Jacob Dinesen har netop afsluttet endnu en succesfuld tour med sit velspillende band – og han har spillet for fulde huse landet over.

Hvad der for ham selv eller for publikum så står som årets højdepunkt er nok ganske individuelt og måske også så ganske svært at pege på, men for denne skribent var de ubestrideligt største øjeblikke da Jacob Dinesen på årets Tønder Festival gav en af sine efterhånden ret sjældne solokoncerter.

Det var undervejs mageløst og magisk – selv når han håndterede det klaver, som han ikke tidligere har spillet på i offentligt rum, og som han fra scenen erklærede sig som nybegynder på. Men det viste igen billedet af en charmerende og selvsikker kunstner, der både kan og vil lære, og som derved udvikler sig hele tiden, og af en viljestærk personlighed, der i den grad har selve kernen i musikken, som sit brændstof og hjerteblod.

Hans kærlighed til hjembyen Tønder er velkendt og tårnhøj – og den kærlighed man kunne mærke blive gengældt af et fyldt Telt 1 var ubeskrivelig, smuk og ganske rørende. Det var ægte, det var ærligt, og hos hovedpersonen selv fornemmede man som lytter en ekstra glød og et nærvær i stemmen, som måske var glemt og druknet lidt i de store flotte funklende rockshow, som med årene er blevet det udtryk ”folket” forventer fra unge Dinesen.

Men for os, der har hørt Jacob Dinesen – før han blev folkeeje – følte vi nok lige der, i de 90 minutter på Tønder, at han vitterlig kom hjem, og vi ønskede alle i vores stille sind, og hviskede i hinandens ører, at det kunne da være for fedt hvis han kunne finde på at tage en solo tour engang med tiden. Og da hellere før end siden.

Nå, nok om ønskesedler, Side 33 er tilbage til virkeligheden i morgen kl. 10.