Så gik der næsten endnu en år, hvor utallige fuldfede albumudgivelser gik under radaren for de fleste – ikke mindst hvis indholdet bare rimer lidt på jazz.
P8 jazz kæmper sin egen ensomme kamp for at holde liv i genren, der i kommerciel sammenhæng er dømt ’over and out’.
Pudsigt at være vidne til, når man så alligevel ser og oplever, hvordan den danske jazzscene blomstrer med unge og dygtige aktører, og hvor mange gamle jazzklassikere på vinyl, der sælges til helt unge mennesker, der sagtens kan finde balancerne i et liv , der både kan fyldes med hiphop, r&b, pop, singer/songwriters, rock og jazz på øregangen.
For nok er mennesket som art et flokdyr, men de fleste af os har det trods alt ikke bedst, når vi placeres i alt for fastlåste kasser. Og slet ikke hvis de er fastsat af andre beregnende typer som landsdækkende medier, musikudbydere, og marketings folk etc.
En af de artister, der i den grad udfordrer kassetænkningen, er Judith Owen, der er født i Wales, men er både engelsk og amerikansk statsborger.
Har man fulgt Judith Owen’s karriere – og ikke mindst hendes gøren og laden under Corona pandemien – vil man vide at hun mildest talt ikke er den berøringsangste type. Hun er humanist og aktivist på den måde, der taler til både hjerne og hjerte, og har man set hendes YouTube videoer eller har man set hende live, så vil man have oplevet en særdeles karismatisk personlighed med en underskøn britisk humor.
Hun gør ikke noget halvt, men går altid all-in. Den musikalske kvalitet er hentet på øverste hylde, hvilket årets to udgivelser fra hende så tydeligt understreger.
Først kom albummet ”Come On & Get It”, der rent faktisk er hendes trettende i en karriere, der har budt på både pop, jazz, soul – et mix af det hele, og ikke mindst både en masse originalt materiale og så ganske unikke og stærke fortolkninger af andres sange.
På hendes gennemførte ”RedisCOVERed” fra 2018 fortolkede hun frit og visionært så forskellige artister Joni Mitchell, Donna Summer, Drake og Deep Purple – mens hun på det nye album kigger endnu længere tilbage.
Soundtrack til egen ungdom
“Come On & Get it” skal nemlig høres som en samling af de sange, der satte soundtracket til hendes egen ungdom. Primært lidt overhørte, men langtidsholdbare numre, oprindeligt fremført af kvindelige jazzmusikere fra 40’erne og 50’erne, f.eks. Nellie Lutcher, Blossom Dearie og Julia Lee.
Det er et af årets absolut bedste og mest lyttevenlige jazzalbum, der passer til både til aktiv lytning og som lækker baggrundsmusik. Kald det ‘Dinner music’ eller ‘Easy Jazz’ – kald det hvad du vil. Det emmer af kærlighed til en musikgenre, der tager sig mindst lige så bevægende og inddragende ud i 2022, som dengang originalnumrene blev skrevet. Mesterligt.
Albummet er udkommet digitalt og på CD, og udsendes næste år på LP.
Optænding til julehumøret
Senest har hun så udgivet en digital jule EP, med tre numre, der bare varmer i en kold tid. Et nummer som ”Merry Christmas Baby” fungerer i hendes version som decideret optænding for julehumøret.
Den har ligesom de to andre numre på EP’en fået sig en festligt og farverig billedside, der igen viser den særegne blanding af elegance, klasse, humor og alvor, som på smuk og forunderlig vis løfter nogle gammel travere ud på nye eventyr og mod nye horisonter.
Med Judith Owen på øregangen ønsker SIDE 33 alle vores læsere en glædelig og varmblodig jul. Og Jazzen vender vi tilbage til når vi mellem jul og nytår ser tilbage på nogle af årets bedste og mest lyttelækre danske jazzudgivelser.
