Side 33 har lavet en åben spilleliste på Spotify – ”Alt godt – en original jul” – hvor vi har samlet en masse numre, som har det til fælles, at de passer perfekt som en musikalsk bredside til alle os med sultne musikører, der også er nysgerrige selvom det er blevet december – og ikke så traditionsbundet at det kun vil høre de samme cirka 20 julesange igen og igen og.
Men som vi har skrevet før – så er musik via streaming ikke alt – af mange årsager. Den primære naturligvis, at selve varen – musikken – der skulle sikre artisterne, der leverer den – et anstændigt indtægtsgrundlag – slet ikke afregnes på et niveau, der er acceptabelt for andre end investeringsselskaberne og folkene bag streamingtjenesterne.
Som forbruger er det derfor væsentligt at huske, at hvis man holder af et mangfoldigt musikudvalg – så støt – hvis det er én økonomisk muligt – de mange uafhængige musikere via køb af fysiske formater (LP/CD/DVD) eller via betalt download f.eks. via Bandcamp. Fordelen er her, at du så også ved hvad du har i DIN samling. Der er ikke pludselig en sang, der bare lige er fjernet fra din ’tjeneste”.
Skal min egen julestemning helt i top så skal jeg da lige have hørt min gamle single med Århus drengene ROX og deres A-Side med ”Slip Julen løs” – en herlig dansk version af Slade klassikeren ”Merry Christmas Everybody” med dansk tekst af – ja det bliver næsten ikke bedre – Steffen Brandt og Poul Martin Bonde.
De forkæler blandt andet med dette begavede omkvæd:
”For det er nu det er jul – og du kan slippe drømmen fri – det er dig der er stjernen – hvad du ønsker skal du gi`!
Også den magiske CD-single med Blue Junction feat. Peter Thorup – og deres fortryllende version af ”Glade jul” må frem før klokkerne for alvor ringer.
Ingen af disse sange kan Spotify servicere deres kunder med. De kan heller ikke hjælpe med at give mig den rørende ”Jeg kommer hjem til December” med Malone feat. Peter Sommer eller den berusende og energiske ”Nu er det jul igen / ved hvad jeg vil” med Hvem er Alf?
Ja, Hvem er Alf? og hvem er vi som musikforbrugere – følger vi bare med strømmen eller tør vi give slippe og vælge soundtracket til vores eget liv?
Hvad du ønsker skal du gi’. Æret være Poul Martin Bonde’s minde – og ikke mindst et nysgerrigt og givende sindelag, som vi nok er mange omvandrende velbevandrede velstandsresultater, der stadig kan lære noget af.