Hvem har begået årets bedste ROCK album?

”Australske Jimmy Barnes har leveret et bragende godt bud”

Fotograf: PRESSEFOTO

Jimmy Barnes har en af de stemmer, som mange fans af AC/DC nok kun tror Bon Scott og Brian Johnson kan levere. Men Jimmy Barnes er i helt i samme klasse, og i hjemlandet Australien har han reelt en langt større stjernestatus end de to langt mere verdensberømte sangere.

Pudsig nok har han ligesom Brian Johnson sine rødder i Storbritannien – og i 2017 udsendte han sin første biografi ”Working Class Boy”, som er en åben, ærlig, ligefrem og barsk historie om en barndom præget af vold og misbrug. Bogen fik flotte anmeldelser – og blev generelt modtaget så godt, at det nu er en af de mest solgte biografier nogensinde i Australien. Til dato har den solgt over 250.000 eksemplarer, og har vundet den anerkendte ABIA Award 2017 som ”Årets biografi”. Siden er bogen fulgt op af anden del – kaldet ”Working Class Man”, og også den er blive en gedigen succes. Efterfølgende er så udkommet en dokumentar samt et soundtrack. Så navnet Jimmy Barnes er næsten varmere end nogensinde – og det siger ellers ikke så lidt.

For vi taler om en mand, der har udgivet hele femten nummer-1 albums i Australien – og har givet over 10.000 koncerter i løbet af de sidste 40 år – enten som solist eller som forsanger i bandet Cold Chisel, som de fleste Down Under nok har nogenlunde samme kærlighedsforhold til som danskere har til Gasolin.

Cold Chisel har netop været i studiet, og forventer til næste år at udsende nyt album med titlen ”Blood Moon”.  

Men vil man nyde nyt fra Jimmy Barnes, så bør man finde frem til albummet ”My Criminal Record”, der er 13 stærke rock/blues baserede sange (findes også i deluxe udgave med 4 bonus numre, heraf 2 der ikke er på albummet, og så 2 alternative versioner). Alle sange, der rummer tekster, som tydeligvis tager udgangspunkt i meget af essensen og følelserne fra hans to biografier, og derfor gør pladen til en af de mest personlige og vedkommende Jimmy Barnes album i mange år. Samtidig byder han på glimrende fortolkninger af John Lennons ”Working Class Hero” og Bruce Springsteen’s ”Tougher Than The Rest” – et nummer de i øvrigt tidligere har optrådt LIVE sammen til – på en af Springsteens turnerer i Australien.

Bestemt et album med masser af nerve og variation og helt klart et godt bud på et af årets bedste ROCK album, hvis du spørger denne skribent.

Men hvad siger du selv – kom gerne med dit bud på Årets bedste Rock album i kommentarfeltet.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.