‘I DON’T BELIEVE IN BEATLES’

”Efter 50 ÅR er der stadig plads til ro og fordybelse med John Lennon & Plastic Ono Band”

Fotograf: Album Cover (beskåret)

De dystert klingende begravelsesklokker indleder såvel John Lennons første egentlige studiealbum og åbningsskæringen ‘Mother’ og sætter dermed tonen for den hudløshed, som præger ‘Plastic Ono Band’ fra start til slut, der næppe kun for signaturen her står som det nok mest kunstnerisk helstøbte udspil i ex beatlens solokarriere.

Pladen, krediteret som en co.-produktion mellem Lennon, Yoko Ono og Phil Spector, er kendetegnet ved en sparsom nedbarberet lyd og ditto instrumentering, hvor rygraden udgøres af en trio med Lennon på guitar, piano og vokal samt en rytmegruppe bestående af bassisten Klaus Voorman og Ringo Starr bag trommerne. Denne duo leverer varen med lige dele præcision, prægnans og musikalsk lydhørhed – et tekstbogseksempel i, hvordan den slags kan og for så vidt skal gøres.

Læren fra den amerikanske psykolog og psykoterapeut Arthur Janovs primalskrigsterapi, der kort fortalt tager udgangspunkt i at genopleve traumatiske begivenheder med rod i ens barndom samt reagere impulsivt på dem ved at få afløb for indeklemte og uforløste følelser, kom til at præge albummets lyriske indhold samt Lennons vokal, der flere steder kammer over i smertefulde skrig.

‘Plastic Ono Band’ står som et af rockhistoriens mest nøgne og bekendelseslitterære statements, leveret af et i særklasse ombejlet ikon, der i en alder af 30 år tager et gennemgribende opgør med fortiden, barndommen og stjernekulten omkring egen person og tidligere band.

I ‘Mother’ besynges savnet og tabet som følge af, faderen forlod hjemmet, mens Lennon var barn, og moderen senere overlod ham til sin tante, med ubærlig intensitet særligt i sangens afslutning henover den gentagende linje ‘Mama don’t go, daddy come home’ – en sådan blotlæggelse af indre tumult kræver sgu mod og integritet.

Det mest bitre politiske opgør med sociale skel, underkuelse af det enkelte menneske og systemets altfortærende manipulerende magt tages i den guitarbårne ‘Working Class Hero’, hvor Lennon frygtløst fik luft for ‘The Four letter word’ og indestængte arrigskab over tingenes tilstand, en holdbar hymne til evige tider og generationer.

Tilsvarende centralt står den svimlende smukke ‘God’, der gjorde rent bord; Lennon forkaster her i flæng Jesus, Buddha, Hitler, Zimmerman (Bob Dylan) og The Beatles. Han tror kun på sig selv og Yoko frem for falske profeter og selvbestaltede guruer – desuden er Gud en konstruktion, vi måler og spejler os i.

‘Isolation’ knytter an til den tvivl, usikkerhed, sårbarhed og desillusion, der bundfældede sig hos Lennon omkring Beatles opløsning og hans eget forbrug af stimulanser. Nummerets titel og stemning af mental (selv)isolering og uro får det til at virke sært aktuelt i en pandemiramt verden af i dag. Det effektivt rockende og bluesfarvede ‘I Found Out’ med Voorman og Starr on top knytter an til de samme temaer rejst i ‘God’: Vogt dig for skadelig religions- og idoldyrkelse, hvil i din egen styrke.

Planken bliver gået musikalsk ud i ‘Well, Well, Well’, der lyder som vredt vrængende post-punk og post-grunge tilføjet primal scream therapy. Power trio eksekvering i afleveringen, der vil noget. Adjektivet ‘brutal’ er på sin plads her, nok det mest heavy nummer i hele Lennons produktion.

Ligeledes ‘Remember’ har det i sig med insisterende up tempo fremdrift i rytmegruppen, hvor Starr demonterer enhver tåbesnak om, at han ikke er en særlig dygtig trommeslager. ‘Remember’ er tekstligt tilbage i barndommens land martret af ubehag og adskillelsens pinefulde proces.

Phil Spector og Billy Preston gav en hånd med enkelte steder på piano og flygel, men derudover er der som før nævnt tale om en tætspillet trioplade med tyngde og tæft, der især løfter rocksangene, men også de ømt tonesatte ballader op i de højere kunstneriske luftlag. Derudover er der ‘Love’ og ‘Look At Me’ – pure Lennon med klare Beatles reminiscenser.

Det obligatoriske tillykke til et værk af tidløs karat skal ej heller mangle her. ‘Plastic Ono Band’ er langt hen ad vejen skrap kost både poetisk som musikalsk, men bærer forløsningens kerne i sig, da skeletterne i tilværelsens kosteskab konfronteres og analyseres. ‘Plastic Ono Band’ er karsk katharsis for sjæl og legeme, og den slags bør og burde jo ej gå af mode, slet ikke nu, hvor ydre omstændigheder kunne give os tid til lidt ro og fordybelse.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.