International hæder til dansk bluesmand

”Den røde tråd er blå”

Fotograf: Frank Nielsen

Festivalarrangør, agent og promoter – ja den 59-årige Peter Astrup fra Pandrup har mange titler.

Han har selv spillet lidt på mundharpe og jeg har hørt hans band for ca. 25 år siden i Århus, men det er dog ikke det han er kendt for – men derimod hans utrættelige kamp for at holde den musik han elsker i live. Det røde tråd i Peters arbejde med musik og især blues er den blå tone, og hans mission er klar ”han går aldrig på kompromis med kvaliteten”.

I 2018 løb han endelig med en offentlig anerkendelse herhjemme, nemlig prisen som ”Årets Hoochie Coochie Man” ved Danish Music Awards Blues. Kriteriet for prisen var følgende:

”Prisen gives til en person, der i det forgange år har gjort noget særligt for bluesmusikken i Danmark. En person uden hvis indsats blues- og rootsmusikken i Danmark ville have været en eller flere oplevelser fattigere.”.

Man må sige at lige den pris var fuldt fortjent. For Peter Astrup er blues og han har knoklet utrætteligt for sagen i mange år. Det begyndte sådan rigtigt i 1988 med festivalen Djurs Bluesland, hvortil han i årene der kom fik lokket legenderne Albert King og Albert Collins til det østjyske – og siden har han blandt andet haft en heldig hånd med at arrangere hele 38 koncerter over en 7 årig periode, med en af tidens store blueshelte Joe Bonamassa.

I de senere år har Peter Astrup stået bag den velanskrevne bluesfestival “Blues Heaven” – (som startede under navnet Frederikshavn Blues Festival) – der afholdes årligt i Frederikshavn hvert år den første weekend i november, og de seneste år i den store Arena Nord, med plads til hele 3.500 mennesker. I 2018 og 2019 fik Blues Heaven en søster-festival i Næstved ”Blues Paradise”. Den er sat på stand-by igen, for den blev ingen succes. Det er der mange forskellige årsager til, som på ingen måde skal lægges Peter Astrup til last. På papiret var idéen god.

Til gengæld er det gode ry og rygte for arbejdet og succesen med “Blues Heaven” nået vidt omkring – og Peter Astrup er netop blevet tildelt den aller fornemste hæder, der kan overgå en ikke udøvende-musiker i det internationale bluesmiljø. Den verdensomspændende paraplyorganisation The Blues Foundation, tildelte ved en stor ceremoni den 31.01.20 i Memphis, USA prisen ”Keeping the Blues Alive Awards” til Peter Astrup for hans utrættelige og nytænkende arbejde med at holder bluesmusikken i live – endda i lille Danmark.

En flot anerkendelse til en jævn jyde, som Peter. Han har arbejdet på togfabrik i mange år og den første LP var vist Rolling Stones og så var vejen lagt til et liv med musik, især med den blå tone, som den røde tråd på skinnerne.

Men Peter hviler ikke på laurbærene og stopper naturligvis ikke her. Til april står han bag en rundrejse til USA, hvor man kan opleve bluesmusikkens historie på helt tæt hold. Det kan du læse nærmere om på bluesheavens hjemmeside, hvor du også kan læse nærmere om de navne, der foreløbig er offentliggjort til Blues Heaven 2020.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.