer næppe til at stå på Orange Scene med det her materiale – men det er nok heller ikke målet. Til gengæld vil de altid kunne skabe en fest af dimensioner på festivalens campingområde, eller på enhver mindre festival. De er nemlig både folkelige, festlige, finurlige og underfundige i både musik og tekst, der er både reflekterende, drømmende, og fremadskuende.”

Siden det album udkom, har de haft en udskiftning på den plads, hvorfra der høres bas. Mikkel Wiesner er kommet med, og det kan meget vel vise sig at være en gevinst på sigt – idet bassen med Wiesner ligesom får mere fylde og fingersnild, og giver et godt modspil i det ellers harmoniske og håndgribelige folk univers, der hidtil mest af alt er blevet musikalsk mindeværdig på baggrund af de strengelegende og fantasifulde leverancer fra den altid glimrende guitarist Alexander Cortez – og den soulfyldte vokal hos den karismatiske forsanger Simon Fogh Karlshøj.


Det bør generelt give nye muligheder i forhold til hvor langt de kan rykke de enkelte sange, der jo hele tiden i sin grundsubstans har haft kvaliteterne til at ramme bredt og folkeligt.   Et helt nyt nummer – med arbejdstitlen”Pæretræet” – understregede, at de her fire gutter har gang i noget gribende godt – og det lød af et nummer, der kan blive vanedannende hot, hos de mange musikører, der holder af den form for fængende folk-pop man både kan grine og gruble over. 

Har du lyst til at opleve B-Siden live så er de en del af semifinalen i Danmarks største musikkonkurrence for talentfulde upcoming band – Emergenza Festival. Semifinalen afholdes den 13.03 på RUST i KBH. Måneden efter kan de den 03.04. høres på INSP i Roskilde i en dobbeltkoncert med et andet fremragende folk-pop orkester Laursen.  



Leave a Replay

Vil du være en del af ”SIDE 33"?

Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.