Den øjeblikkelige lukning af Jazzhus Montmartre i København – meldt ud i dag – gjorde mig trist om hjertet, da det virker såvel symptomatisk, som symbolsk for vores tid. ‘Monten’ med de stolte historiske og musikalske traditioner i mere end 60 år blev et vartegn for hovedstaden og kendt langt uden for landets grænser.
Utallige koryfæer inden for vidt forskellige genrer har kastet glans over stedet årti efter årti. En epoke er slut, da meget lidt tyder på en ’last minute’ feberredning. En del andre spillesteder bløde og hænger i med neglene – men hvor længe? Bundlinjerne skal jo ligeledes tilgodeses ad hensyn til medarbejdere, musikere ikke mindst og diverse samarbejdspartnere.
Det er et kompliceret dilemmaspil, den pt stadigt verserende Covid-19 pandemi – sammen med senere års mangel på kulturpolitiske visioner – er årsag til. Kunst- og kulturlivet kan mange have interesse i at holde hånden under, men til hvilken pris?
Det politiske prioriteringsspil er benhårdt i en krisetid inklusive eftertacklinger, men jeg savner, at kultur i almindelighed både anses for et gode, der beriger vores horisont og æstetiske sans i almindelighed, og ligeledes som en branche, der skaber omsætning, arbejdspladser og goodwill. Det sker på andre præmisser end i de øvrige brancher, hvilket jeg tilsvarende savner gehør for.
Virke- og iværksættertrang kan for mig at se fint gå hånd i hånd med kreativ kunstnerisk skaberånd. Det er en nødvendighed for at overleve, da det ej virker som om, midlerne til den slags forteelser sidder løst hos de indvalgte på Borgen og slet ikke hos den nuværende regering.
Alt er ikke Kultusminister Mogensens skyld, da hun i det samlede spil har meget lidt at skulle have sagt, men det har omvendt heller ikke vrimlet med iderigdom fra hendes ressortområde.
Hva så? Va mæ kulturen? Skal vi ‘tosser’ i faget, der optræder og fremstiller ‘kulturelle produkter’ pakke sammen og finde noget andet at give os til? Svære spørgsmål. Mange i disse metier kan jo ikke lade være – heldigvis for det, da vi ellers risikerer at sidde tilbage med den laveste fællesnævner af gøgl og gejl for nu at stramme vinklen en anelse.
Drømme, håb og stædige overlevelsesforsøg vs bankens bidske budgetter og jobcentrenes rigide systemer – absolut ikke gearet til mere flyvske sjæle, synes valgene at stå imellem, når de mørke skyer trækker op. Realismen sejrer oftest, vil jeg hævde, ikke mindst når flere munde skal mættes.
Der findes næppe lette løsninger på alle disse problemstillinger, men overleve skal vi jo. Jeg har beskæftiget mig med musik, litteratur, film og formidling gennem pænt mange år samt forsøgt at tilvejebringe moneter til realisering af bog- og pladeprojekter. Jeg kan vanskeligt lade være – det grænser muligvis til dumstædighed.
So Be it. Til november kommer min essaysamling ‘Kulturen i karantæne, og næste år er der to-tre bøger i støbeskeen og måske et enkelt albumprojekt. Hjertet siger et og hjernen noget andet – hvem vinder diskussionen?
Stay tuned for more – jeg kender nemlig heller ikke det endelige svar endnu….
