Den amerikanske sanger, guitarist, keyboardspiller, producer og sangskriver John Hiatt burde have været et langt større navn på den internationale rockscene, end tilfældet er. Men Hiatt, født den 20. august 1952 i Indianapolis, Indiana og døbt John Robert Hiatt, har ofte ikke gjort det helt nemt for sig selv i en ujævn karriere præget af skiftende pladeselskaber, stilretninger og backingmusikere, kommercielle nedture, alkoholmisbrug og tragiske hændelser i privatsfæren.
John Hiatts kone begik selvmord i midten af 80’erne kort tid efter fødslen af deres datter Lilly og efterlod ham som alenefar, der kæmpede med sit eget selvværd og med at få enderne til at nå sammen personligt som professionelt. Det har dog ikke forhindret et stort antal kolleger heraf en del med ikon-status i at fortolke hans skattekiste af kompositioner live og i studiet. Listen er lang og favner genremæssigt bredt. Her et større udvalg: Aaron Neville, B.B. King, Bob Dylan, Bonnie Raitt, Buddy Guy, Chaka Khan, Albert Lee, Dave Edmunds, Delbert McClinton, Emmylou Harris, Eric Clapton, Iggy Pop, Jeff Healey, Joan Baez, Joe Bonamassa, Joe Cocker, Linda Ronstadt, Nick Lowe, Paula Abdul, Rosanne Cash, Ry Cooder, The Nitty Gritty Dirt Band, The Searchers, Three Dog Night, Willie Nelson, Willy DeVille og danske Hanne Boel.
Svære prøvelser fandt tilsvarende sted under John Hiatts opvækst i en børnerig og strengt katolsk opdraget familie. Som niårig måtte han bære smerten, efter hans 12 år ældre bror Michael tog sit eget liv, og to senere døde faren som følge af længere tids sygdom. John Hiatt forsøgte at finde trøst i Elvis Presley, Bob Dylan og the blues, men var faretruende tæt på at risikere en tur i kasjotten, da han sammen med nogle teenagevenner stjal en hundedyr Ford Thunderbird og blev opdaget af bilens ejer. Hiatt spillede dum komedie og slap for videre tiltale.
En ‘slow mover’
I starten af 70’erne drog John Hiatt til Nashville Tennessee og fik job som sangskriver hos et mindre upåagtet musikforlag. Hiatt udgav sin første single i eget navn i 1973 og albumdebuterede med Hangin’ Around the Observatory (1974). Hverken det eller de følgende albums Overcoats (1975), Slug Line (1979) og Two Bit Monsters (1980) kastede væsentligt af sig. Fra begyndelsen af 80’erne arbejdede Hiatt på at slå igennem i Europa.
1982 skrev han nummeret Across The Borderline med Ry Cooder til filmen The Border og udsendte det Tony Visconti producerede All of a Sudden domineret af synthesizer- og keyboardklang. Riding with King (1983), hvis titelsang senere blev et hit for Eric Clapton & B.B King, og Warming Up to the Ice Age (1985) slog ind på en mere soul- og countrypræget linje. Succeskurven steg langsomt, men langt fra stejlt.
Vennen Ry Cooder medvirkede på John Hiatts hudløst ærlige hovedværk Bring The Family (1987). Hiatt var efter flere år på flasken en frustreret færdig mand i showbizz, der havde brændt alle broer bag sig. Før indspilningen af Bring The Family tog han en kold tyrker og skrev en række stærkt selvudleverende sange om druk, svigt og bristede illusioner og gik i studiet med et sandt A-hold af venner, der ud over Ry Cooder talte bassisten Nick Lowe og trommeslageren Jim Keltner. Memphis in the Meantime, Alone in the Dark, Thing Called Love, Lipstick Sunset, Have a Little Faith in Me og Thank You Girl, en svimlende stime af suveræne skud fra et album, jeg ikke har tal på hvor mange gange, det har været afspillet i mit hjem.
Hiatt, Cooder, Lowe og Keltner dannede nogle år senere supergruppen Little Village, der kun nåede at udgive et enkelt album i 1992. Samme år optrådte de her til lands på Roskilde Festival. Fire markante og stålsatte individualister, der beklageligvis ikke kunne holde til mere end en udgivelse og verdensturne sammen. Potentialet var enormt, og det ekvilibristiske overskud live af tilsvarende kaliber.
Slow Turning (1988) satte yderligere streger under Hiatts høje standard som sangsmed i eget regi, hvilket ligeledes er gældende for Stolen Moments (1990) og Perfectly Good Guitar (1993). De tre udgivelser byder på førsteklasses numre som Drive South, Tennessee Plates, Slow Turning, Paper Thin, Feels Like Rain, Real Fine Love, Child of the Wild Blue Yonder, Through Your Hands, Perfectly Good Guitar, Buffalo River Home og Angel. Fra store hymner, lavmælte fortællinger til kontant riffrock og smægtende kærlighedsballader.
Nyt momentum og en vedholdende sangskriver kvalitet
Resten af 90’erne blev en mager omgang, men Hiatt kom stærkt igen i 2000 tallet og 10’erne med Crossing Muddy Waters (2000), The Tiki Bar is Open (2001), Master of Disaster (2005), Mystic Pinball (2012) og Terms of My Surrender (2014). På disse udgivelser boltrer Hiatt sig i alt fra blues, folk, country og Americana til tung og balstyrisk rock spillet med en vildskab, der går direkte i bentøjet. John Hiatt, der er i besiddelse af en udtryksfuld og rå stemmekraft, mange vokalister nok vil misunde ham, kan sin amerikanske musikhistorie til fingerspidserne.
Det beviser Hiatt også til fulde på hans seneste udgivelse Leftover Feelings (2021), der er medkrediteret Jerry Douglas Band (2021), og at der stadig er en god portion slidstærke sange gemt i ham. Kombinationen af rootsrock, bluegrass og folk tilsat Douglas formidable evner som dobro- og pedal steel-guitarist klæder Hiatts pt seneste album på bedste vis.
Den amerikanske troubadour er et sejlivet bevis på, at kvalitet og et mere nichepræget udtryk heldigvis er i besiddelse af den fornødne gennemslagskraft til at overleve skiftene tiders luner og laster samt finde sit publikum, der sætter pris på andet end blot mainstreamkultur og medieskabt massehysteri.
Datteren Lilly Hiatt har i eget navn udgivet fire album, og i 2019 udgav de sammen en single ”All kinds of people / You Must Go” hvor de på smukkeste vis fortolkerede hinandens numre.
