Jesper Binzer er i den grad i LIVE

”En kort og eksklusiv pop up turne starter i denne uge i Kulturium i Ishøj”

Fotograf: Henrik Hildebrandt

Det gamle ordsprog om at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, har fået ny næring fra D-A-D frontmanden Jesper Binzer.

Midt i skuffelsen og frustrationen over at blandt andet D-A-D’s store arena koncerter blev aflyst i foråret trak han i arbejdstøjet sammen med sin gode ven – produceren og guitaristen Søren Andersen (Electric Guitars, Glenn Hughes, Mike Tramp o.m.a.)  – og det første resultat af det arbejde kom midt i juni i form af den stærkt smittende single ”Premonition”.

En single, der er udsendt som en forløber for hans andet soloalbum, der ventes at udkomme til november. Hvis ”Premoniton” afspejler niveauet, så kan man vist også uden problemer spare sin grundangst over om han mon nu kan leve op til det meget vellykkede debutalbum fra 2017 ”Dying Is Easy”.   

Allerede i denne uge bliver ”Premonition” og forhåbentligt flere af de nye numre luftet når Jesper Binzer og hans funklende stjernehold af en band med musikere, der er født med rock i blodet – Søren Andersen på guitar, Anders Borre Mathiesen på bas, Jesper Bo Hansen på keyboard, Christian Hede Madsen på guitar og Jakob Rønlov på trommer tager på en kort tur til fem udvalgte spillesteder.

Og lad os slå fast. Jesper Binzer solo er ikke D-A-D light – det er nærmere Binzer bright. Stemmen er selvfølgelig umiskendelig og DNA’et er stadig regulær rock, men han kommer i sangskrivningen rundt i lidt andre hjørner, end dem der normalt kommer ud af ’far’ fællesskabet. Altså velvalgt og velskrevet materiale, der ikke er overskud fra D-A-D, men numre, der bare ville egne og lidt andre veje.

Hans pop up tur – der blot indeholder fem koncerter lægger fra land på det altid vellydende og publikumsvenlige spillested Kulturium i Ishøj på torsdag, og hvor utroligt det end lyder er der i skrivende stund stadig ledige billetter.

Kulturium og de andre spillesteder har alle meldt klart ud at de naturligvis lever op til at gældende forholdsregler, anbefalinger og restriktioner i forhold til COVID-19 situationen – og alle steder er der tale om siddende koncerter.  Kulturium har da også allerede erfaring at trække på fra en flot gennemført Sebastian solo koncert i sidste måned og via en hæsblæsende sommer med mere end 30 kulturaktiviteter for børn og familier.

Så den største bekymring ved at tage til en Binzer med band koncert er nok om ens understimulerede LIVE begejstringsbarometer kan tåle den belastning, det må forventes at det udfordres med. Turen rummer disse koncerter:

20/8, Kulturium Musikteater, Ishøj

21/8, Karosserifabrikken, Helsingør

27/8, Pavillionen, Grenå

28/8, Tøjhuset, Fredericia

29/8, Slagelse Sommerlyd, Slagelse


Det sidste stop i Slagelse er i forbindelse med en helt ny festival, arrangereret af nonprofitorganisationen Live4200. Festivalen har fået navnet Slagelse Sommerlyd, og afholdes i dagene 28.8 – 29.08. Om fredagen er det Mattis og Carpark North, der er på programmet, og dagen efter så Jesper Binzer med band og Go Go Berlin. Festivalen har blot plads til 400 gæster pr. dage og afholdes centralt i Slagelse tæt ved byens station. Også her er der altså tale om en unik og eksklusiv begivenhed, hvor man får mulighed for at få oplevet store navne, der normalt ikke spiller for så lille et publikum.  

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.