I går den 3. april døde Jack Vreeswijk efter længere tids sygdom. Han blev ramt af tarmkræft i 2019, gennemgik en vellykket operation, men kræften vendte desværre tilbage. Det berettede han om i et interview med svensk P4 i slutningen af 2021.
Han var søn af den folkekære troubadour og visesanger Cornelis Vreeswijk, der døde i en alder af blot 50 år tilbage i 1987 efter en temmelig turbulent tilværelse.
Det indebar også at far og søn ikke var på talefod, da Cornelis død, og han havde i øvrigt valgt at gøre Jack arveløs. Den nærmere årsag til uforsonligheden huskede Jack dog ifølge flere senere interview dog ikke. Efterfølgende fik Jack dog alligevel ad omveje glæde af nogle af faderens penge, da han blev tildelt Cornelis Vreeswijk stipendiet i år 2000.
Det var 4 år efter Jack Vreeswijk var debuteret i en alder af 32 år med det fremragende og stærkt anbefalelsesværdige debutalbum ”Is i magen”, der var langt mere roots og rockende, end det var visesang med gravrøst.
Her viste han for alvor, at han med sin egen varme og rustikke røst på ingen måde behøvede at stå i faderen skygge. Alligevel havde han offentligt de velkendte ’søn af en kendis’ kvaler, og følte angiveligt ikke at han rigtigt kunne finde sin egen plads på musikscenen, og han havde umiddelbart slet ikke lyst til at fortolke hans fædrende ophav.
Blandt andet derfor skulle der gå hele otte år før hans andet album Underbart udkom, og her gik han så for første gang alligevel ombord i Cornelis sangskat. Det var et klogt valg. For selvom han selv var en stærk sangskriver, så var han om muligt bedre som en original gengiver. Det gjorde han mildt sagt fremragende, ikke som en nødtvungen kopi, men som den absolut mest naturlige og givende fortolker man kunne tænke sig. Det spor fulgte han helhjertet op det efterfølgende album Jack Vreeswijk sjunger Vreeswijk, der gravede endnu dybere i sangskatten, med mere guld til følge.
Rolf Wikstrøm – selv en af Sveriges fremmeste bluesmusikere – var med omkring tilblivelse af Underbart albummet og har i dag på sin Facebook profil blandt andet skrevet følgende:
”På det här albumet gjorde han också flera av farsans, som Jack skulle ha sagt, sånger, bl.a. Esmeralda. Jack var den ende som i min värld sjöng farsans sånger bättre än i original.
När Jack sjunger Esmeralda hör jag för första gången sveket och bitterheten istället för en ironisk grimasch. Det är stort!”
Det er da også tydeligt på de allerede mange reaktioner, der er kommet via kollegaer på de sociale medier, at Jack Vreeswijk var utroligt afholdt og respekteret, ikke bare som musiker, men i høj grad også som et af den slags mennesker, det bare altid var godt at være i selskab med.
I hjemlandet nød han i årene 2016-2019 stor anerkendelse, da han var på flere fælles turnerer sammen med Cajsa Stina Åkerström, der som datter af Fred Åkerström, vidste alt om at være det ‘næste led i rækken’. De to supplerede ifølge tilbagemeldingerne hinanden fuldstændig ypperligt, og til det sidste levede Jack i håbet om at de skulle få chancen om at komme sammen tilbage til scenerne. Det gav han blandt andet udtryk for da han i starten af året modtog det nystiftede Fred Åkerström stipendiat.
Den drøm gik ikke i opfyldelse. Det gjorde det til gengæld at skrive musikken til filmen om ”Cornelis”, der udkom i 2010, og blev en kæmpe succes, også her til lands.
Allerede fire år tidligere var Jack dog med i forestillingen “From James Dean to National Skald”, som var skrevet af ham selv og var en hyldest til hans far. Forestillingen var en fiktiv skildring af Cornelis’ liv fra han kom til Sverige i begyndelsen af 60’erne og frem.
Jack Vreeswijk nåede at udgive fire album i eget navn, det seneste Wichita udkom i 2012, og det var igen et album, der rummede slidstærke tilbagelænede sange skrevet af både ham selv og af Cornelis, og understregede at han med rette kunne kaldes for både blues, folk og visesanger.
At det skulle blive et punktum, er næsten ikke til at acceptere. Selv kan jeg med glæde se tilbage på at have oplevet ham i starten af hans karriere – omkring 1997 – på det gamle GIMLE i Roskilde. Vi var vel omkring 11 mennesker i lokalet, og de syv var der mere for hinandens selskab end for musikken. Jack virkede tydeligvis noget skuffet, men for filan, hvor den mand kunne synge! Æret være hans minde.
