Irsk/canadisk Tønder-favorit giver tre støttekoncerter

”Billetsalget til helt eksklusive aftener med Irish Mythen + gæster på Hagge's er startet”

Fotograf: Brian Selander

Som vi skrev for nylig i vores omtale af den mere end fremragende koncert med Irish Mythen Richter i Gladsaxe 08. oktober var der seriøse og fremskredne planer om at hun ville vende tilbage i november. Nu er puslespillet og praktikken gået op, og det er nu et faktum at i perioden 29. november – 1. december 2020 indtager hun scenen på det charmerende spillested Hagge’s Musik Pub i Tønder.

Et spillested – der i disse ubarmhjertige tider – er alvorligt presset på sit eksistensgrundlag. Så presset, at Irish Mythen i forbindelse med hendes seneste mini Danmarks tour – hvor hun også var forbi Tønder – egenhændigt besluttede at hun måtte støtte med hvad hun nu kan – og det er altså at rejse til Danmark og spille gratis og helt uden omkostninger for Hagge’s . Samtidig har hun fået nogle andre gode musikalske venner fra ’Tønder Familien” med som gæster, der skal sikre at hver aften bliver helt unik – og derved forhåbentligt kan sikre, at Hagge’s får sig tre udsolgte aftener i træk, hvor alle billetindtægterne går ubeskåret til spillestedet.   

Gæstelisten er endnu ikke endeligt på plads – men det skulle være ganske sikkert og vidst, at ikke to aftener bliver ens, og at det meget vel kan blive forskellige markante profiler, der også kommer forbi og støtter op på forskellig vis.   


Irish Mythen udtaler i den forbindelse – “I’m so delighted to be able to come back to my favourite place in Denmark and do these shows for Hagges. We need the music. We need the artists. We need the crew. We can’t have these things if we don’t have and support the venues. That’s why. Now join us and show your support. It’s going to be quite a time!”

Sikke en kredit til Danmark og til Tønder, og ikke mindst til Hagges’ fra en kunstner, der altså har turneret verden tynd i flere årtier. Varigheden af de enkelte aftener er annonceret til cirka 2½ time – og billetprisen for denne enestående begivehed er sat til blot kr 385.

Irish Mythen har de sidste to år bl.a. begejstret publikum på Tønder Festival med sin kraftfulde og bredtfavnende vokal, sine personlige sange med historierige og ofte ganske rørende og rammende tekster, og en både intens og udtryksfuld sceneoptræden, der giver plads til både rabalder og ballader.

Som nævnt indledningsvis var Irish Mythen i absolut topform ved sit seneste besøg, og hun er en utrolig populær dame på de kanter, så du skal nok ikke vente for længe med at søge over på billetten.dk for at sikre dig en billet, hvis du vil være med til at støtte op om et vigtigt og originalt spillested – og en ditto kunstners bragende initiativ.


Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.