ISSE leverer dansk retropop med blik for nutiden

”Er du vild med dans – så se med på ny video”

Fotograf: PRESSEFOTO

ISSE er en talentfuld 26-årig dansk sanger og sangskriver, som siden 2017 har gjort godt væsen af sig på danskpop scenen i forskellige afskygninger og sammenhænge.

En håndfuld singler i eget navn er det blevet til og et par stykker sammen med Peter Christian – senest ”Dør på klem” fra i år. Nu udsender hun selv singlen ”En jeg aldrig selv vil være” – der er blevet til i et helt nyt samarbejde med produceren Kenneth LP samt den faste samarbejdsparter Gabriel Uth Nielsen, der også har stået for den aktuelle video.

Sangen viser nok en gang at man sagtens kan kombinere en stilsikker omgang klassisk lydende danskpop a la Dodo & The Dodo’s, Søs Fenger, Tøsedrengene, Halberg & Larsen etc. – med et tekstmæssigt indhold, der kradser lidt i den pæne overflade.  Hendes iørefaldende 80-er retropop har således blikket rettet mod nutiden, tidens trends og tendenser, og ISSE er hørbart en selvstændig artist, der kan, vil og tør.

Den aktuelle – og ganske dansable single – handler om en konkret oplevelse, hvor hun gennem længere tid følte hun havde investeret alt for meget af sig selv i et venskab, uden at få noget igen. En dag var der ikke mere tilbage end ærgrelse og aggressioner, som hun energisk hamrede ned i klaverets tangenter og på guitaren.

Lige som det er vigtigt at sige til – er det også vigtigt at sige fra – både når det handler om kærlighed og om venskaber. Det gjorde hun – og budskabet i sangen er ikke til at tage fejl af :  

”Du har brugt alle chancer jeg havde at gi’ / Jeg troede faktisk engang du var en jeg ku’ li’ / Men nu ved jeg hvem du i virkeligheden er / en jeg aldrig selv vil være”.

Frustrationerne blev til en dreven dejlig popsang, som det for denne skribent heldigvis har været noget svært at sige fra overfor – og derfor deles den nu her i håb om den kan passe godt på de fleste tomme dansegulve rundt omkring – eller ‘blot’ i stuen derhjemme – hvor det altid jo altid gerne skulle være tilladt at danse lidt alene rundt, mens eftertænksomheden ligger på lur.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.