Evil Woman, Livin’ Thing, Telephone Line, Mr. Blue Sky, Don’t Bring Me Down og Hold On Tight er blot et lille uddrag af de signatursange og hits skrevet af Jeff Lynne, der alle stammer fra Electric Light Orchestras (ELO) storhedstid i 70’erne og starten af 80’erne med Lynne som den absolutte hovedkraft. Den britiske sanger, sangskriver, multiinstrumentalist, producer og arrangør kan se tilbage på en knap 60 år lang karriere, der får de fleste andres til at blegne ved siden af.
Det fulde navn lyder Jeffrey Lynne, født den 30. december 1947 i Birmingham, England. Dybt inspireret af The Beatles begyndte han at spille musik som 15-årig i 1963. Tre år senere etablerede han The Idle Race, der også talte den noget excentriske Roy Wood, som i 1967 grundlagde det psykedeliskfarvede rock- og popband The Move. Wood tilbød Lynne at blive en del af The Move i 1970, hvis popularitetskurve på daværende tidspunkt var for nedadgående.
Lynne bidrog til bandets to sidste albums og dannede dernæst ELO sammen med Wood. Bandets koncept bestod af moderne rock og pop med klassiske overtoner i fyldige arrangementer tilføjet et mindre kontingent strygere. Efter Roy Wood sagde farvel og tak i 1972, har Lynne reelt set stået for det hele; sangskrivning, arrangementer og produktioner. Dobbeltalbummet Out of the Blue (1977) storsolgte, og det samme gjorde det disco-inspirerede Discovery (1979) og science fiction konceptpladen Time (1981).
Fra slutningen af 80’erne begyndte Lynne at arbejde for andre markante og kendte navne med såvel kunstnerisk som kommercielt udbytte. Listen er vitterlig lang og særdeles imponerende. Her følger et uddrag med nogle af de største bedrifter i rollen som producer og co.-producer: Cloud Nine (George Harrison, 1987), Mystery Girl (Roy Orbison, 1989), Full Moon Fever (Tom Petty, 1989), Into the Great Wide Open (Tom Petty and the Heartbreakers, 1991), Time Takes Time (Ringo Starr, 1992), Flaming Pie (Paul McCartney, 1997), Analog Man (Joe Walsh, 2012) og Get Up! (Bryan Adams, 2015).
Den svorne Fab Four fan fik ikke kun forløst sine største drømme ved at producere for alle ex-Beatlerne undtagen John Lennon, men gjorde et kup af dimensioner ved i midten af 90’erne at hjælpe med færdiggørelsen af de to efterladte Lennon numre Free as a Bird og Real Love, der fandtes i ufuldstændig form på kassettebånd med Lennon på vokal og klaver.
Hele processen ud i at synkronisere båndene med McCartney, Harrison og Starrs overdubs viser i hvor høj grad, Lynne mestrer studiets muligheder og evnen til at få musikerne til at svinge med teknikken. Lynne lærte allerede beatlerne at kende i 1968 under arbejdet med det hvide album, og Lennon har i radioindslag rost ELOs musik og betegnet dem som ‘sons of The Beatles’.
Harrison og Lynne fik desuden lejlighed til at samarbejde i supergruppen The Traveling Wilburys, der ydermere talte legenderne Bob Dylan, Roy Orbison og Tom Petty plus trommeslageren Jim Keltner, sidstnævnte dog kun uofficielt. Derfor må det siges at være meget naturligt, at Lynne var med i all star line uppet under den grandiose hyldestkoncert i 2002, Concert for George, der fandt sted i Royal Albert Hall i London til ære for George Harrison, der døde året før. Lynne sang for på The Inner Light, I Want to Tell You og Give Me Love (Give Me Peace on Earth). Koncerten findes både på cd og dvd.
The Traveling Wilburys udgav deres første album The Traveling Wilburys Vol. 1 i 1988, der talte hitsinglen Handle with Care. Deres andet og sidste studieudspil Traveling Wilburys Vol. 3 udkom to år efter, men uden Orbison, der var død i mellemtiden blot 52 år gammel. Lynne fortsatte kursen med at levere træffere til andre kollegers plader. Her kan nævnes Roger McGuinn’s Back from Rio, Joe Cocker’s Night Calls, og udgivelser fra så forskellige navne som Aerosmith, Tom Jones, Bonnie Tyler og Shadows guitaristen Hank Marvin.
Sandelig om der ikke ligeledes gemmer sig et par danske vinkler i fortællingen om ELO frontmandens fortræffeligheder, idet Jeff Lynne producerede Miss B. Havens engelsksprogede udgivelse Nobody’s Angel (1990). Briten blev endda så imponeret af gruppens trommeslager Mette Mathiesen, at han inviterede hende til at spille på samtlige numre fraset et par stykker på sit første soloalbum Armchair Theatre (1990). Mathiesen er derudover korsanger på tre skæringer – flot gået i et så internationalt selskab.
Det er i skrivende stund kun blevet til yderligere et soloalbum for Jeff Lynnes vedkommende, Long Wave (2012), der er en hyldest til nogle af de melodier og evergreens, han lyttede til i radioen som knægt under sin opvækst i Birmingham.
I 2015 udgav han sit første album med nyt materiale i dette århundrede i form af albummet Alone in the Universe under navnet Jeff Lynne’s ELO. Dette album blev under selvsamme navn fulgt op af albummet From out of Nowhere. Ikke album, der spiller sig op blandt karrierens stærkeste, men begge beviser på at hitmageren stadig har noget på hjerte og i et stadigt både unikt og genkendeligt lydunivers.
Dette 75 års portræt rummer kun plads til en brøkdel af det utal af projekter, Lynne har været involveret i som sangskriver, producer, co.-producer og multiinstrumentalist. Der er tale om en uhyre produktiv og entreprenant personlighed, som nærmest konstant må befinde sig i øverummet og studiet bevæbnet med guitar, bas, keyboards og trommer samt mikrofon, hvis ikke han lige er på turné med ELO eller andre.
