JOHN FOGERTY 75 ÅR

”EN SANGSMED AF YPPERSTE KARAT”

Fotograf: Henrik Hildebrandt

Manden bag uopslidelige Creedence Clearwater Revival (CCR) klassikere som ‘Proud Mary’, ‘Down on the Corner’, Who’ll Stop the Rain’, ‘Born On The Bayou’, ‘Bad Moon Rising’, ‘Green River’, Fortunate Son’ og en stærk stribe sange af samme tyngde i eget navn fylder halvrund i dag.

John Cameron Fogerty er født i Berkeley, Californien den 28. maj 1945 og opvokset i et hjem præget af alkoholisme og skilsmisse, som beskrevet i selvbiografien ‘Fortunate Son’ (2015).

Den tvungne katolske skolegang hadede Fogerty inderligt – især når han ikke fik tilladelse til at gå på toilettet og måtte sidde i timevis i urinvædet tøj. Som High School elev dannede han bandet Blue Velvets med den senere CCR rytmesektion, bassisten Stu Cook og trommeslageren Doug Clifford.

Blue Velvets blev til Golliwogs i løbet af 60’erne, der tilføjet John Fogertys bror Tom udgav flere lidet succesfulde singler inspireret af Little Richard og Bo Diddleys musik. John Fogerty fik afviklet den obligatoriske militærtid i 1966-68, mens Vietnam krigen eskalerede. Dog slap han for tjeneste ved fronten og befattede sig i stedet med papirnusseri på amerikansk grund.

Tilbage i det civile liv blev Golliwogs til CCR, der albumdebuterede i 1968. John Fogerty overtog lead vokalen fra broder Tom, satte sig på sangskrivningen og hele bandet. Den linde strøm af albums og hits, der fulgte frem mod gruppens opløsning i 1972, retfærdiggjorde jo umiddelbart de trufne dispositioner, men ikke uden surhed og murren i krogene.


Tom Fogerty smuttede allerede i 1971, og det lykkedes Cook og Clifford at få egne numre med på det sidste CCR plade ‘Mardi Gras’. Men der var ikke mere damp under kedlerne, og John Fogerty hastede videre med en solokarriere, der inklusiv længere afbræk har strakt sig frem til i dag. I starten klarede den ferme multiinstrumentalist det meste på egen hånd, men er senere gået over til at benytte sig af bands og studiemusikere under arbejdet.

Det første officielle soloalbum ‘John Fogerty’ (1975) kastede ‘Rockin’ All Over The World’ af sig og blev et kæmpe hit for boogiedrengene i Status Quo to år efter – jeg foretrækker så afgjort originalen. Dernæst løb Fogerty ind i en myriade af juridiske tovtrækkerier med pladeselskab og manager. Undervejs i den slidsomme proces forkastede han sågar et færdiglavet album, som måtte destrueres, da det ikke levede op til afsenderens høje kvalitetskrav.

Fogerty vendte styrket retur med ‘Centerfield’ i 1985, der gav et fornyet gennembrud hos Warner Bros. i stedet for Fantasy Record. To af sangene fra ‘Centerfield’, ‘Mr. Greed’ og ‘Zanz Can’t Danz’, adresserer med harske stikpiller hele det legale og økonomiske cirkus, Fogerty måtte stå igennem i knap ti år.

Efterfølgeren ‘Eye of The Zombie’ (1986) opnåede langt fra samme gennemslagskraft, og vi skal frem til 1997, før der atter kom nyt solomateriale i Fogertys navn. I de mellemliggende år arbejdede han med en del andre mere eller mindre færdiggjorte projekter. ‘Blue Moon Swamp’ viste sig hurtigt at være ventetiden værd, og Fogerty var ‘back in the saddle’ med maner.

Den tidligere CCR hovedkraft tog sig igen god tid, før næste udspil dukkede op i 2004, ‘Deja Vu All Over Again’, der på tekstsiden tæller flere hints til den amerikanske militære involvering i Irak. Fogerty turnerede intensivt i 00’erne og fulgte op med ‘Revival’ i 2007.

Den hidtil seneste udgivelse bærer datoen 28. maj 2013, Fogertys 68 års fødselsdag. På ‘Wrote a Song for Everyone’ genindspillede han flere CCR numre med assistance fra navnkundigheder som Foo Fighters, Keith Urban, Tom Morello, Kid Rock og Bob Seger.


Den 2. september 1998 overværede jeg John Fogertys koncert i Forum i København, hvor han sammen med et potent og mildest talt velspillende band gav en mere end to timer lang opvisning i amerikansk rock’n’roll af ypperste karat i en klasse for sig.

Den yderst sympatisk virkende og jordbundne legende lagde hele salen ned med vokal urkraft og riffmejslet guitarspil skåret ind til benet, hvor hver en tone og hvert et anslag sad snorlige i skabet uden unødigt blær eller spild af krudt.

Sætlisten talte 28 sange heraf halvdelen fra CCR perioden rundet op af solomateriale og suveræne fortolkninger af ældre soul-, R&B- og countryklassikere. Den fik, så hatten passede stinkende professionelt og arbejdsomt. Den slags er det svært andet end at have den dybeste respekt for på dette niveau.

Stort tillykke med de 75 skal herfra lyde til en sværvægter og sand institution i amerikansk rock. John Fogerty repræsenterer med sine ubestikkelige sangfortællinger det bedste af, hvad hans hjemland har at byde ind med af kulturel og historisk karakter. Den som oftest fortærskede frase om at være autentisk og i sync med sine egne idealer kan faktisk med god ret anvendes her.

Store ord, javist, men folk af Fogertys slidstærke karat og integritet fortjener dem i righoldigt mål.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.