Julekalender – LÅGE 16

"Dagens artist er - Laura Lundfold - dansk rock har fået en ny stemme!

Fotograf: PRESSEFOTO Mikkel Kallehauge

På Side 33 vil vi som vores julekalender på vores webside hver dag fra 01.12 til 26.12. bringe et kort interview med dagens artist. En person vi i årets løb føler har bidraget med gode oplevelser eller begejstring til musikhjertet. For julen er jo som bekendt hjerternes tid – så lad os sætte musik og spørgsmål i omdrejninger.

Dagens artist er Laura Lundfold – der i årets løb har taget den vokale hovedrolle på debutalbummet ”In Between” med det både stemningsfulde, mørke og rå rockband Indian Cane – der trækker fine tråde tilbage til et band som Kira and the Kindred Spirits – og ikke mindst i front for Hvem er Alf? – der med deres rastløse pop/rock med charmerende og ligefremme danske tekster igen formåede at begejstre på singlen ””Eventyret”. En effektiv opfølger på sidste års fremragende debutalbum.

”In between” er en album, der evner at vokse over tid – og som vi anmeldte med overskriften Rytmisk romance i rockfyldt balance” – mens vi i vores omtale af ”Eventyret” blot kunne  konstatere, at det lidt hemmelige eventyr fortsætter, hvis man altså holder af energisk dansksproget pop-rock, der bare river ørene ud af sin ”comfort zone”, og rusker musikhjertet i en både tidløs og forfriskende retning.  

Laura Lundfold er som sangerinde virkelig trådt i karakter – og evner med sin vokal, at give begge band et aftryk, der sætter spor, og gør en forskel. Og så er der vidst ingen tvivl om at hvis man vil have den ene eller anden form for rock fest på sit spillested – så er det vidst bare som booker, at se at få en aftale i stand med Indian Cane og/eller Hvem er Alf?

Musikåret 2019 er ved at gå på hæld. Hvad har for dig personligt været de mest minderige og positive musikalske stunder eller oplevelser i året der gik?    

”Det har været da vi mixede vores plade ”In Between” med Indian Cane og singlen ”Eventyret” med Hvem er Alf? Det er første gang jeg for alvor har turde stole på min musiske maveintuition fuldt ud, hvilket har været nervepirrende og på samme tid enormt tilfredsstillende”

Hvad ser du ellers med glæde eller forventning frem til i 2020 indenfor musikkens verden?  

”At være kreativ med at skrive sange, lave nye musikvideoer og forhåbentlig få mulighed for at spille en masse koncerter med begge bands – og så selvfølgelig at skulle se Judas Priest og Nick Cave and the Bad Seeds”  

Her på siden søger vi jo også gerne det alternative, og de mere smalle udgivelser. Har du en personlig favoritsang om julen eller tiden omkring, som du vil anbefale? Altså en sang, der ikke lige findes på de mest sædvanlige “Jule Hits” opsamlinger.

”Jeg kryber til korset og indrømmer at jeg stadigvæk jubler henrykt når ”Home Alone” bliver vist i fjernsynet og ”Jingle Bell Rock” brager igennem højtalerne. Vi har i Hvem er Alf? skrevet et julenummer, men om det er alternativt eller smalt vil jeg lade være op til Jer at bedømme”

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.