Kald det ‘holden ved’ – kald det lige hvad du vil – der findes ingen ord, der helt slår til. Og dog. For Johnny Madsen kan male – og han kan male med farvelagte ord – sat i musik af den skole, der for evigt vil have Bob Dylan, Chuck Berry og The Rolling Stones som de store læremestre.
Ord – der er blevet til tekster – uden ret meget lige til på den danske musikscene. Et bredt og mangfoldigt persongalleri og vel nok rekordmange stednavne har sat horisontale billeder på tekster, der som agenda vel mest af alt altid har haft den åbne bog og den levende fantasi, som målet mellem linjerne. Måske ikke mindst ud fra tesen om at 2+2 godt kan være halvfem eller cirka deromkring, mens livet fortsat er berusende frit til fortolkning.
Selv blev jeg indfanget af hele Johnny Madsen pakken i 1987, da han udsendte hans tredje album ”Chinatown, yellowmoon og den sorte fugl”. Jamen alene titlen – gjorde jo at ørene baskede nysgerrigt – og blev til begejstring over numre som titelnummeret, ”Halgal Halbal”, ”Vilde Villy”, for ikke at tale om ”En sølvmåge lande ganske langsomt på Baltica’s flerfarvede lysstofrør og kikker opmærksomt ud mod havet”.
Dansk rock havde fået en ny poet – der nok malede skævt, men alligevel ramte plet. Min favorit nummer fra albummet ”Radiostationen” havde blot linjerne:
“Der var en radiostation / Den spillede musik / og den musik ku’ vi li’ / Den her radiostation / den lagde desværre ikke i Danmark / den lå i Argentina”
Mere skulle der ikke til. Sådan kan seks linjer sige det hele, og de i øvrigt ikke blevet mindre sande efter at hele Danmarks Radio efterhånden har pillet enhver selvstændigt tænkende radiovært ud af de primære sendetider.
Siden har Johnny Madsen bare været en sikker mand når der skulle indkøbes til pladesamlingen. Alle album er ikke lige helstøbte – og der er blevet noget længere imellem hans album i de sidste par årtier. Men album som ”Udenfor sæsonen” (1988), ”Bounty Blue” (1991) – og det fabelagtige trekløver fra perioden 1994-1999 – ”Ses vi i Slesvig”, ”Room Service” og ”Checkpoint Charlie” – er efter min opfattelse noget af det bedste, der er sket i nyere dansk roots-rock historie.
Og at der stadig er guld i Madsens septiktanker beviste han på det seneste album ”Godt nyt” fra 2015. Det var et ret classic Madsen album, som rent faktisk var godt nyt, og hvor numre som titelnummeret, ”Si Senor”, ”Puerto Banus”, ”Flæsk og Flamenco” og ”Lucca” var en brise af frisk røgnotet luft og bestemt ikke nogle der behøver stå i skyggen for de ældre klassikere når der skrives sætlister til kommende Johnny Madsen koncert.
Det sker nok ikke. For skal der hældes lidt malurt i det store bæger med velskænket promilleholdigt hyldest, så bliver det at Johnny Madsen med årene er blevet nogenlunde ligeså konservativ og forudsigelig som f.eks. The Rollings Stones – der trods deres signatursang ”You can’t always get what you want” – mest af alt bare giver folk det de vil have i stedet for nysgerrigt at udforske og udfordre sit bagkatalog.
Så lad os håbe at Johnny Madsen her i sin ny-modne alder mere følger i Bob’s fodspor og begynder at overraske én lidt igen. Ligesom dengang man forbløffet og opløftet første gang hørte sange som ”Terylene bukser”, ”Æ møt her te’ en bal”, ”Sølver Bue”, ”Basketballspilleren”, ”Darwin er død i Danmark” , ”Spidsen af kuglen” – for ikke at tale om ”Den blinde lotterisælger sidder ganske stille på et flerfarvet lysstofrør og kigger opmærksomt ud mod havet” – eller første gang oplevede hans charmerende røverhistorier på Montmartre i Nørregade i KBH.
En éner i dansk musik fylder rundt – 70 år den 31. marts 2021 – og af musikhjertet tillykke med det – men helt rund bliver han heldigvis aldrig. Han er og bliver spidsen af kuglen indenfor dansk root-rock – en ægte og autentisk levemand – og deraf en altid levende mand. Og derfor får vi nok aldrig nok – heller ikke når han ’bare’ gentager sig selv. For selv der er han mest af alt – SIG SELV! Og der er jo lige der at Johnny er GO!
